Forventningerne er ofte store til påskens fiskeri og i år var de ikke mindre idet påsken havde valgt at placere sig i den uge hvor forårsbonanzaen boblede løs. Roskildesygen havde imidlertid andre planer for min ferie, så efter at have levet i ungernes lort og bræk igennem de højhellige dage, trængte jeg i den grad til at blive blæst igennem. Søren Hagemann, som jeg ikke har fisket med i næsten 2 år, var frisk på at se nogle nye steder.

Klinteby

Sidste år ved denne tid løb jeg ind i et fint fiskeri på Klinteby under forhold som var meget lignende dem som udsigten lagde op til: 7-8 m/s fra SØ – tålelige forhold for en højrehåndskaster. Højtvandsskiftet ville også ligge lige omkring morgengryet, så det kunne blive rigtigt giftigt hvis vi ellers kunne finde fiskene.

Da vi stod ud af bilen kiggede Søren skeptisk på mig. Han havde set frem til at lufte den nye #5 stang, men med udsigten til at skulle kaste baglæns (Søren er venstrehåndet) blev der rigget om til tungere grej.

Jeg selv har efterhånden empirien på plads. Det er godt med gang i vandet! Hvor meget jeg end elsker (og ikke kan undvære) de stille dage med det flade vand, så har det også sin egen charme at fiske det lave vand af med korte kast. Hvis vandet vel at mærke ikke er FOR fyldt med lort.

Planen endte med at vi ville fiske hotspotsene af mod venstre, se hvordan det gik og efterfølgende enten gå mod højre eller rykke på Storebæltskysten hvis vind og vand blev for voldsom.

På første plads gik vi ud med 100 meters mellemrum og fik i en fart affisket pladserne med vinden i ryggen. Der var temmelig megen ålegræs og andet møg i vandet,  men dog tåleligt. Vi rykkede hurtigt videre til næste spot, et rev, hvor jeg fik forklaret Søren hvordan jeg ville affiske det. Han røg i baljen og jeg tog en stund på land med kameraet og fulgte efter ham da han havde fået fisket 50 meter af.

Søren havde holdt sig kystnært hen over revet, men jeg vidste at man fint kan gå et stykke ud på det – så det gjorde jeg. I et kast ret op imod vinden, fik jeg ikke meget mere end skydehovedet ud, men en fisk huggede på den korte line – uden at blive hængende. Det gav blod på tanden og revet blev affisket grundigt uden at der dog skete mere.

Klinteby er altid en skøn plads ved denne tid med masser af trækkende fugle. Store flokke af Canadagæs lagde vejen forbi på vejen nordover og blæsten til trods lå fuglenes snak hele tiden i baggrunden, som en konstant påmindelse om at NU er foråret her. Jeg elsker de lyde!

Vi mødtes kort til status. Søren havde ikke mærket noget, men jeg var ikke helt klar til at rykke til en anden plads. På vejen tilbage mod bilen skulle vi derfor lige fiske noget dybt vand af. Ikke et decideret badekar, men dog en af de pladser hvor fisken går lige foran fødderne på en – under de rette forhold. Ingenting.
Tilbage på første hotspot igen forklarede jeg Søren lidt om pladsen og han fik første tur ned over stykket og jeg lagde mig i slipstrømmen. Stadig ingenting. Et hurtigt kig på Sejladsudsigten vidnede om at der ville komme fint gang i strømmen ved Egerup med det faldende vand. Her ville vi stadig få vinden ind fra venstre, men nu fra ryggen.  Søren var frisk på et pladsskifte – så sådan blev det.

Egerup

Egerup er en plads som jeg har forsømt de seneste år – uden egentlig at kunne forklare helt hvorfor. Pladsen skifter konstant karakter og de sidste år er der opstået et fantastisk badekar nord for selve pynten. Det er en af de pladser som ligger tættest på min bopæl og den kaster jævnligt store fisk af sig – men som altid skal man ramme dagen.

Vi blev mødt af spritklart vand, men med den efterhånden friske vind var der godt skub i vandet. Vi gik forbi badekarret på vej ned til spidsen. Polaroidbrillerne afslørede at badekarret ENDNU en gang bare var blevet dybere og vi enedes om at Søren skulle fiske igennem det med vinden i ryggen og at jeg skulle gå ned og starte i den sydlige del og fiske op imod spidsen.

