Kenneth Larsen er vildere end vild! Det er ikke en gang halvandet år siden at han landede denne smukke sildeæder. Og nu var det altså tid til at kroge og lande endnu et stort dyr. Vi giver ordet til Kenneth selv:
mere
Det blev til fladvand på trods af at udsigten så ret god ud, da Kenneth Larsen og jeg midt i ugen diskuterede hvor weekendens tur skulle gå hen. Vi havde ikke så meget tid til lørdagsturen, men havde begge mod på de ca. 5 kvarters transport til Møn. Dagen i forvejen ville der være fint med pålandsvind, så vi havde klare forhåbninger om et godt svæv i vandet. Så måtte vi leve med den svage fralandsvind…
Det er ganske vist. Mandens mest frygtede sygdom – manfluenzaen- kommer oftest snigende når den er mindst velkommen. Den havde haft rig lejlighed til at invadere mig op til påskeferien – med syge unger og for lidt søvn – men valgte at melde sin ankomst fredag morgen inden påskeferiens start – samme eftermiddag. Kenneth Larsen og jeg havde haft de samme halvvåde drømme om at tage til nord-Møn om lørdagen, flankeret af Mikkel Hemmeshøj, men fredag aften var hovedpinen og kvalmen så overvældende at jeg valgte at trække stikket – og det var sgu’ nok lidt dumt.
Allerede klokken 9 om lørdagen, tikkede første besked ind fra Kenneth. De havde ramt en stime og havde allerede samlet fanget 11 havørreder, med de største omkring halvmeteren. Min egen elendighed havde ellers fortaget sig i løbet af natten, men udsigten til at have misset en gang bonanza, sendte mig tilbage i depressionens grå tåger.
Kenneth og Mikkel fiskede til middag og nåede samlet 21 havørreder. Hvis jeg havde været i tvivl om hvad jeg skulle om søndagen, var denne tvivl nu som blæst væk. Der skulle fiskes – og det skulle være på Møn!
Klokken 03.30 ringede uret og med klassisk god tid fik jeg lavet kaffe, smurt mad og pakket sammen, således at jeg kunne rulle 04.15. Det betød at jeg ramte P-pladsen klokken 05.30 og atter blev overrasket over at der allerede var temmelig meget lys. Det sker HVERT forår her omkring jævndøgn at jeg undervurderer hvor meget der sker med lyset fra uge til uge.
En frisk spids på forfanget og en lille stump 0,35mm på en lille meter oppe til ophængeren. I øjeblikket kan ørredens menu bestå af rigtig mange ting, så jeg fisker derfor gerne med ophænger. En Tjernobylpattegris kom på som ophænger og en variant af Rune Westphals “Ultimate Sandeel” på som endeflue. Meldinger fra Stevns går nemlig på at tobiserne allerede er kommet frem.
Nede ved vandet blev jeg for anden dag i træk mødt af perfekte forhold. 5 m/s skråt ind fra venstre og en perfekt sigtbarhed i vandet og fint med røre i suppen. Det kunne IKKE gå galt. Ydermere var jeg første mand på spottet, så der var ikke et øje tørt.
Senere kom tre tyskere fobi
Jeg starter med at gå en kilometers penge mod vest for så siden at fiske tilbage med vinden i ryggen. Jeg når en pynt hvor jeg stiller tasken med fotoudstyret og traver 150 meter længere hen og går i gang med fiskeriet.
Meldingerne fra Kenneth gik på at havørrederne gik helt inde på knædybt vand, så det var med ikke at vade for dybt. Ret hurtigt blev jeg dog trukket nogle meter længere ud for at kunne ramme overgangen fra det inderste badekar til revlen og det viste sig at være godt tænkt, for kort tid efter hugger dagens første havørred helt ude i kastet.
Det er en fin fisk på omkring målet der har taget tobisfluen. Det er en af de der utroligt stærke havørreder som ikke bare lader sig flå ind. Jeg nyder at dagen er skudt i gang og fornøjes ved udsigten til en fremragende fiskedag i den fineste natur.
Lidt senere får jeg årets første “double” da fluerne tages hårdt – endnu en gang helt ude i kastet. Denne gang er det en undermåler og en fin havørred midt i fyrrerne og det lykkes at få dem begge med ind hvor den første får et drag over nakken og tænkes ind i familiens aftensmad.
