En gang imellem går der kuk i systemet og fredag den 13. vælger at lægge sig en anden dag – f.eks søndag den 19. juni i stedet. En ting er når stangen siger knæk, men når man gør det på en stor havørred, som mistes, så er det ekstra bittert. Sådan en dag kom en tur forbi mig i denne uge.
Forventningerne er ofte store til påskens fiskeri og i år var de ikke mindre idet påsken havde valgt at placere sig i den uge hvor forårsbonanzaen boblede løs. Roskildesygen havde imidlertid andre planer for min ferie, så efter at have levet i ungernes lort og bræk igennem de højhellige dage, trængte jeg i den grad til at blive blæst igennem. Søren Hagemann, som jeg ikke har fisket med i næsten 2 år, var frisk på at se nogle nye steder.
Sidste år ved denne tid løb jeg ind i et fint fiskeri på Klinteby under forhold som var meget lignende dem som udsigten lagde op til: 7-8 m/s fra SØ – tålelige forhold for en højrehåndskaster. Højtvandsskiftet ville også ligge lige omkring morgengryet, så det kunne blive rigtigt giftigt hvis vi ellers kunne finde fiskene.
Da vi stod ud af bilen kiggede Søren skeptisk på mig. Han havde set frem til at lufte den nye #5 stang, men med udsigten til at skulle kaste baglæns (Søren er venstrehåndet) blev der rigget om til tungere grej.
Jeg selv har efterhånden empirien på plads. Det er godt med gang i vandet! Hvor meget jeg end elsker (og ikke kan undvære) de stille dage med det flade vand, så har det også sin egen charme at fiske det lave vand af med korte kast. Hvis vandet vel at mærke ikke er FOR fyldt med lort.
Planen endte med at vi ville fiske hotspotsene af mod venstre, se hvordan det gik og efterfølgende enten gå mod højre eller rykke på Storebæltskysten hvis vind og vand blev for voldsom.
På første plads gik vi ud med 100 meters mellemrum og fik i en fart affisket pladserne med vinden i ryggen. Der var temmelig megen ålegræs og andet møg i vandet, men dog tåleligt. Vi rykkede hurtigt videre til næste spot, et rev, hvor jeg fik forklaret Søren hvordan jeg ville affiske det. Han røg i baljen og jeg tog en stund på land med kameraet og fulgte efter ham da han havde fået fisket 50 meter af.
Søren havde holdt sig kystnært hen over revet, men jeg vidste at man fint kan gå et stykke ud på det – så det gjorde jeg. I et kast ret op imod vinden, fik jeg ikke meget mere end skydehovedet ud, men en fisk huggede på den korte line – uden at blive hængende. Det gav blod på tanden og revet blev affisket grundigt uden at der dog skete mere.
Klinteby er altid en skøn plads ved denne tid med masser af trækkende fugle. Store flokke af Canadagæs lagde vejen forbi på vejen nordover og blæsten til trods lå fuglenes snak hele tiden i baggrunden, som en konstant påmindelse om at NU er foråret her. Jeg elsker de lyde!
Vi mødtes kort til status. Søren havde ikke mærket noget, men jeg var ikke helt klar til at rykke til en anden plads. På vejen tilbage mod bilen skulle vi derfor lige fiske noget dybt vand af. Ikke et decideret badekar, men dog en af de pladser hvor fisken går lige foran fødderne på en – under de rette forhold. Ingenting.
Tilbage på første hotspot igen forklarede jeg Søren lidt om pladsen og han fik første tur ned over stykket og jeg lagde mig i slipstrømmen. Stadig ingenting. Et hurtigt kig på Sejladsudsigten vidnede om at der ville komme fint gang i strømmen ved Egerup med det faldende vand. Her ville vi stadig få vinden ind fra venstre, men nu fra ryggen. Søren var frisk på et pladsskifte – så sådan blev det.