Da jeg kommer rundt om spidsen kan jeg se at pladsen er optaget, så jeg nøjes med at gå 50 meter på den anden side af spidsen for at starte her. Der lægges ud med en tobis som endeflue og en Pattegris som ophænger. Med vinden skråt ind i ryggen ryger de 40 meter ud i suppen uden de store anstrengelser og jeg frydes over fiske over den fede fede bund. Fuld speed på – fremad! De fisk skal findes!

Egerup i efterårslys

Tobisen afløses af en Cultling. Jeg når rundt om spidsen og kan se at Søren er ved at have fisket badekarret af. Jeg fortsætter i hans spor. Badekarret har i den nordlige ende den helt perfekte bredde hvor man lige kan nå sandet på den anden side med fluen. Der findes ikke noget bedre end at lægge fluen 2 meter ud på sandet, lade den synke og så kun nå at tage en lille håndfuld indtag inden fluen hapses.

Der er dog ikke nogen fisk der hapser min flue lige med det første. Søren kommer op og forklarer at han ikke har mærket noget, stiller sig på stranden og ser lidt modløs ud. Jeg fisker koncentreret igennem og når ikke langt før en halvmeters fisk tager fluen helt ude i kastet. Jeg går med den et lille halv minut inden den ryger af efter et dødsrul. Jeg når at se at den vist ikke er helt blank, så det er ok – men det er altid rarere liiiige at få dem helt ind.

Søren er nu fyr og flamme og lægger sig ud i min slipstrøm. Der går ikke længe før han kroger en model magen til som uden for meget ballade kan landes. Vi er hurtigt tilbage på plads – det er nu stimen er her!

Hurtigt får jeg et hug igen helt ude. To rusk – og så er den væk. Jeg bander mig selv lidt langt væk og irriteres over at stripstriket endnu en gang ikke sidder på rygraden. Det plejer at være tegn på at jeg ikke er fokuseret nok og lettere ubalanceret. Jeg giver familiens Roskildesyge skylden, og begynder at messe “stripstrike, stripstrike” med jævne mellemrum.

Kort tid efter er Søren ude igen. Han kroger og lander en målsfisk. Jeg selv laver et kast til bagkanten af karret og kværner fluen ind for fulde gardiner med stangen i armhulen. 5 indtag – BANG! Her bør stripstriket ikke være nødvendigt, men da stangen hæves ryger også denne af. Lidt senere gentager det sig og tankerne begynder at flyve. Havde jeg en pointe på turen med Michael? Er der noget omkring bindingen af mine sidste grise som gøre en forskel. Jeg vender tilbage til emnet lige om lidt.

Bagkanten står egentlig og råber mig ind i hovedet. Mon ikke fruen efterhånden skal have afløsning med alt det der bræk og puha derhjemme? Men vi bliver nødt til at udnytte at vi har fundet besøgstiden. Flokken er dog hurtigt væk igen og det lykkes os ikke at genfinde den. Vi trækker stikket og kalder det for en dag.

På vejen tilbage løber vi ind i fiskeren som gik længere henne. Han har også fanget en fisk omkring den halve meter og mistet en større. Ved bilerne ankommer Lars Olsen fra Slagelse som for en måneds tid siden fangede en fantastisk flot 6+ er – og så går røverhistorierne over stok og sten inden min dårlige samvittighed kalder os hjem.

Efterrationaliseringer

Jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor svært det har været for mig at kroge fisk på de to ture hvor fiskene har gået til stålet på Pattegrisen. Det seneste kuld er bundet på den nye NS 150 fra Ahrex, som med sit elegante svaj klæder rejemønstrene rigtig godt. Tager man et kig på krogen i forhold til F314 fra Gamakatsu, som vel ellers er den foretrukne Pattegrisekrog, så er den helt store forskel er størrelsen på kroggabet. Jeg havde egentlig en forventning om at NS150 ville have et større træk på tværs af krogspidsen pga den bøjede krog og at dette kunne være årsag til dårligere krogning, men det har man udlignet ved at bukke krogbøjningen yderligere sammen – men dermed også lukke gabet yderligere.

Mine spekulationer går derfor på om den vitterligt kroger dårligere eller om det bare er mig der er en klaphat?

Hvad er jeres erfaringer med dem?

f314

ns150