Imens det væltede ind med meldinger om store og mange fisk før påske, måtte jeg væbne mig med tålmodighed. I selve påsken kunne det blive til et par ture – med perfekte forhold. Hvis du heller ikke har fanget det store, så læs med her:

Flydning i vind på Storebælt

Michael Jørgensen og undertegnede havde aftalt at mødes lørdag morgen til en flydertur på Vestsjælland. I sidste sekund blev vi enige om at det kunne være hyggeligt med selskab fra andre “flydere” og annoncerede turen i FB gruppen “Flyderingen” – dog uden at nogle bed til bolle.

Michael blev samlet op 0515, vi ramte kysten et kvarter senere og var klar til at tørne ud i tusmørket klokken 6.

Michael Jørgensen pumper baderingen op

Der var ikke lagt op til den vilde luksus med vindstille, helt fladt vand og bagende sol. Solen skulle nok komme, men der ville blive 4-5 m/s sidevind med tilhørende strøm. Men det så rigtig fint ud, med et let svæv i vandet, så det var bare om at komme ud på vandet. Vi diskuterede lidt om man burde tage den første affiskning fra land i det gryende lys. Jeg er altid selv lidt i tvivl, men vi blev enige om at affiske strækket tæt mod land – blot fra vandsiden.

Vel ude på vandet, måtte vi erkende at der skulle arbejdes godt med fødderne for ikke at drive 300 m på 10 min. Men vi lå perfekt – begge højrehåndede og med kysten på vores venstre side. Første drev gik fint, men uden at vi mærkede nogle fisk. Efter 300 meters drev gik vi på land og tog en kop kaffe, hvorefter vi tog strækket igen – denne gang længere ude. Stykket består af et mindre plateau ca 100 meter ude, så denne gang lå vi lige over plateauet. Michael fik en fin målsfisk – jeg selv mærkede atter ingenting.

Vi blev enige om at affiske fra land. Der var underligt nok ikke andre fiskere på plads, så vandet ville være relativt jomfrueligt. Der var stadig perfekte forhold – masser af røre i vandet og fint med svæv – men stadig ingen fisk.

Michael fisker det kystnære vand af

Så måtte vi i ringen igen. Fra land spottede vi et mørkt område 200 meter ude som kunne være interessant. Vi lagde os derud – Michael på indersiden og jeg yderst. PÅ et tidspunkt lå vi med 25 meter imellem os. Michael på 1,5 meter vand og jeg på 3. Altså måtte vi have en skrænt imellem os, som kunne være værd at affiske. Og det var ikke en tosset ide idet Michael bragte sig foran med 2-0 med endnu en målsfisk. Jeg havde nogle forsigtige nap i Pattegrisen, men det blev ikke til mere end det desværre. Det var efterhånden blæst en del op og det var halvtrættende at holde positionen, så vi røg på land til kaffen.

Imens vi diskuterede om det var enden på turen eller om vi LIGE skulle have et drev mere, kom en speedbåd sejlende med vagerne stikkende ud fra stævnen. Garn? Her? Nu? Ja minsandten. De lagde sig på nøjagtig den plads vi havde fundet frem til og efter en del problemer med at vikle garnet ud af diverse båddimser, fik de garnet på plads – præcis hen over vores nyfundne plads. Det afgjorde li’som sagen for os.

 En hjælpende hånd på sydkysten

Mandag var det tid til en kort tur

Ulrik og jeg kender hinanden via en fælles (tidligere) interesse for løb i flade sko og da Ulrik gerne ville i gang med fluefiskeri havde han løbende hen over vinteren konsulteret mig angående grej. Vi havde aftalt et eftersyn af hans grej, fluekast og fiskestrategi, for det gik ikke så godt med fangsterne. Egentlig burde kastedelen have foregået på græs, hvor det er lettere at fokusere på kastet, men jeg syntes det var tid til at få rykket på vores “date” og inviterede ham med på en kort tur.