Egerup er en plads som jeg har forsømt de seneste år – uden egentlig at kunne forklare helt hvorfor. Pladsen skifter konstant karakter og de sidste år er der opstået et fantastisk badekar nord for selve pynten. Det er en af de pladser som ligger tættest på min bopæl og den kaster jævnligt store fisk af sig – men som altid skal man ramme dagen.
Vi blev mødt af spritklart vand, men med den efterhånden friske vind var der godt skub i vandet. Vi gik forbi badekarret på vej ned til spidsen. Polaroidbrillerne afslørede at badekarret ENDNU en gang bare var blevet dybere og vi enedes om at Søren skulle fiske igennem det med vinden i ryggen og at jeg skulle gå ned og starte i den sydlige del og fiske op imod spidsen.
Da jeg kommer rundt om spidsen kan jeg se at pladsen er optaget, så jeg nøjes med at gå 50 meter på den anden side af spidsen for at starte her. Der lægges ud med en tobis som endeflue og en Pattegris som ophænger. Med vinden skråt ind i ryggen ryger de 40 meter ud i suppen uden de store anstrengelser og jeg frydes over fiske over den fede fede bund. Fuld speed på – fremad! De fisk skal findes!
Egerup i efterårslys
Tobisen afløses af en Cultling. Jeg når rundt om spidsen og kan se at Søren er ved at have fisket badekarret af. Jeg fortsætter i hans spor. Badekarret har i den nordlige ende den helt perfekte bredde hvor man lige kan nå sandet på den anden side med fluen. Der findes ikke noget bedre end at lægge fluen 2 meter ud på sandet, lade den synke og så kun nå at tage en lille håndfuld indtag inden fluen hapses.
Der er dog ikke nogen fisk der hapser min flue lige med det første. Søren kommer op og forklarer at han ikke har mærket noget, stiller sig på stranden og ser lidt modløs ud. Jeg fisker koncentreret igennem og når ikke langt før en halvmeters fisk tager fluen helt ude i kastet. Jeg går med den et lille halv minut inden den ryger af efter et dødsrul. Jeg når at se at den vist ikke er helt blank, så det er ok – men det er altid rarere liiiige at få dem helt ind.
Søren er nu fyr og flamme og lægger sig ud i min slipstrøm. Der går ikke længe før han kroger en model magen til som uden for meget ballade kan landes. Vi er hurtigt tilbage på plads – det er nu stimen er her!
Hurtigt får jeg et hug igen helt ude. To rusk – og så er den væk. Jeg bander mig selv lidt langt væk og irriteres over at stripstriket endnu en gang ikke sidder på rygraden. Det plejer at være tegn på at jeg ikke er fokuseret nok og lettere ubalanceret. Jeg giver familiens Roskildesyge skylden, og begynder at messe “stripstrike, stripstrike” med jævne mellemrum.
Kort tid efter er Søren ude igen. Han kroger og lander en målsfisk. Jeg selv laver et kast til bagkanten af karret og kværner fluen ind for fulde gardiner med stangen i armhulen. 5 indtag – BANG! Her bør stripstriket ikke være nødvendigt, men da stangen hæves ryger også denne af. Lidt senere gentager det sig og tankerne begynder at flyve. Havde jeg en pointe på turen med Michael? Er der noget omkring bindingen af mine sidste grise som gøre en forskel. Jeg vender tilbage til emnet lige om lidt.
Bagkanten står egentlig og råber mig ind i hovedet. Mon ikke fruen efterhånden skal have afløsning med alt det der bræk og puha derhjemme? Men vi bliver nødt til at udnytte at vi har fundet besøgstiden. Flokken er dog hurtigt væk igen og det lykkes os ikke at genfinde den. Vi trækker stikket og kalder det for en dag.
