Søg – og du skal finde

Forventningerne er ofte store til påskens fiskeri og i år var de ikke mindre idet påsken havde valgt at placere sig i den uge hvor forårsbonanzaen boblede løs. Roskildesygen havde imidlertid andre planer for min ferie, så efter at have levet i ungernes lort og bræk igennem de højhellige dage, trængte jeg i den grad til at blive blæst igennem. Søren Hagemann, som jeg ikke har fisket med i næsten 2 år, var frisk på at se nogle nye steder.

Klinteby

IMG_6202 - Copy Sidste år ved denne tid løb jeg ind i et fint fiskeri på Klinteby under forhold som var meget lignende dem som udsigten lagde op til: 7-8 m/s fra SØ – tålelige forhold for en højrehåndskaster. Højtvandsskiftet ville også ligge lige omkring morgengryet, så det kunne blive rigtigt giftigt hvis vi ellers kunne finde fiskene.

Da vi stod ud af bilen kiggede Søren skeptisk på mig. Han havde set frem til at lufte den nye #5 stang, men med udsigten til at skulle kaste baglæns (Søren er venstrehåndet) blev der rigget om til tungere grej.

Jeg selv har efterhånden empirien på plads. Det er godt med gang i vandet! Hvor meget jeg end elsker (og ikke kan undvære) de stille dage med det flade vand, så har det også sin egen charme at fiske det lave vand af med korte kast. Hvis vandet vel at mærke ikke er FOR fyldt med lort.

Planen endte med at vi ville fiske hotspotsene af mod venstre, se hvordan det gik og efterfølgende enten gå mod højre eller rykke på Storebæltskysten hvis vind og vand blev for voldsom.

På første plads gik vi ud med 100 meters mellemrum og fik i en fart affisket pladserne med vinden i ryggen. Der var temmelig megen ålegræs og andet møg i vandet, men dog tåleligt. Vi rykkede hurtigt videre til næste spot, et rev, hvor jeg fik forklaret Søren hvordan jeg ville affiske det. Han røg i baljen og jeg tog en stund på land med kameraet og fulgte efter ham da han havde fået fisket 50 meter af.

Søren havde holdt sig kystnært hen over revet, men jeg vidste at man fint kan gå et stykke ud på det – så det gjorde jeg. I et kast ret op imod vinden, fik jeg ikke meget mere end skydehovedet ud, men en fisk huggede på den korte line – uden at blive hængende. Det gav blod på tanden og revet blev affisket grundigt uden at der dog skete mere.

Klinteby er altid en skøn plads ved denne tid med masser af trækkende fugle. Store flokke af Canadagæs lagde vejen forbi på vejen nordover og blæsten til trods lå fuglenes snak hele tiden i baggrunden, som en konstant påmindelse om at NU er foråret her. Jeg elsker de lyde!

Vi mødtes kort til status. Søren havde ikke mærket noget, men jeg var ikke helt klar til at rykke til en anden plads. På vejen tilbage mod bilen skulle vi derfor lige fiske noget dybt vand af. Ikke et decideret badekar, men dog en af de pladser hvor fisken går lige foran fødderne på en – under de rette forhold. Ingenting.
Tilbage på første hotspot igen forklarede jeg Søren lidt om pladsen og han fik første tur ned over stykket og jeg lagde mig i slipstrømmen. Stadig ingenting. Et hurtigt kig på Sejladsudsigten vidnede om at der ville komme fint gang i strømmen ved Egerup med det faldende vand. Her ville vi stadig få vinden ind fra venstre, men nu fra ryggen. Søren var frisk på et pladsskifte – så sådan blev det.

Egerup

Egerup er en plads som jeg har forsømt de seneste år – uden egentlig at kunne forklare helt hvorfor. Pladsen skifter konstant karakter og de sidste år er der opstået et fantastisk badekar nord for selve pynten. Det er en af de pladser som ligger tættest på min bopæl og den kaster jævnligt store fisk af sig – men som altid skal man ramme dagen.

