Egerup strand er blevet forsømt hele året og jeg havde lyst til at se hvordan den tog sig ud og om ikke det kunne kaste lidt fisk af sig. Flyderingen skulle med for første gang og det viste sig faktisk at være en god ide…

Skidtemøg

Udsigten til solnedgangen bag Storebæltsbroen er altid betagende.

Parkeringspladsen summer af liv ved ankomsten. Turister, campister og andet godtfolk har, som jeg, udset sig Egerup strand til stedet hvor aftenen skal tilbringes. Og det kan man sandelig ikke bebrejde dem, for vejret viser sig fra sin allerpæneste side. Jeg er heldigvis den eneste med en fiskestang i hånden, så jeg har hele balladen for mig selv.

Flyderingen er med. Ikke fordi jeg har brugt den hernede før, men jeg mindes at have døjet med fisk som aldrig kom indenfor kastevidde. Og hvem vil ikke gerne kunne afhjælpe det i en ruf?

På vejen sydover bemærker jeg hurtigt at der er meget skidt i vandet. Jeg kunne desværre ikke være på plads tidligt nok til at få vandskiftet med, men her halvanden time efter lader det til at det faldende tidevand har ført rigelige mængder ålegræs ud af Skælskør fjord, hvorefter det er drejet skarpt til højre og besluttet sig for at opsøge mig. Jeg overvejer et hurtigt pladsskifte, men beslutter mig for at se om ikke flyderen kan få mig ud over skidtet.

Heldigvis er flyderingen med

Jeg når ikke særlig langt før en bande tobiser står ud af vandet – tydeligvis forfulgt af “noget”. Min stang er endnu ikke rigget til, men det kan jeg jo passende gøre her og så se om der sker mere. En lille tobisflue kommer på og ryger ud i baljen, men kun for at få fat i en masse løs ålegræs.

Jeg beslutter mig for at se om ikke det forsvinder længere ude og går videre. Der er en nordgående strøm, som jeg dog havde håbet på var lidt kraftigere. Mon ikke den kan få has på græsset inden der går alt for lang tid?

3-400 meter længere nede er billedet det samme, så hvorfor ikke hoppe i ringen og se om det letter lidt længere ude?

Det letter en anelse – så meget at man ikke får skidt på i HVERT kast, men nok til at det bliver et irritationsmoment for mig. Så er der jo kun én ting at gøre – eller rettere tre: Knappe en bajser op, fyre op i snaden og ellers læne sig tilbage i flyderen og nyde synet af den nedgående sol bag Storebæltsbroen.

Opklaring og mørke

Storebæltsbroen indrammet af et par store fødder

Strømmen får bugt med det flydende ålegræs og vandet klarer op. Der er ingen aktivitet  hvor jeg ligger eller længere ude, så jeg beslutter mig for at gå på land. Tobisen afløses kort af en Honey Shrimp inden en Sort Sølvræv bliver tiltroet hvervet som mørkets jæger. Der begynder efterhånden at vise sig fisk i overfladen rundt omkring – det skal nok blive godt.

Nogle torpedobåde fyrer den af ude i Agersøsund. Det gør de af en eller anden grund ofte og det resulterer i nogle gigantiske hækbølger som minutter senere når stranden. Jeg vader ikke dybt, så der er ikke fare for at jeg bliver væltet, men der går uendelig langt tid før stilheden er tilbage. En ting er, at synet ryger om natten, men hvis jeg ikke kan lytte mig frem til fisk, så mister jeg lidt troen på det. Og så er fiskeriet jo dødsdømt.

Lidt senere er der en del postyr henne ved P-Pladsen og ret hurtigt stryger et par UV-jægere i vandet. Lygterne afslører deres systematiske afsøgning af sandbunden derhenne. På deres snak kan jeg høre at det er flade de er ude efter, men også at “der er masser af havørreder”. Og det er der formentlig også der hvor jeg står for der er jævnligt fisk i overladen. Sølvræven fiskes som påkrævet, det meste af tiden: Stangen under armen og fuld pedal på indtagningen. UV-jægerne spotter mig lidt senere og holder behørig afstand. Dejligt!

En fin farvet fisk midt i fyrrerne dukker op i mørket

Jeg har ikke mærket noget af betydning inden der pludselig er fast fisk. Fordelen ved den hurtige indtagning er, at man automatisk får lavet et par stripstrikes, som oftest får kroget fisken godt og denne fisk er da også kroget til UG selvom den ikke tog fluen så voldsomt. Fight er der til gengæld ikke meget af – faktisk så lidt at jeg overvejer om det kan være en torsk.

Det er det nu ikke. Det er en fin ørred på vej i gydedragt og vel midt i fyrrerne. Sølvræven sidder perfekt i saksen og den kan glide tilbage til det sorte vand. Dejligt – selvom den føltes lidt som en sæk kartofler. Desværre glemte jeg alt om at checke den for havlus, hvilket egentlig var planen

Troen på noget mere og større er nu helt på plads. Der er fisk i overfladen, de kan lokkes til at hugge og der er strøm over revet. Eller – nå nej – strømmen er da vist ved at aftage og det er sjældent af det gode.

Og ganske rigtigt: Aktiviteten forsvinder næsten som jeg når at tænke tanken. Kaffen er urørt, så den indtages imens månen står op og da der ikke er sket yderligere henad 00.30, trækkes stikket og jeg ruller hjem. Dejligt at være tilbage på denne plads  hvor revet dog er sandet en del til siden sidst. Men sådan er det. Pladserne ændrer sig og det er jo en del af charmen…