Når man fisker alene er der ikke nogen til at fortælle en at man ligner en nar fordi man har vendt kasketten for at indstille spejlreflekskameraet 🙂
Jeg får fisket hele pynten af og får samlet lidt sammen på tasker og havørreder. Jeg har lyst til dangens første kaffe, men er klar over at det er nu det sner – kaffen må vente. Jeg har endda selvtillid nok til at montere lommekameraet på stativ og starte med at tage lidt video. Den kan jo slettes hvis der ikke sker noget.
Og der sker faktisk ikke det vilde. Jeg starter med at bytte ud i fluerækken og når via en STF-reje til at sætte Polar Magnus på som ophænger. Jeg nærmer mig også kameraet og når at tænke at jeg vidst er nået ud af synsfeltet, da fluen endnu en gang bliver taget langt ude i kastet.
Denne gang er det noget HELT andet. Jeg får et smæk over fingrene da de første meter skydelinen trækkes ud. Jeg bakker – mest for at komme ind i kameraets synsfelt igen og når at tænke at det eddermanme vil være dumt at ryge på røven, med fare for at miste havørreden, fordi jeg skal lege moviestar.
Men det går nu fint. Løslinen er forlængst væk og fighten er røget på hjulet. Herfra tages der nogle udløb ud til hvor baglinen starter, så havørreden er ca. 60 meter ude. Tankerne flyver hen til fluerne. Er det ophængeren eller endefluen der er taget? Jeg har tidligere mistet storfisk på en endeflue der har sat sig i en tangbusk men minder mig selv om at der ikke er meget af slagsen på denne plads.
Havørreden bliver medgørlig og viser sig første gang i et rul, men uden at jeg får en fornemmelse af størrelsen. Ret kort tid efter kan jeg dog godt se både sølvside og størrelse og bliver klar over at det da vist er en personlig rekord. Jeg prøver at presse den mod land men må væbne mig med tålmodighed, da stangen er krummet sammen som en osteskærer. Har endefluen mon sat sig i bunden? Jeg går ud mod havørreden som forstyrres, vender rundt og er tæt på at lave en tunnel på mig, men går i stedet på indersiden og hen langs stranden. Jeg får atter indhentet den og kan nu se at det er en havørred i den slanke ende. Det sølvblanke snød desværre.
Polar Magnus sidder ganske dybt og jeg konstaterer at krogløseren efter endt smøring IKKE er kommet på plads i jakken. Fingrene rives til blod i forsøget på at løsne den og jeg beslutter at opgive og tage den med.
Bagefter bruger jeg lidt tid på at få taget billeder og får også drukket kaffe og røget lidt. En fyr kommer forbi og kan berette om en enkelt havørred og et forrygende fiskeri dagen i forvejen, hvor han også var løbet ind i Kenneth og Mikkel. Han havde fanget en flot 3,5 kgs fisk og senere på dagen, på en anden plads, et par stykker på ca 60cm, så det havde været en fin dag.
Han går længere hen og forsøger sig imens jeg forsøger at tage mig sammen til at fiske igen. Det er pudsigt. Nogle fiskere bliver skarpere efter en fangst – jeg selv bliver mæt. Og i dette tilfælde også lidt ked af at have været nødsaget til at slå havørreden ihjel.
Jeg ville ønske at jeg kunne udvikle lidt mere “killer”. Det er jo netop når man fanger havørred at man skal give den max gas frem for at sidde på en sten og filosofere. Og det er nok også en af de ting der skiller fårene fra bukkene blandt os lystfiskere: Dem der går et gear op efter en fangst og så os andre der går et gear ned. Det må jeg se om jeg ikke kan arbejde på med tiden.
Tre tyskere indtager pladsen og jeg vælger at fortrække til en anden plads som jeg bør have for mig selv. Fiskene droppes af ved bilen og jeg går en km i den anden retning. Her konstaterer jeg at vinden er ved at lægge sig. Det kan snildt blive en fin eftermiddag, men selvom jeg har hele dagen fri fra hjemmefronten, vælger jeg at vende snuden hjem omkring middag.
Ved hjemkomsten viser havørreden sig at indeholde 3 store sild og tre tobiser. I tarmene er der flere forskellige slags bændelorme og den har både ny og gammel rogn i sig. Jeg har den mistænkt for at være en af de “hjemløse” mønfisk, som står hele vinteren foran slusen på nordsiden af Møn – uden at kunne komme op og aflevere æggesnapsen i en gydegrube. Fisken har hele finner og bærer ikke tegn på at have gydt. Den er bare tynd.