På vejen tilbage løber vi ind i fiskeren som gik længere henne. Han har også fanget en fisk omkring den halve meter og mistet en større. Ved bilerne ankommer Lars Olsen fra Slagelse som for en måneds tid siden fangede en fantastisk flot 6+ er – og så går røverhistorierne over stok og sten inden min dårlige samvittighed kalder os hjem.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor svært det har været for mig at kroge fisk på de to ture hvor fiskene har gået til stålet på Pattegrisen. Det seneste kuld er bundet på den nye NS 150 fra Ahrex, som med sit elegante svaj klæder rejemønstrene rigtig godt. Tager man et kig på krogen i forhold til F314 fra Gamakatsu, som vel ellers er den foretrukne Pattegrisekrog, så er den helt store forskel er størrelsen på kroggabet. Jeg havde egentlig en forventning om at NS150 ville have et større træk på tværs af krogspidsen pga den bøjede krog og at dette kunne være årsag til dårligere krogning, men det har man udlignet ved at bukke krogbøjningen yderligere sammen – men dermed også lukke gabet yderligere.
Mine spekulationer går derfor på om den vitterligt kroger dårligere eller om det bare er mig der er en klaphat?
Hvad er jeres erfaringer med dem?
f314
ns150
En kold sommer har indtil videre rullet hen over de danske kyster. Vandtemperaturen har holdt sig i den lave ende og det har betydet at fiskene landet rundt har været til at tale med døgnet rundt. Personligt har den stået på familieferie – en ferie hvor fiskeforventningerne på forhånd ikke helt var afstemt med familiens interesser:
Grejet efterses og der vurderes hvad der skal tages med på turen rundt i Danmark og Sverige. Flyderingen er udelukket selvom det trækker gevaldigt i mig for at få den med – men der er på ingen måde plads. Jeg ender med #4 stangen og kystsekseren med tilhørende hjul. Og så selvfølgelig spinnegrejet – for der skal fiskes med ungerne. Særligt Jens-Emil, min mellemste, er meget opsat efter debuten på Langeland tidligere på året.
Første stop er Ålborg hvor jeg inden får indhentet rapporter og pladsbeskrivelser fra Mariager Fjord fra Niels. Vejret arter sig ikke helt som ventet og det ligger ikke i kortene at jeg skal rode rundt i en fjord ved nattetide så fjorden må vente en stund med at se mine fluer.
Næste stop bliver i svigerforældrenes ødegård dybt inde i det svenske indland. Her er der adgang til en lille fin gedde/aborre sø og der er på forhånd store forventninger til fiskeriet fra drengenes side. Sidst vi var ude på søen blev der gravet en bøtte orm og vi flåede små aborrer op for et godt ord. Men faderen har ambitioner: Nu skal der fanges på spin og dørgning efter robåden.
En ATV sætter ekstra kulør på fisketuren
Efter aftensmaden er det blevet sent, så for at spare lidt tid spændes vognen efter ATV’en. Storebror bliver sat til at passe på stængerne og så indtages søen ellers ASAP.
Det er en smuk aften og vel ude på søen forsvinder myggene og vi kan nyde stilheden. Det viser sig hurtigt, at det er meget ambitiøst at lade drengene kaste fra båden. Ét er at det går fint – stående på en strand. Men siddende i en båd bliver det farligt for dem selv og mig.
Der rigges om til dørgning – søen pløjes tyndt – men uden at der sker noget. Storebror er den første der mister tålmodigheden og jeg må erkende at det nok havde været bedre med en enkelt stang der var rigget til med orm. Vi fanger intet. Jeg lover dem at vi skal fiske med orm aftenen efter – ellers er der valgfri is på fars regning.