Vi blev mødt af spritklart vand, men med den efterhånden friske vind var der godt skub i vandet. Vi gik forbi badekarret på vej ned til spidsen. Polaroidbrillerne afslørede at badekarret ENDNU en gang bare var blevet dybere og vi enedes om at Søren skulle fiske igennem det med vinden i ryggen og at jeg skulle gå ned og starte i den sydlige del og fiske op imod spidsen.

Da jeg kommer rundt om spidsen kan jeg se at pladsen er optaget, så jeg nøjes med at gå 50 meter på den anden side af spidsen for at starte her. Der lægges ud med en tobis som endeflue og en Pattegris som ophænger. Med vinden skråt ind i ryggen ryger de 40 meter ud i suppen uden de store anstrengelser og jeg frydes over fiske over den fede fede bund. Fuld speed på – fremad! De fisk skal findes!

Egerup i efterårslys

Tobisen afløses af en Cultling. Jeg når rundt om spidsen og kan se at Søren er ved at have fisket badekarret af. Jeg fortsætter i hans spor. Badekarret har i den nordlige ende den helt perfekte bredde hvor man lige kan nå sandet på den anden side med fluen. Der findes ikke noget bedre end at lægge fluen 2 meter ud på sandet, lade den synke og så kun nå at tage en lille håndfuld indtag inden fluen hapses.

Der er dog ikke nogen fisk der hapser min flue lige med det første. Søren kommer op og forklarer at han ikke har mærket noget, stiller sig på stranden og ser lidt modløs ud. Jeg fisker koncentreret igennem og når ikke langt før en halvmeters fisk tager fluen helt ude i kastet. Jeg går med den et lille halv minut inden den ryger af efter et dødsrul. Jeg når at se at den vist ikke er helt blank, så det er ok – men det er altid rarere liiiige at få dem helt ind.

Søren er nu fyr og flamme og lægger sig ud i min slipstrøm. Der går ikke længe før han kroger en model magen til som uden for meget ballade kan landes. Vi er hurtigt tilbage på plads – det er nu stimen er her!

Hurtigt får jeg et hug igen helt ude. To rusk – og så er den væk. Jeg bander mig selv lidt langt væk og irriteres over at stripstriket endnu en gang ikke sidder på rygraden. Det plejer at være tegn på at jeg ikke er fokuseret nok og lettere ubalanceret. Jeg giver familiens Roskildesyge skylden, og begynder at messe “stripstrike, stripstrike” med jævne mellemrum.

Kort tid efter er Søren ude igen. Han kroger og lander en målsfisk. Jeg selv laver et kast til bagkanten af karret og kværner fluen ind for fulde gardiner med stangen i armhulen. 5 indtag – BANG! Her bør stripstriket ikke være nødvendigt, men da stangen hæves ryger også denne af. Lidt senere gentager det sig og tankerne begynder at flyve. Havde jeg en pointe på turen med Michael? Er der noget omkring bindingen af mine sidste grise som gøre en forskel. Jeg vender tilbage til emnet lige om lidt.

Bagkanten står egentlig og råber mig ind i hovedet. Mon ikke fruen efterhånden skal have afløsning med alt det der bræk og puha derhjemme? Men vi bliver nødt til at udnytte at vi har fundet besøgstiden. Flokken er dog hurtigt væk igen og det lykkes os ikke at genfinde den. Vi trækker stikket og kalder det for en dag.

På vejen tilbage løber vi ind i fiskeren som gik længere henne. Han har også fanget en fisk omkring den halve meter og mistet en større. Ved bilerne ankommer Lars Olsen fra Slagelse som for en måneds tid siden fangede en fantastisk flot 6+ er – og så går røverhistorierne over stok og sten inden min dårlige samvittighed kalder os hjem.