Lidt video af fangsten:
Det er vanligvis det samme. December er en notorisk hård måned at komme igennem som familiefar og havørredfisker. Gaver og juleræs op over begge ører gør, at fiskeriet for en stund må ligge lidt stille. Ærgerligt – for december plejer at betyde halvlunt vand og hugvillige havørreder. Kenneth Larsen og jeg fik en enkelt tur til Stevns, men der var alt for meget lort i vandet. Juleferien kunne ikke ryste en tur af sig heller, så da langtidsudsigten sagde svag søndenvind, rettede jeg radaren mod Ålebæk på det nordlige Møn og en heldagstur. Det blev en blandet fornøjelse.
Parkeringspladsen rammes ca. 7.15. På med klunset og ned til vandkanten. Allerede et godt stykke før høres brændingen som på trods af det stille vejr ruller ind – ganske kraftigt. Gammel sø fra østersøen. I det svage lys kan jeg allerede fornemme det mælkeagtige vand. Puha – det ser godt nok meget hvidt ud! Lidt som sådan en chai latte som nogle har for vane at drikke. Hvidt er godt på Møn, men der er en fin regel som siger at man lige skal kunne se sine støvler når man er i til skridtet.
Allerede inden vandet når knæhaserne er støvlen væk. Ikke godt. Men vinden er svag og som den mønsnovice jeg er, tænker jeg at det nok klarer lidt op i løbet af dagen. Kenneth går på Stevns og kan berette at det er lidt bedre der, men jeg gider ikke bruge yderligere halvanden time på at rykke der op.
Beslutningen bliver at traske mod vest. Der løber et mindre vandløb ud som måske kan give lidt opklaring. Men nej – det er brunt af smeltevand og bidrager ikke til en opklaring.
Ny taktik. Der skal sight fiskes. Tanken er at flokkene måske afslører sig i overfladen, så hvis jeg rammer nogle havørreder der jager, så må det kunne lade sig gøre at plante en flue tæt på. Der fiskes med Polar Magnus – en tro væbner i det kolde (2,5 grader) vintervand.
Jeg støder nu ikke på havørreder i overfladen, men beslutter mig for at få fisket lidt rundt om Brunhoved. Enkelte steder rækker træerne langt ud, bagkastet fanger en gren og “knæk” siger det. Naturligvis er forventningen at forfanget er knækket, men der er faktisk loopet på mit Zpey hovede der er knækket af. Hovedet har monofil kerne, men jeg har ingen anelse om hvordan og hvorfor den er blevet svag. Heldigvis er både skydehovedemappen med og erstatningen kommer på. Men fiskene bliver væk.
Der bliver drukket godt igennem af kaffen – gode råd er dyre. Vejret er skønt med solen let fremme. Knopsvanerne kommer med jævne mellemrum susende forbi og alt er egentlig godt selvom de der havørreder godt måtte bide. Men som vanligt husker jeg på at de sjældent bider imens man drikker kaffe. Vandet ser ikke ud til at klare op, så jeg tænker at det må være tid til pladsskifte længere vestpå.
Nytårsnat faldt “Græderen” i vandet ude på klinten og jeg tænker at det er dette massive stykke kridt der laver ballade, så hvis jeg kan komme lidt længere væk er vandet MÅSKE lidt klarere. På vejen op imod bilen møder jeg Anders Schultz. Anders og jeg er efterhånden blevet gode til at finde hinanden rundt omkring og jeg overtaler mig selv til at fortsætte på samme plads i det gode selskab.
Anders vil rundt om Brunhoved og fiske mod Pomlerenden. det var da også her vi havde det fine fiskeri under Session i efteråret, så jeg er frisk. Den gamle sø kommer mere lige på her, men fiskene (hvis de da er der) går helt tæt på.
På vejen derned falder mine øjne pludselig på noget gyldent der ligger tre meter længere fremme. En flot stor klump rav. Jeg har tidligere fundet en klump på samme størrelse, men det var mælkerav. denne klump er fin og klar – så får man da lidt ud af det.
