Når vi fisker sammen med andre sørger vi ofte for at holde god afstand. Både når det er fiskere vi kender, men måske særligt når det er fremmede vi møder på kysten. En oplevelse i dette forår har dog gjort, at jeg fremover oftere vil fiske tættere på medfiskerne end jeg tidligere har gjort
Læs videre
Jeg vidste jo godt at den ville komme igen – turen hvor man skal kæmpe sig til hug fra 30 cm udsættere fra foråret. Det skulle så være denne weekend – i selskab med Søren.
Forventningerne er ofte store til påskens fiskeri og i år var de ikke mindre idet påsken havde valgt at placere sig i den uge hvor forårsbonanzaen boblede løs. Roskildesygen havde imidlertid andre planer for min ferie, så efter at have levet i ungernes lort og bræk igennem de højhellige dage, trængte jeg i den grad til at blive blæst igennem. Søren Hagemann, som jeg ikke har fisket med i næsten 2 år, var frisk på at se nogle nye steder.
Sidste år ved denne tid løb jeg ind i et fint fiskeri på Klinteby under forhold som var meget lignende dem som udsigten lagde op til: 7-8 m/s fra SØ – tålelige forhold for en højrehåndskaster. Højtvandsskiftet ville også ligge lige omkring morgengryet, så det kunne blive rigtigt giftigt hvis vi ellers kunne finde fiskene.
Da vi stod ud af bilen kiggede Søren skeptisk på mig. Han havde set frem til at lufte den nye #5 stang, men med udsigten til at skulle kaste baglæns (Søren er venstrehåndet) blev der rigget om til tungere grej.
Jeg selv har efterhånden empirien på plads. Det er godt med gang i vandet! Hvor meget jeg end elsker (og ikke kan undvære) de stille dage med det flade vand, så har det også sin egen charme at fiske det lave vand af med korte kast. Hvis vandet vel at mærke ikke er FOR fyldt med lort.
Planen endte med at vi ville fiske hotspotsene af mod venstre, se hvordan det gik og efterfølgende enten gå mod højre eller rykke på Storebæltskysten hvis vind og vand blev for voldsom.
På første plads gik vi ud med 100 meters mellemrum og fik i en fart affisket pladserne med vinden i ryggen. Der var temmelig megen ålegræs og andet møg i vandet, men dog tåleligt. Vi rykkede hurtigt videre til næste spot, et rev, hvor jeg fik forklaret Søren hvordan jeg ville affiske det. Han røg i baljen og jeg tog en stund på land med kameraet og fulgte efter ham da han havde fået fisket 50 meter af.
Søren havde holdt sig kystnært hen over revet, men jeg vidste at man fint kan gå et stykke ud på det – så det gjorde jeg. I et kast ret op imod vinden, fik jeg ikke meget mere end skydehovedet ud, men en fisk huggede på den korte line – uden at blive hængende. Det gav blod på tanden og revet blev affisket grundigt uden at der dog skete mere.
Klinteby er altid en skøn plads ved denne tid med masser af trækkende fugle. Store flokke af Canadagæs lagde vejen forbi på vejen nordover og blæsten til trods lå fuglenes snak hele tiden i baggrunden, som en konstant påmindelse om at NU er foråret her. Jeg elsker de lyde!
Vi mødtes kort til status. Søren havde ikke mærket noget, men jeg var ikke helt klar til at rykke til en anden plads. På vejen tilbage mod bilen skulle vi derfor lige fiske noget dybt vand af. Ikke et decideret badekar, men dog en af de pladser hvor fisken går lige foran fødderne på en – under de rette forhold. Ingenting.
Tilbage på første hotspot igen forklarede jeg Søren lidt om pladsen og han fik første tur ned over stykket og jeg lagde mig i slipstrømmen. Stadig ingenting. Et hurtigt kig på Sejladsudsigten vidnede om at der ville komme fint gang i strømmen ved Egerup med det faldende vand. Her ville vi stadig få vinden ind fra venstre, men nu fra ryggen. Søren var frisk på et pladsskifte – så sådan blev det.