Efterrationaliseringer

Jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor svært det har været for mig at kroge fisk på de to ture hvor fiskene har gået til stålet på Pattegrisen. Det seneste kuld er bundet på den nye NS 150 fra Ahrex, som med sit elegante svaj klæder rejemønstrene rigtig godt. Tager man et kig på krogen i forhold til F314 fra Gamakatsu, som vel ellers er den foretrukne Pattegrisekrog, så er den helt store forskel er størrelsen på kroggabet. Jeg havde egentlig en forventning om at NS150 ville have et større træk på tværs af krogspidsen pga den bøjede krog og at dette kunne være årsag til dårligere krogning, men det har man udlignet ved at bukke krogbøjningen yderligere sammen – men dermed også lukke gabet yderligere.

Mine spekulationer går derfor på om den vitterligt kroger dårligere eller om det bare er mig der er en klaphat?

Hvad er jeres erfaringer med dem?

f314

ns150

Snask og Sølvræve i Storebælt

Egerup strand er blevet forsømt hele året og jeg havde lyst til at se hvordan den tog sig ud og om ikke det kunne kaste lidt fisk af sig. Flyderingen skulle med for første gang og det viste sig faktisk at være en god ide…

Skidtemøg

Udsigten til solnedgangen bag Storebæltsbroen er altid betagende.

Parkeringspladsen summer af liv ved ankomsten. Turister, campister og andet godtfolk har, som jeg, udset sig Egerup strand til stedet hvor aftenen skal tilbringes. Og det kan man sandelig ikke bebrejde dem, for vejret viser sig fra sin allerpæneste side. Jeg er heldigvis den eneste med en fiskestang i hånden, så jeg har hele balladen for mig selv.

Flyderingen er med. Ikke fordi jeg har brugt den hernede før, men jeg mindes at have døjet med fisk som aldrig kom indenfor kastevidde. Og hvem vil ikke gerne kunne afhjælpe det i en ruf?

På vejen sydover bemærker jeg hurtigt at der er meget skidt i vandet. Jeg kunne desværre ikke være på plads tidligt nok til at få vandskiftet med, men her halvanden time efter lader det til at det faldende tidevand har ført rigelige mængder ålegræs ud af Skælskør fjord, hvorefter det er drejet skarpt til højre og besluttet sig for at opsøge mig. Jeg overvejer et hurtigt pladsskifte, men beslutter mig for at se om ikke flyderen kan få mig ud over skidtet.

Heldigvis er flyderingen med

Jeg når ikke særlig langt før en bande tobiser står ud af vandet – tydeligvis forfulgt af “noget”. Min stang er endnu ikke rigget til, men det kan jeg jo passende gøre her og så se om der sker mere. En lille tobisflue kommer på og ryger ud i baljen, men kun for at få fat i en masse løs ålegræs.

Jeg beslutter mig for at se om ikke det forsvinder længere ude og går videre. Der er en nordgående strøm, som jeg dog havde håbet på var lidt kraftigere. Mon ikke den kan få has på græsset inden der går alt for lang tid?

3-400 meter længere nede er billedet det samme, så hvorfor ikke hoppe i ringen og se om det letter lidt længere ude?

Det letter en anelse – så meget at man ikke får skidt på i HVERT kast, men nok til at det bliver et irritationsmoment for mig. Så er der jo kun én ting at gøre – eller rettere tre: Knappe en bajser op, fyre op i snaden og ellers læne sig tilbage i flyderen og nyde synet af den nedgående sol bag Storebæltsbroen.

Opklaring og mørke

Storebæltsbroen indrammet af et par store fødder

Strømmen får bugt med det flydende ålegræs og vandet klarer op. Der er ingen aktivitet hvor jeg ligger eller længere ude, så jeg beslutter mig for at gå på land. Tobisen afløses kort af en Honey Shrimp inden en Sort Sølvræv bliver tiltroet hvervet som mørkets jæger. Der begynder efterhånden at vise sig fisk i overfladen rundt omkring – det skal nok blive godt.