Jens-Emil er klar igen aftenen efter. Vi får gravet orm og trillet mod søen: endnu en gang i ATV’en. Hvem der dog bare havde sådan et bæst med i fiskevesten på alle ture 🙂
Selv om man kun er 6 år kan man godt håndtere en stor robåd med 0,1 tons ballast i agterenden
Efter en times fiskeri har der ikke været så meget som et nøk ved flådet og desperationen begynder at melde sig hos mig. Kan det virkelig passe at man ikke kan finde en snottet skalle der vil tage ormen. Vi krydser søen for at prøve en plads omgivet af åkander – det MÅ da kunne lade sig gøre. Og sandelig ja – snart danser flådet og jeg selv føres tilbage til de første fisk og glæden ved et dansende flåd. Snart er både skaller og aborrer på land – i små størrelser. Men de fejres med “high fives” som det hører sig til.
Den kraftige spinnestang er også med og helt ude i et langt kast kaster en trekilos gedde sig over over ABU Reflex spinneren og eksploderer i overfladen. Stolt kan jeg udbryde “nu skal du bare se min dreng” og glemmer aldeles at tilbyde ham at fighte dyret. Inde ved båden eksploderer den igen og drengen er fanget i en blanding af fryd, spænding og ægte rædsel. Jeg garanterer at den forbliver i min bådende og får den op. Den aflives – for trofæet må fremvises til resten af familien. Succes!
Vi er først tilbage ved huset halv i midnat hvor resten af familien venter med varme vafler. Det er en stolt og træt gut der kan berette om en fantastisk tur – og storebror er lidt misundelig over at han ikke var med.
En pludselig indskydelse sender os omkring Skåne hvor der slås lejr på campingpladsen i Kivik. Michael Jørgensen guider mig til en plads syd for Simrishamn en halv times kørsel væk, men jeg kan ikke rigtigt få tingene til at passe. Teltlivet kræver lige lidt mere arbejde end huslivet og nu er vi jo på familieferie, så jeg undlader at rykke, men bliver også let irriteret over ikke at få/tage mig lidt fisketid på egen hånd.
Et lækkert skånsk rev
Efter aftenputningen må jeg til vandet med en øl og lidt tobak. Jeg har luret kysten inden og sætter mig ved revet nedenfor campingpladsen og som mørket falder på starter plaskeriet derude. Jeg overvejer at hente hele munderingen men beslutter mig for bare at nyde roen og stilheden. Med hovedet ved jeg at det er en familieferie hvor jeg ikke skal vælte rundt i en tåge grundet manglende søvn – men hjertet vil noget andet.
Næste aften bliver det den samme situation. Ensomheden med fiskestangen erstattes af en stille stund hvor jeg bare glor ud over havet – granatchokeret af at have “været på” en hel dag.
Møn kan få det til at gibbe i enhver havørredfisker og den indtages da også som sidste punkt på rundturen. Inden har jeg egentlig besluttet mig for ikke at fiske – hvor underligt det end kan lyde. Men den manglende forventning om fiskeri betyder faktisk at jeg er mere til stede mentalt når jeg er sammen med familien. Jeg bliver dog mindet om at jeg er kystfluefisker hver gang jeg åbner tagboksen – for der ligger stængerne og griner mig op i ansigtet og minder mig om at jeg ikke har svinget kæppen over en havørred i 3 uger. Men jeg tåler det på en eller anden måde lidt bedre nu.
Inden feriens afslutning øjner jeg chancen for en tur til Stevns – og flyderen skal med for jeg har savnet den. De lover godt nok lidt sidevind men ikke mere end at det kan håndteres. Pladsen har jeg ikke rørt i nogle måneder, men rygtet vil vide at den fisker godt pt. Desværre løber rygter stærkt, så på en fredag aften kan man forvente at andre har fået samme ide. Og ganske rigtigt er der biler på pladsen ved ankomsten. En mere kommer til og annoncerer at de kommer ialt 4 mand. Men sådan er det nu en gang. Jeg har min lille flyder, så jeg kan jo bare padle mod Sverige hvis det bliver for meget.