Vi mødtes derfor da lyset brød og fik rigget til. Ulrik havde en ældre Loop stang med med en fin nyindkøbt Rio Outbound Short som vi fik monteret. Undervejs hen til pladsen fik vi talt lidt om nogle af pladserne og hvor man kunne finde fiskene. Jeg havde forventet lavere vandstand så vi måtte vade dybt for at komme gennem badekarret ud på revlen –  vi kunne måske med fordel være blevet på land, men sådan blev det ikke.

Jeg bad ham om at kaste og det var slet ikke så skidt som han selv mente. Vi fandt ud af at stangen kom for langt frem i fremkastet og nærmest blev stoppet klokken 12.30 i bagkastet, så der var lidt at arbejde med. Dobbelttrækket var heller ikke helt på plads, men når tingene klappede fik han fluen ud på 15 meter – helt fint. Ulrik fik lidt ro til at indarbejde tingene og jeg gik længere ned ad kysten for at fiske tilbage mod ham.

Imens stod solen op, gæssene kom trækkende og svanerne svømmede rundt og kurrede – eller hvad svaner nu gør når de siger noget. Der var havblik, da vi lå i læ for den smule NØ vind der var, så jagende fisk ville kunne ses på lang afstand. Der var atter et fint svæv i vandet,  så der var god tro på at vi skulle fange noget.

Violet morgen med fuldmåne og svaner. Ikke et øje tørt

Practising the “Strip Strike”

Efter et stykke tid kom Ulrik hen til mig. Der var gået kludder i tingene og han ville hente sin spinnestang. Det var naturligvis helt fint med mig. Imens fik jeg overlistet en undermåler. Jeg har fået læst lidt op om “strip strike” og forsøger nu at få tilslaget implementeret i mit eget fiskeri. Helt kort går det ud på at man IKKE hæver stangen for at sætte krogen i fisken, men istedet “trækker” linen ind i fiskens mund. Det har flere fordele: Dels har man en mere direkte kontakt til fluen, så man kan hurtige få et solidt pres på krogen og dermed en bedre krogning. Dels har det den fordel at fluen kun flytter sig max 60 cm fra fisken, hvorimod en løftet stang hiver den noget længere væk og dermed potentielt ud af dens interessesfære.

Tilbage til undermåleren – den fik sig et strip strike lige i masken og det var faktisk en lækker fornemmelse at kroge den på den måde. Vigtigere endnu – jeg formåede at gøre det og bypasse urhjernen som nok ville have hævet stangen.

Den lille basse kom tilbage. Ulrik returnerede med sin spinnestang og kort efter mødtes vi. Ulrik havde netop haft en fin følger som havde vendt 10 meter ude. Jeg smaskede naturligvis spottet til med fluer , men der skete ikke noget.

Pladsskifte

Vi skiftede plads til en del af kysten som burde få lidt mere vind. Atter måtte jeg konstatere at der var perfekte forhold, men at fiskene brillierede ved at holde sig langt væk. Lige bortset fra et rigtig godt hug som kom efter et kast parallelt med kysten. Linen blev trukket ud mellem fingrene på min kastehånd uden at jeg kunne strippe noget som helst 🙁 . Vi havde begge en bagkant som kaldte og besluttede at tage hjem. Det blev således ikke mig der kunne hjælpe Ulrik til sin første havørred, men heldigvis er sæsonen lang. Ulriks (og mange andre begynderes) problem er den manglende tro på projektet. Den første ørred kan være en hård omgang at få i hus og det ville have glædet mig usigeligt hvis det var lykkedes på turen.

Det var en af de dage hvor man kunne have gået dagen lang – for det var SÅ lækkert. Den gemmer vi til næste weekend hvor nogle skal til STO og andre til Danish Fly Festival. Jeg ville gerne have været med til begge dele, men tager i stedet til Omø i godt selskab. Jeg tror det bliver SÅ godt!