Nogle torpedobåde fyrer den af ude i Agersøsund. Det gør de af en eller anden grund ofte og det resulterer i nogle gigantiske hækbølger som minutter senere når stranden. Jeg vader ikke dybt, så der er ikke fare for at jeg bliver væltet, men der går uendelig langt tid før stilheden er tilbage. En ting er, at synet ryger om natten, men hvis jeg ikke kan lytte mig frem til fisk, så mister jeg lidt troen på det. Og så er fiskeriet jo dødsdømt.

Lidt senere er der en del postyr henne ved P-Pladsen og ret hurtigt stryger et par UV-jægere i vandet. Lygterne afslører deres systematiske afsøgning af sandbunden derhenne. På deres snak kan jeg høre at det er flade de er ude efter, men også at “der er masser af havørreder”. Og det er der formentlig også der hvor jeg står for der er jævnligt fisk i overladen. Sølvræven fiskes som påkrævet, det meste af tiden: Stangen under armen og fuld pedal på indtagningen. UV-jægerne spotter mig lidt senere og holder behørig afstand. Dejligt!

En fin farvet fisk midt i fyrrerne dukker op i mørket

Jeg har ikke mærket noget af betydning inden der pludselig er fast fisk. Fordelen ved den hurtige indtagning er, at man automatisk får lavet et par stripstrikes, som oftest får kroget fisken godt og denne fisk er da også kroget til UG selvom den ikke tog fluen så voldsomt. Fight er der til gengæld ikke meget af – faktisk så lidt at jeg overvejer om det kan være en torsk.

Det er det nu ikke. Det er en fin ørred på vej i gydedragt og vel midt i fyrrerne. Sølvræven sidder perfekt i saksen og den kan glide tilbage til det sorte vand. Dejligt – selvom den føltes lidt som en sæk kartofler. Desværre glemte jeg alt om at checke den for havlus, hvilket egentlig var planen

Troen på noget mere og større er nu helt på plads. Der er fisk i overfladen, de kan lokkes til at hugge og der er strøm over revet. Eller – nå nej – strømmen er da vist ved at aftage og det er sjældent af det gode.

Og ganske rigtigt: Aktiviteten forsvinder næsten som jeg når at tænke tanken. Kaffen er urørt, så den indtages imens månen står op og da der ikke er sket yderligere henad 00.30, trækkes stikket og jeg ruller hjem. Dejligt at være tilbage på denne plads hvor revet dog er sandet en del til siden sidst. Men sådan er det. Pladserne ændrer sig og det er jo en del af charmen…

Dyre lærepenge og Dummeslag

I sidste uge var der mulighed for at nappe en times eftermiddagsfiskeri efter hjemmearbejdsdagens afslutning. Valget faldt på Egerup strand – primært fordi den ligger tæt på, men også fordi der burde løbe en god strøm over pladsen.Det måtte være tid til at teste den seneste tids kreationer fra fluestikket – Magic Shrimp. Rejerne er nok efterhånden ved at søge ud på dybere vand, men da fiske elsker de små kreaturer måtte en sådan bindes på. Hvor realistiske de end er i menneske øjne strider mønstret imod de “regler” der er sat af mange andre mønstre – primært fordi der ikke er mange materialer til at illudere liv i forhold til de mere gængse mønstre. Men Rune Westphal har adskillige gange bevist at mønstret kan være ren gift til store basser så jeg har dels besluttet mig for at lære at mestre bindingen af fluen, men også for at give den en reel chance. Derfor kunne jeg passende teste den i det klare vand.