Egerup er en plads som jeg har forsømt de seneste år – uden egentlig at kunne forklare helt hvorfor. Pladsen skifter konstant karakter og de sidste år er der opstået et fantastisk badekar nord for selve pynten. Det er en af de pladser som ligger tættest på min bopæl og den kaster jævnligt store fisk af sig – men som altid skal man ramme dagen.
Vi blev mødt af spritklart vand, men med den efterhånden friske vind var der godt skub i vandet. Vi gik forbi badekarret på vej ned til spidsen. Polaroidbrillerne afslørede at badekarret ENDNU en gang bare var blevet dybere og vi enedes om at Søren skulle fiske igennem det med vinden i ryggen og at jeg skulle gå ned og starte i den sydlige del og fiske op imod spidsen.
Da jeg kommer rundt om spidsen kan jeg se at pladsen er optaget, så jeg nøjes med at gå 50 meter på den anden side af spidsen for at starte her. Der lægges ud med en tobis som endeflue og en Pattegris som ophænger. Med vinden skråt ind i ryggen ryger de 40 meter ud i suppen uden de store anstrengelser og jeg frydes over fiske over den fede fede bund. Fuld speed på – fremad! De fisk skal findes!
Egerup i efterårslys
Tobisen afløses af en Cultling. Jeg når rundt om spidsen og kan se at Søren er ved at have fisket badekarret af. Jeg fortsætter i hans spor. Badekarret har i den nordlige ende den helt perfekte bredde hvor man lige kan nå sandet på den anden side med fluen. Der findes ikke noget bedre end at lægge fluen 2 meter ud på sandet, lade den synke og så kun nå at tage en lille håndfuld indtag inden fluen hapses.
Der er dog ikke nogen fisk der hapser min flue lige med det første. Søren kommer op og forklarer at han ikke har mærket noget, stiller sig på stranden og ser lidt modløs ud. Jeg fisker koncentreret igennem og når ikke langt før en halvmeters fisk tager fluen helt ude i kastet. Jeg går med den et lille halv minut inden den ryger af efter et dødsrul. Jeg når at se at den vist ikke er helt blank, så det er ok – men det er altid rarere liiiige at få dem helt ind.
Søren er nu fyr og flamme og lægger sig ud i min slipstrøm. Der går ikke længe før han kroger en model magen til som uden for meget ballade kan landes. Vi er hurtigt tilbage på plads – det er nu stimen er her!
Hurtigt får jeg et hug igen helt ude. To rusk – og så er den væk. Jeg bander mig selv lidt langt væk og irriteres over at stripstriket endnu en gang ikke sidder på rygraden. Det plejer at være tegn på at jeg ikke er fokuseret nok og lettere ubalanceret. Jeg giver familiens Roskildesyge skylden, og begynder at messe “stripstrike, stripstrike” med jævne mellemrum.
Kort tid efter er Søren ude igen. Han kroger og lander en målsfisk. Jeg selv laver et kast til bagkanten af karret og kværner fluen ind for fulde gardiner med stangen i armhulen. 5 indtag – BANG! Her bør stripstriket ikke være nødvendigt, men da stangen hæves ryger også denne af. Lidt senere gentager det sig og tankerne begynder at flyve. Havde jeg en pointe på turen med Michael? Er der noget omkring bindingen af mine sidste grise som gøre en forskel. Jeg vender tilbage til emnet lige om lidt.
Bagkanten står egentlig og råber mig ind i hovedet. Mon ikke fruen efterhånden skal have afløsning med alt det der bræk og puha derhjemme? Men vi bliver nødt til at udnytte at vi har fundet besøgstiden. Flokken er dog hurtigt væk igen og det lykkes os ikke at genfinde den. Vi trækker stikket og kalder det for en dag.