På pladsen ser jeg en anden flydering 500 meter oppe ad kysten, men jeg kaster mig ud ved startstedet. Tre spinnefiskere er på plads omkring mig, så jeg lægger mig udenfor kastevidde, fisker lidt og beslutter mig så for at opsøge fiskene mere aktivt ved at drive med vinden nordover – tættere på den anden ring.
Det viser sig at være Anders Schultz, som allerede har nappet en halvmeters fisk tidligere på aftenen. Her var der godt gang i fiskene, men pludselig døde det ud. En fisk viser sig på lavt vand – udenfor rækkevidde. Men nu snakker vi lige så godt, så den får lov at være i fred. Mørket falder på uden at der sker noget. Pladsen er som blæst for fisk. Nogle spinnefiskere søger hen imod os og en god fisk høres i mørket netop som de går igang. Men der sker ikke mere. Vi går på land til kaffen og får snakket med de sidst tilkomne bl.a. Peter Ozol-Lennert som jeg kender fra tidligere. De har heller ikke mærket noget, men kan berette om et par 2+ere som er blevet landet længere nede. Anders og jeg tager et træk til, men det blæser op og 01.30 beslutter vi os for at vende snuderne hjemad.
Men det er fint nok. Jeg er bare glad for at være ude igen. Det er vitterligt én af de ture hvor fisk betyder mindre.
…vil du måske spørge. Nu har jeg læst 1306 ord og der har sgutte været meget om havørreder.
Det har der godt nok ikke, men der har været lidt om det dilemma som jeg (og sikkert atter andre begejstrede kystfluefiskere) har for vane at støde ind i med jævne mellemrum: Balancen imellem familieliv og havørredfiskeri. For mig er balancen svær. Jeg bliver ladt op af at være ude, men for meget tid går ud over familien – særlig hvis det er fællestid den tages fra. Min kone og jeg har haft en god diskussion om det: HUN kan se at fiskeriet giver mig overskud og JEG kan se hvad fællestiden med ungerne gør af positivt for familielivet. Heldigvis er ungerne ved at have en størrelse hvor de to ting kan integreres, så nu er der købt familiemedlemskab og bådnøgle til den lokale lystfiskerforening. Så skal der fiskes aborrer med drengene, men jeg vil skåne denne blog for detaljerne når den tid kommer – for vi fanger næppe havørreder i søerne 🙂
Nogle dage klapper alt og samtlige kontakter kroges og kommer på land. Andre dage er det som om ens fiskeri er forhekset – fiskene er der, men man kan ikke kroge dem eller de ryger af under fighten. Årets første fyraftenstur kunne have været en af de første – men blev en af de sidste.
Michael annoncerede allerede lidt over middag at han var på vej på tur i flyderen. Forholdene kunne være perfekte på Storebæltskysten. Jeg selv havde haft Klinteby i tankerne et par dage og havde stadig ikke fået nye finner til flyderen , så selvom det kunne være fedt at flyde på bæltet, tænkte jeg at jeg hellere måtte holde mig til den oprindelige plan og rykke på sydkysten.
Vel ankommet til P-pladsen kunne jeg konstatere at der var mange der havde fået den samme ide. Jeg kunne tælle i alt 6 fiskere – og så var der måske endnu flere rundt om pynten. Det er nu sjældent et problem. Dels er der meget plads og dels forsvinder folk tidligt. Få kører på indtil bullermørket.
Der er smukt under Klinteby klinten
Jeg valgte Klintesiden på højre side af P-pladsen. Ingen travlhed – bare besluttet på at komme derudaf og se om der skulle ske noget. Til denne side havde jeg set 4 mand og jeg tog mig tid til at få snakket med 2 af dem. En havde været ude hele dagen og havde intet set eller mærket. En anden havde haft et enkelt hug, men ikke mere. Fælles for alle var det, at det var tiltalende at fiske i læ af klinten frem for at gå lidt længere hvor man ville få noget mere højrevind.
