Kristihimmelfartsferien blev tilbragt i gode venners lag på Langeland. Kalenderen havde være fyldt op til turen med projektafslutning, sene dage og arbejde i weekenden. Alligevel var der dog ikke lagt op til rå mængder fiskeri på egen hånd, men ungerne skulle have chancen for at få snuset til fiskeriet – i det omfang de selv havde interessen. Det hele foregik i en Spejderlejr på Langeland – 50 meter fra vandkanten.

En lystfisker fødes

På forhånd glædede jeg mig meget til at introducere mine to ældste drenge på 6 og 8 år for lystfiskeriets glæder. Vi har talt om det før, men eftersom jeg ikke har haft spinnegrej i 25 år, var det aldrig blevet til mere end bare snakken. Nu skulle det være anderledes, så et sæt af hæderlig kvalitet blev indkøbt og fyldt med Fireline – som heller ikke fandtes for 25 år siden. Dertil nogle hornfiskeblink og silkekroge

Vel fremme ved lejren på den sydøstlige del af Langelang, kunne fortroppen berette at de havde fanget de første hornfisk, så der var lagt i ovnen til hornfiskedans. Pladsen består af et ret stillestående badekar, en bred revle og så et ålegræsbælte ca 60 meter ude. Ikke de bedste betingelser for børn der ikke kan kaste så langt. Fortroppen havde imidlertid fanget fisk i badekarret, så håbet var lysegrønt.

Jens-Emil fik hurtigt styr på kastene

Jeg har egentlig altid tænkt at min store dreng var den der lettest ville kunne blive optaget af fiskeriet, måske fordi han er den den der minder mest om mig selv. Sådan gik det ikke – den mellemste på 6 år var fyr og flamme, fik hurtigt styr på kastene og fik dækket badekarret af. Endnu mere imponerende – han fik styr på spinstop og fik det indarbejdet i fiskeriet og han kløede bare på.

Jeg nænnede ikke at fortælle ungerne at fiskeriet for alvor begyndte 60 meter ude. Jeg testede det selv med waders og fluestang og der var til tider hug i hvert kast – en kærkommen lejlighed til at øve stripstrike.

Musikålene hang ved en gang imellem

Det gik naturligvis hverken værre eller bedre end at en af de andre drenge havde hug fra en havørred – i badekarret på kort line. Jeg så selv hvirvlen bag blinket for ellers kunne hugget godt forvekslet med de hundreveis af “jeg har bid” udbrud som hørtes når ungerne fik fat i bunden.

Jeg overtog stængerne med jævne mellemrum og således kunne vi nå ud over revlen og få kroget nogle af hornbasserne. Så fik ungerne lov til at hale kaloriusserne ind – til stor jubel.

Tid til natteroderi på egen hånd

Mindstemanden var også begejstret for hornfiskene

Mit eget fiskeri kom til at bestå af et par sene aftener. Første aften betød en forhøjet promille, som afholdt mig fra at gøre Langeland usikker. Turen gik derfor til et rev halvanden km sydpå. Revet blev nået klokken ca 22 sammen med Tobias som er UV jæger. Vi fik fordelt os og fiskede et par timer. Jeg havde et par hug og hørte et par fisk, men ellers skete der ikke det store. Tobias havde også kun nappet flade og ikke set nogle basser. Det er altid rart når UV jægere kan bekræfte at der ikke er fisk – så føler man sig knapt så meget som en idiot 🙂

Aftenen efter gik turen til Påø henad 22-tiden. Påø havde fisket godt en aften ved samme tid sidste år hvor den var venlig nok til at kaste en 54 cm fisk af sig. Denne aften havde der være godt gang i fiskene med masser af plask. Men nu var der tyst – helt tyst. Jeg nåede at tænke at nattegalen desværre ikke var på plads i år og kort efter startede den en mindre opera op. Det er fantastisk at stå en stille nat i dette inferno af vellyd.

Men lydene fra ørrederne udeblev og jeg mærkede heller intet. Klokken 01 rullede jeg tilbage. Lidt øv for jeg havde jo lige forestillet mig en fest som den sidste år. Jeg ramte dog også lavvandet som netop var begyndt at stige hvor jeg sidste år havde fisket hen over højvandsskiftet.

Bertel på halvandet kunne godt lide at kaste flue med far.

Eftermiddagene gik med at få proppet en lille smule fluekast ind i drengene også. Det var aldeles hyggeligt, men jeg må nok indse at det kommer til at tage lidt længere tid at lære dem det end kast med spinnestang.

Jeg fik endelig prøvekastet min #4 Affinity MX fra Ussing & Bech. Den er ikke tiltænkt som en kyststang, men vil sagtens kunne bruges på de stille dage, så det skal bestemt prøves på et tidspunkt.