På vejen tilbage løber vi ind i fiskeren som gik længere henne. Han har også fanget en fisk omkring den halve meter og mistet en større. Ved bilerne ankommer Lars Olsen fra Slagelse som for en måneds tid siden fangede en fantastisk flot 6+ er – og så går røverhistorierne over stok og sten inden min dårlige samvittighed kalder os hjem.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor svært det har været for mig at kroge fisk på de to ture hvor fiskene har gået til stålet på Pattegrisen. Det seneste kuld er bundet på den nye NS 150 fra Ahrex, som med sit elegante svaj klæder rejemønstrene rigtig godt. Tager man et kig på krogen i forhold til F314 fra Gamakatsu, som vel ellers er den foretrukne Pattegrisekrog, så er den helt store forskel er størrelsen på kroggabet. Jeg havde egentlig en forventning om at NS150 ville have et større træk på tværs af krogspidsen pga den bøjede krog og at dette kunne være årsag til dårligere krogning, men det har man udlignet ved at bukke krogbøjningen yderligere sammen – men dermed også lukke gabet yderligere.
Mine spekulationer går derfor på om den vitterligt kroger dårligere eller om det bare er mig der er en klaphat?
Hvad er jeres erfaringer med dem?
f314
ns150
Nogle dage klapper alt og samtlige kontakter kroges og kommer på land. Andre dage er det som om ens fiskeri er forhekset – fiskene er der, men man kan ikke kroge dem eller de ryger af under fighten. Årets første fyraftenstur kunne have været en af de første – men blev en af de sidste.
Michael annoncerede allerede lidt over middag at han var på vej på tur i flyderen. Forholdene kunne være perfekte på Storebæltskysten. Jeg selv havde haft Klinteby i tankerne et par dage og havde stadig ikke fået nye finner til flyderen , så selvom det kunne være fedt at flyde på bæltet, tænkte jeg at jeg hellere måtte holde mig til den oprindelige plan og rykke på sydkysten.
Vel ankommet til P-pladsen kunne jeg konstatere at der var mange der havde fået den samme ide. Jeg kunne tælle i alt 6 fiskere – og så var der måske endnu flere rundt om pynten. Det er nu sjældent et problem. Dels er der meget plads og dels forsvinder folk tidligt. Få kører på indtil bullermørket.
Der er smukt under Klinteby klinten
Jeg valgte Klintesiden på højre side af P-pladsen. Ingen travlhed – bare besluttet på at komme derudaf og se om der skulle ske noget. Til denne side havde jeg set 4 mand og jeg tog mig tid til at få snakket med 2 af dem. En havde været ude hele dagen og havde intet set eller mærket. En anden havde haft et enkelt hug, men ikke mere. Fælles for alle var det, at det var tiltalende at fiske i læ af klinten frem for at gå lidt længere hvor man ville få noget mere højrevind.
Jeg fortsatte til anden pynt hvor fiskeriet startede. Der har været megen snak om gule Pattegrise her i foråret og istedet for at købe mig fattig i materialer, valgte jeg i forbindelse med sidste levering fra Daniel Holm at få nogle stykker hjem. Jeg har ikke haft så meget som et hug på dem indtil videre, men den fik chancen i startopstillingen.
Således fiskede jeg tilbage mod første pynt. Guldbassen afløste det gule svin, men der skete ikke det vilde. En solid vind ind fra højre sikrede at jeg fik øvet mine baglænskast, men det var som om den var faldende. Det kunne kun blive godt.
Magic Shrimp er en utrolig lækker flue
Madpakken og kaffen blev fundet frem i god tid, da en spinnefisker gik ud 100 meter fra mig. Så var der lidt at kigge på til maden. Som altid kan jeg ikke lade være med at sluge både kaffe og mad. Tiden er knap, fluen fanger kun i vandet osv osv – stress stress stress! Jeg fik tisset af og skiftede flue.