Jeg fortsatte til anden pynt hvor fiskeriet startede. Der har været megen snak om gule Pattegrise her i foråret og istedet for at købe mig fattig i materialer, valgte jeg i forbindelse med sidste levering fra Daniel Holm at få nogle stykker hjem. Jeg har ikke haft så meget som et hug på dem indtil videre, men den fik chancen i startopstillingen.
Således fiskede jeg tilbage mod første pynt. Guldbassen afløste det gule svin, men der skete ikke det vilde. En solid vind ind fra højre sikrede at jeg fik øvet mine baglænskast, men det var som om den var faldende. Det kunne kun blive godt.
Magic Shrimp er en utrolig lækker flue
Madpakken og kaffen blev fundet frem i god tid, da en spinnefisker gik ud 100 meter fra mig. Så var der lidt at kigge på til maden. Som altid kan jeg ikke lade være med at sluge både kaffe og mad. Tiden er knap, fluen fanger kun i vandet osv osv – stress stress stress! Jeg fik tisset af og skiftede flue.
I vinters gik jeg i lag med Rune Westphals Magic Shrimp. En simpel sag som det kun tager mig ca. 2 timer at binde. De har alle siddet og kigget på mig i kassen et stykke tid og nu syntes jeg det skulle være tid til en ordentlig test – rejer kan fiske rigtigt godt på denne plads. Fluen er ultra realistisk, set med menneskeøjne, men jeg har sat en del spørgsmålstegn ved hvordan fiskene oplever den. Bevares – Rune fanger mange og store fisk på den, meeeeen – den kunne godt bruge lidt mere liv for at jeg RIGTIG troede på den. Under alle omstændigheder skulle den fyres af nu. Kunne den nappe nogle fisk – så var den jo det hele værd.
Jeg gik ca. 100 meter tilbage til et spot jeg havde fisket over, men som tidligere har holdt fisk. Ud over det lille badekar, trække line af. Kort kast, trække mere line af, langt kast. Ét tag i fluen. BANG!
Før jeg på nogen måde er mentalt på plads og overhovedet fokuseret på fiskeri, hugger en fisk med et ordentligt smæld og rykker skydelinen ud af mine kontornusserfingre. Naturligvis uden på nogen måde at blive hængende. Jeg bander højt og råber “Hey – jeg var altså ikke klar” men glædes over fluens tiltrækningsevner. Men bagefter kan jeg ikke slippe hugget. Hvad nu hvis – jeg havde været fokuseret? Hvad nu hvis – jeg ikke havde haft hovedet fyldt med arbejdstanker? Kunsten her – og ofte det svære for mig – er at lade det passere. Nogle gange går det godt – denne dag bliver den hængende.
Jeg fortsætter fiskeriet. Solen er grundigt på vej mod horisonten – det er nu det sker. Jeg når en pynt som fiskes af og får fumlet mig til en undermåler som hurtigt kommer ud igen. Fluen virker. Kort herefter gentager historien sig. Lang kast, et træk i linen og en ny fisk hugger. Jeg ved ikke rigtigt hvad der sker her, men heller ikke den bliver kroget. Endnu en gang højrøstet banden over manglende fokus og evner.
De lyse nætter nærmer sig. Natfiskeriet står på trapperne
Der bliver fisket rundt om pynten inden jeg beslutter mig til at prøve spottet med det tunge hug igen. En anden fluefisker er gået bag om mig og går nu længere ude. Hyggeligt med andre på pladsen, når det ikke er Stevnshorder.
Jeg når ikke at tage mange kast før nøjagtigt det samme gentager sig – igen. Langt kast, et træk og så er der halvfast fisk. Dvs jeg laver et halvforkølet stripstrike og kommer i tvivl om hvorvidt fisken er på. Hæver stangen halv, fisken ruller – og så slipper fluen – igen.