Anders og jeg giver stykket et ihærdigt forsøg, men aktiviteten udebliver. Anders går vestpå og jeg takker af for dagen. Ærgerligt at man rammes af dårligt vand når man endelig kommer ud. 2 ture på 6 uger. Hmmmmf! Men vi kender betingelserne – man må flytte sig hvis tingene ikke spiller. Og så må jeg se at få større erfaring med hvor hurtigt møn klarer op. Havde det været mange andre steder, ville forholdene have spillet maksimalt, men kridt er noget finkornet stads som ikke bare falder til bunds. Så har jeg fået en reminder om det.
Anders ville give lyd hvis han fangede noget og da han har været tavs som graven, må det antages at det også gav en nulbon til ham 🙂
Som skrevet i sidste indlæg, så er der virkelig gang i den på Stevns i øjeblikket. Der går ikke en dag uden at der dukker minimum en +60 cm havørred op på de sociale medier og det var sådan en svend, som Kenneth egentlig havde tænkt sig at få fingrene i efter arbejdstid. Men, men, men – det kom til at gå meget værre for han fik krogen i en kæmpeørred. Vi overlader ordet til Kenneth selv:
Arkivfoto
Jeg kunne lige nå halvanden times fiskeri inden det blev mørkt, så det var fuld fart mod vandet og grejet klargjort på rekord tid. Jeg så med det samme en spinfisker igang med at fighte en undermåler. Det tegnede altså godt for havørred på pladsen.
Det var temmelig højvandet, så jeg havde fundet en af de gode stå sten at fiske fra. Der skulle da heller ikke mange kast til før at der var bud efter Kobberbassen. En undermåler som hurtigt kom retur. Fedt, så var det godt jeg kom afsted!
Efterfølgende så jeg en del havørreder, men alle sammen langt fra min kaste længde. Der var ikke andet for, end at fiske pladsen igennem og håbe de kom ind. Aktiviteten forsvandt stille og roligt og mørket kom så småt snigende. Jeg hoppede på land og gik tilbage til første udgangspunkt, stenen.
Vinden havde lagt sig helt og vandet lå stort set som et spejl – der blev lagt mange kast udover det blanke vand men intet skete. Ikke skyggen af havørred og jeg var små småt på vej hjemad – oppe i hovedet ihvertfald.
Bedst som jeg står der i min egen verden kommer hugget, ikke mere end 10-15 meter fra mig. En lille én mere når jeg lige at tænke, for den tager meget forsigtigt. Men det varer kun et split sekund, for så vælter havørreden ellers halvt ud af vandet, og jeg bliver pludselig klar over hvad jeg har med at gøre.
Jeg hopper lynhurtigt ned fra stenen, og er tæt på at få en badetur. Der bliver råbt højt til spinnefiskeren, som går længere nede af kysten at det er en rigtig god havørred, så han kommer imod mig. Jeg har en del løsline ude og bakker hurtigt op imens der bliver spolet line på hjulet, men inden jeg når så langt stikker havørreden af mod dybere vand.
Der er fuld flex på klasse 5 stangen og hurtigt kommer jeg i baglinen og den er snart ude på 40 meter. Den fortsætter lidt før den første gang går fri af vandet. Hold kæft en kæmpeørred! Jeg har prøvet det her én gang før og det foregik på præcis samme måde: Havørreden styrede fuldstændig festen og jeg måtte bare se til og vente på at den ville ind igen. Den begynder at svømme mod land og jeg kan gå op på stranden og fighte resten. Der går dog lidt tid endnu før den er helt klar. Den svømmer lidt frem og tilbage på det lave vand mellem de store sten, og det er næsten for meget for mine nerver.
Men så er den klar til landing og spinnefiskeren står klar med nettet. Fantastisk, den er hjemme! For bare halvandet år siden fik jeg min drømmehavørred på 7kg og jeg havde ALDRIG forestillet mig at jeg kunne slå den. Men det kunne jeg altså – endnu en drømme havørred er landet. Denne gang bare lige nummeret større , 84 cm og 8,6 kg skinnende kæmpeørred. Jeg er helt vildt stolt og glad over jeg nu har haft denne fantastiske oplevelse to gange og jeg har endnu ikke helt forstået det.
K&B ude ved vandet
Kenneth Larsen
Og der er vist kun een ting at sige: Stort tillykke og F… for en havørred! Havørreden var faktisk kun 150 gram fra at være ny danmarksrekord for kystfluefanget havørred
You must be logged in to post a comment.