I vinters gik jeg i lag med Rune Westphals Magic Shrimp. En simpel sag som det kun tager mig ca. 2 timer at binde. De har alle siddet og kigget på mig i kassen et stykke tid og nu syntes jeg det skulle være tid til en ordentlig test – rejer kan fiske rigtigt godt på denne plads. Fluen er ultra realistisk, set med menneskeøjne, men jeg har sat en del spørgsmålstegn ved hvordan fiskene oplever den. Bevares – Rune fanger mange og store fisk på den, meeeeen – den kunne godt bruge lidt mere liv for at jeg RIGTIG troede på den. Under alle omstændigheder skulle den fyres af nu. Kunne den nappe nogle fisk – så var den jo det hele værd.
Jeg gik ca. 100 meter tilbage til et spot jeg havde fisket over, men som tidligere har holdt fisk. Ud over det lille badekar, trække line af. Kort kast, trække mere line af, langt kast. Ét tag i fluen. BANG!
Før jeg på nogen måde er mentalt på plads og overhovedet fokuseret på fiskeri, hugger en fisk med et ordentligt smæld og rykker skydelinen ud af mine kontornusserfingre. Naturligvis uden på nogen måde at blive hængende. Jeg bander højt og råber “Hey – jeg var altså ikke klar” men glædes over fluens tiltrækningsevner. Men bagefter kan jeg ikke slippe hugget. Hvad nu hvis – jeg havde været fokuseret? Hvad nu hvis – jeg ikke havde haft hovedet fyldt med arbejdstanker? Kunsten her – og ofte det svære for mig – er at lade det passere. Nogle gange går det godt – denne dag bliver den hængende.
Jeg fortsætter fiskeriet. Solen er grundigt på vej mod horisonten – det er nu det sker. Jeg når en pynt som fiskes af og får fumlet mig til en undermåler som hurtigt kommer ud igen. Fluen virker. Kort herefter gentager historien sig. Lang kast, et træk i linen og en ny fisk hugger. Jeg ved ikke rigtigt hvad der sker her, men heller ikke den bliver kroget. Endnu en gang højrøstet banden over manglende fokus og evner.
De lyse nætter nærmer sig. Natfiskeriet står på trapperne
Der bliver fisket rundt om pynten inden jeg beslutter mig til at prøve spottet med det tunge hug igen. En anden fluefisker er gået bag om mig og går nu længere ude. Hyggeligt med andre på pladsen, når det ikke er Stevnshorder.
Jeg når ikke at tage mange kast før nøjagtigt det samme gentager sig – igen. Langt kast, et træk og så er der halvfast fisk. Dvs jeg laver et halvforkølet stripstrike og kommer i tvivl om hvorvidt fisken er på. Hæver stangen halv, fisken ruller – og så slipper fluen – igen.
Jeg indser nu at det er en af DE aftener. De dukker op med mellemrum og det manglende fokus forstærkes af de mistede fisk. Der bliver byttet fluer. Først til en nybundet tobis med vinge af craft fur og flatwings på siderne. Der går ikke mange kast før jeg indser at min fluebindingskreativitet nogle aftener tidligere nok havde været frugten af manglende omtanke og for mange whiskyer. Flatwings går ikke sammen med en lang vinge af craft fur! Efter få kast er de to vinger et stort sammenfiltret sammensurium. Øv!
Tobisvariationen var en nitte.
En anden type flatwing kommer på, men jeg tror ikke på den. På med en mørkebrun HS – den har før fejret succeser på pladsen. Efter at vinden har lagt sig lidt tager den til igen, nu hvor det er ved at være mørkt. Baglæns kastene kommer frem igen, men det kører ikke rigtigt og da fiskeren længere ude er på vej tilbage, vælger jeg at følges med ham tilbage til bilen, hvor vi lige får en sludder og en kop kaffe.
Vel hjemme i kassen kværnede tankerne rundt. Hvad gik der galt? Hvordan kan jeg blive bedre til at fokusere på fiskeriet efter en lang arbejdsdag? Har knækket på Magic Shrimp krogen en uheldig virkning på krogningseffekten? Trækket kommer jo en del mere skævt på spidsen end på en almindelig krog. Af mere positive tanker kunne jeg glædes over at fyraftenfiskeriet for mit vedkommende er startet og at natfiskeriet er lige om hjørnet. Med den indkommende hornfisk er der al mulig grund til at lægge en masse kræfter efter mørkets frembrud.