Jeg indser nu at det er en af DE aftener. De dukker op med mellemrum og det manglende fokus forstærkes af de mistede fisk. Der bliver byttet fluer. Først til en nybundet tobis med vinge af craft fur og flatwings på siderne. Der går ikke mange kast før jeg indser at min fluebindingskreativitet nogle aftener tidligere nok havde været frugten af manglende omtanke og for mange whiskyer. Flatwings går ikke sammen med en lang vinge af craft fur! Efter få kast er de to vinger et stort sammenfiltret sammensurium. Øv!
Tobisvariationen var en nitte.
En anden type flatwing kommer på, men jeg tror ikke på den. På med en mørkebrun HS – den har før fejret succeser på pladsen. Efter at vinden har lagt sig lidt tager den til igen, nu hvor det er ved at være mørkt. Baglæns kastene kommer frem igen, men det kører ikke rigtigt og da fiskeren længere ude er på vej tilbage, vælger jeg at følges med ham tilbage til bilen, hvor vi lige får en sludder og en kop kaffe.
Vel hjemme i kassen kværnede tankerne rundt. Hvad gik der galt? Hvordan kan jeg blive bedre til at fokusere på fiskeriet efter en lang arbejdsdag? Har knækket på Magic Shrimp krogen en uheldig virkning på krogningseffekten? Trækket kommer jo en del mere skævt på spidsen end på en almindelig krog. Af mere positive tanker kunne jeg glædes over at fyraftenfiskeriet for mit vedkommende er startet og at natfiskeriet er lige om hjørnet. Med den indkommende hornfisk er der al mulig grund til at lægge en masse kræfter efter mørkets frembrud.
Der er al mulig grund til for mig, og sikkert også andre, at fokusere på “Mindful Fishing”. Det er jo meningen at vi skal lade op når vi er derude og ikke komme hjem som halvstressede nervevrag.
I kender det alle! Nogle mere end andre. Men I kender det alle!
Tiden er knap, dagene er korte og pligterne mange. Der går uger imellem fisketurene og fiskelængslen bliver stadig større og større. Samtidig skal man jo lige følge med i hvad der sker på Facebook, Instagram og Twitter, så man bombarderes med fangster fra de som med held har været ude – konstant!
Denne vinter har været MIN store øvelse i at leve i nuet og acceptere at fiskeriet må pakkes til en side i forhold til familien en gang imellem. Jeg er gradvist blevet bedre til at håndtere længslen efter vandet. Men den er der stadig – forbandelsen. Jeg kan IKKE bare lade telefonen ligge når vejret skriger “havørred”! Og så er de der jo – de der store fisk og fangsterne fra nær og fjern.
Det er ikke blevet bedre af at foråret så småt har indfundet sig. Dagene er blevet længere, så det stramme program til trods, har der været mulighed for lidt fiskeri ind imellem. Men fiskene og huggene fra dem – har været så godt som fraværende bortset fra enkelte hug.
Nuvel – jeg kunne have spillet sikkert og IKKE kastet mig ud i afsøgning af nye græsgange med en vis Hr. Jørgensen. Men det skal der jo OGSÅ til en gang imellem. Jeg har nu fundet ud af at min psyke skal understøttes med fangster INDEN at jeg kaster mig ud i sådanne projekter. Der skal spilles “sikkert” med fiskeri på pladser der “bør” holde fisk ved denne årstid og så kan eksperimenterne komme når selvtilliden en gang kommer i top igen.
Nogle (bl.a. min kone) vil så sige: “Drop dog de sociale medier”! På den måde kan man leve i lykkelig uvidenhed om andres succes og trisse rundt i sin egen lille osteklokke og tro “at de andre nok har det ligeså hårdt som en selv”. Meeeeen – det har vi jo heller ikke lyst til vel?
Næ du! I stedet vil jeg (prøve på at) glæde mig over andres succes! Hermed gjort!
Tillykke du glade storfanger derude !
You must be logged in to post a comment.