Der er al mulig grund til for mig, og sikkert også andre, at fokusere på “Mindful Fishing”. Det er jo meningen at vi skal lade op når vi er derude og ikke komme hjem som halvstressede nervevrag.
Imens det væltede ind med meldinger om store og mange fisk før påske, måtte jeg væbne mig med tålmodighed. I selve påsken kunne det blive til et par ture – med perfekte forhold. Hvis du heller ikke har fanget det store, så læs med her:
Michael Jørgensen og undertegnede havde aftalt at mødes lørdag morgen til en flydertur på Vestsjælland. I sidste sekund blev vi enige om at det kunne være hyggeligt med selskab fra andre “flydere” og annoncerede turen i FB gruppen “Flyderingen” – dog uden at nogle bed til bolle.
Michael blev samlet op 0515, vi ramte kysten et kvarter senere og var klar til at tørne ud i tusmørket klokken 6.
Michael Jørgensen pumper baderingen op
Der var ikke lagt op til den vilde luksus med vindstille, helt fladt vand og bagende sol. Solen skulle nok komme, men der ville blive 4-5 m/s sidevind med tilhørende strøm. Men det så rigtig fint ud, med et let svæv i vandet, så det var bare om at komme ud på vandet. Vi diskuterede lidt om man burde tage den første affiskning fra land i det gryende lys. Jeg er altid selv lidt i tvivl, men vi blev enige om at affiske strækket tæt mod land – blot fra vandsiden.
Vel ude på vandet, måtte vi erkende at der skulle arbejdes godt med fødderne for ikke at drive 300 m på 10 min. Men vi lå perfekt – begge højrehåndede og med kysten på vores venstre side. Første drev gik fint, men uden at vi mærkede nogle fisk. Efter 300 meters drev gik vi på land og tog en kop kaffe, hvorefter vi tog strækket igen – denne gang længere ude. Stykket består af et mindre plateau ca 100 meter ude, så denne gang lå vi lige over plateauet. Michael fik en fin målsfisk – jeg selv mærkede atter ingenting.
Vi blev enige om at affiske fra land. Der var underligt nok ikke andre fiskere på plads, så vandet ville være relativt jomfrueligt. Der var stadig perfekte forhold – masser af røre i vandet og fint med svæv – men stadig ingen fisk.
Michael fisker det kystnære vand af
Så måtte vi i ringen igen. Fra land spottede vi et mørkt område 200 meter ude som kunne være interessant. Vi lagde os derud – Michael på indersiden og jeg yderst. PÅ et tidspunkt lå vi med 25 meter imellem os. Michael på 1,5 meter vand og jeg på 3. Altså måtte vi have en skrænt imellem os, som kunne være værd at affiske. Og det var ikke en tosset ide idet Michael bragte sig foran med 2-0 med endnu en målsfisk. Jeg havde nogle forsigtige nap i Pattegrisen, men det blev ikke til mere end det desværre. Det var efterhånden blæst en del op og det var halvtrættende at holde positionen, så vi røg på land til kaffen.
Imens vi diskuterede om det var enden på turen eller om vi LIGE skulle have et drev mere, kom en speedbåd sejlende med vagerne stikkende ud fra stævnen. Garn? Her? Nu? Ja minsandten. De lagde sig på nøjagtig den plads vi havde fundet frem til og efter en del problemer med at vikle garnet ud af diverse båddimser, fik de garnet på plads – præcis hen over vores nyfundne plads. Det afgjorde li’som sagen for os.
Mandag var det tid til en kort tur
Ulrik og jeg kender hinanden via en fælles (tidligere) interesse for løb i flade sko og da Ulrik gerne ville i gang med fluefiskeri havde han løbende hen over vinteren konsulteret mig angående grej. Vi havde aftalt et eftersyn af hans grej, fluekast og fiskestrategi, for det gik ikke så godt med fangsterne. Egentlig burde kastedelen have foregået på græs, hvor det er lettere at fokusere på kastet, men jeg syntes det var tid til at få rykket på vores “date” og inviterede ham med på en kort tur.
Vi mødtes derfor da lyset brød og fik rigget til. Ulrik havde en ældre Loop stang med med en fin nyindkøbt Rio Outbound Short som vi fik monteret. Undervejs hen til pladsen fik vi talt lidt om nogle af pladserne og hvor man kunne finde fiskene. Jeg havde forventet lavere vandstand så vi måtte vade dybt for at komme gennem badekarret ud på revlen – vi kunne måske med fordel være blevet på land, men sådan blev det ikke.
Jeg bad ham om at kaste og det var slet ikke så skidt som han selv mente. Vi fandt ud af at stangen kom for langt frem i fremkastet og nærmest blev stoppet klokken 12.30 i bagkastet, så der var lidt at arbejde med. Dobbelttrækket var heller ikke helt på plads, men når tingene klappede fik han fluen ud på 15 meter – helt fint. Ulrik fik lidt ro til at indarbejde tingene og jeg gik længere ned ad kysten for at fiske tilbage mod ham.
Imens stod solen op, gæssene kom trækkende og svanerne svømmede rundt og kurrede – eller hvad svaner nu gør når de siger noget. Der var havblik, da vi lå i læ for den smule NØ vind der var, så jagende fisk ville kunne ses på lang afstand. Der var atter et fint svæv i vandet, så der var god tro på at vi skulle fange noget.
Violet morgen med fuldmåne og svaner. Ikke et øje tørt
Efter et stykke tid kom Ulrik hen til mig. Der var gået kludder i tingene og han ville hente sin spinnestang. Det var naturligvis helt fint med mig. Imens fik jeg overlistet en undermåler. Jeg har fået læst lidt op om “strip strike” og forsøger nu at få tilslaget implementeret i mit eget fiskeri. Helt kort går det ud på at man IKKE hæver stangen for at sætte krogen i fisken, men istedet “trækker” linen ind i fiskens mund. Det har flere fordele: Dels har man en mere direkte kontakt til fluen, så man kan hurtige få et solidt pres på krogen og dermed en bedre krogning. Dels har det den fordel at fluen kun flytter sig max 60 cm fra fisken, hvorimod en løftet stang hiver den noget længere væk og dermed potentielt ud af dens interessesfære.
Tilbage til undermåleren – den fik sig et strip strike lige i masken og det var faktisk en lækker fornemmelse at kroge den på den måde. Vigtigere endnu – jeg formåede at gøre det og bypasse urhjernen som nok ville have hævet stangen.
Den lille basse kom tilbage. Ulrik returnerede med sin spinnestang og kort efter mødtes vi. Ulrik havde netop haft en fin følger som havde vendt 10 meter ude. Jeg smaskede naturligvis spottet til med fluer , men der skete ikke noget.
Vi skiftede plads til en del af kysten som burde få lidt mere vind. Atter måtte jeg konstatere at der var perfekte forhold, men at fiskene brillierede ved at holde sig langt væk. Lige bortset fra et rigtig godt hug som kom efter et kast parallelt med kysten. Linen blev trukket ud mellem fingrene på min kastehånd uden at jeg kunne strippe noget som helst 🙁 . Vi havde begge en bagkant som kaldte og besluttede at tage hjem. Det blev således ikke mig der kunne hjælpe Ulrik til sin første havørred, men heldigvis er sæsonen lang. Ulriks (og mange andre begynderes) problem er den manglende tro på projektet. Den første ørred kan være en hård omgang at få i hus og det ville have glædet mig usigeligt hvis det var lykkedes på turen.
Det var en af de dage hvor man kunne have gået dagen lang – for det var SÅ lækkert. Den gemmer vi til næste weekend hvor nogle skal til STO og andre til Danish Fly Festival. Jeg ville gerne have været med til begge dele, men tager i stedet til Omø i godt selskab. Jeg tror det bliver SÅ godt!
You must be logged in to post a comment.