Magic Shrimp i Pattegrisudgave

Den klassiske plads på Egerup er den lille pynt som ligger ca 500 meter fra P-pladsen. Jeg gik på den sydlige ende af denne pynt og fiskede mig nordover i medvinden. Da pynten var rundet opdagede jeg en ny fisker som var kommet efter mig. Han var gået ud en del nordligere. Vi fiskede hen imod hinanden uden at jeg mærkede noget som helst og da vi “stødte sammen” kunne han berette at han havde haft fisk i de første kast med hans bombarda. Det sjove er, at jeg ikke har fisket ret meget på disse nordligere dele af pladsen, men det er blevet tydeligt, at der er kommet et godt badekar på den anden side af første revle – sikkert i forbindelse med sidste års efterårsstorme, som vendte godt rundt på det hele. I hvert fald var det her at fyren havde mærket fiskene.

Jeg havde i mellemtiden skiftet til Polar Magnus og fortsatte nordover samtidig med at bagkanten truende nærmede sig. Jeg mærkede ikke noget, tog sidste kast og vandrede mod land samtidig med at jeg rullede linen ind. Og sandelig om jeg ikke krogede en UM på denne vis og blev bekræftet i at fluerne stadig skal fiskes hurtigt. Den kunne hurtigt sættes fri og jeg kunne haste tilbage til bilen.

Imens jeg fiskede havde jeg spekuleret en del over noget arbejde. Det er pudsigt – når jeg arbejder spekulerer jeg ofte på fiskeri, men det gælder åbenbart også den anden vej. I hvert fald var jeg sent på den og havde hovedet alle mulige andre steder end på fiskeriet. Jeg hastede ud af tøjet og pakkede grejet sammen. DVS jeg pakkede stangen sammen og lagde hjulet op på bilens tag (tror jeg nok). Jeg strøg hjemad, stadig dybt begravet i arbejdstanker – og fik pakket grejet ud.

Et par dage senere skulle jeg lige checke noget på min line. Men hvor var hjulet? DOWW – med ét kunne jeg sætte tingene sammen. Hjulet lå med al sandsynlighed et sted ikke langt fra Egerups P-Plads. ØV! Her røg mit nye brugt-indkøb med tilhørende superskydehoved! Og det lige på kanten til julemåneden hvor pengene ikke hænger løst. Endnu en gang er det blevet tid til selvrefleksion. Vær dog til stede der hvor du er Hr. Meldgaard! Arbejd når du arbejder og fisk når du fisker! Men det kan åbenbart være svært en gang imellem.

Egerup i efterårslys

Vådt og gråt ved Egerup

Så er fruen dasket til Sverige og fritiden skal på det skarpeste udnyttes til lidt fiskeri.

Mandag havde naboen venligst udlånt sit automobil, så jeg kunne komme afsted. Vejrudsigten var gusten – våd, men med fornuftig vind. Så det var bare om at komme afsted.

Egerup blev udvalgt. Det er en fin plads, som jeg har forsømt på det sidste, så det var oplagt at henlægge turen hertil.

Vel fremme stod vandet ned i tove, men det var bare om at komme ud af bilen for at udnytte det, i forvejen, sparsomme lys. På grejsiden glædede jeg mig til at teste den nye Varivas skydeline som havde været med sidste sending fra engelske Sportfish. Så afsted med mig.

Jeg gik de små 300 meter sydover og startede fiskeriet. Pattegrisen på og så derudaf. Der skete ikke det vilde – fluebytte til Kobberbassen – og videre. Stadig dødt – fluebytte til Honey Shrimp.

Efter at have rundet den lille pynt var der hug. En mindre farvet fisket havde nappet rejen og lå nu og rullede i overfladen hvorefter krogen slap. Hvor der er een er der ofte flere – men ikke i dette tilfælde, så jeg fortsatte.

Det var dødt ned til næste pynt, hvor der var lidt pilleri igen. Kort tid efter var der pilleri igen. Jeg stoppede indtaget af fluen og satte så fart på fluen – og det kunne udløse hugget. En stor hornfisk strøg ud af vandet – hop, hop. Hvor efter fluen slap sit greb. Det lod dog ikke til at hornfisken havde fundet ud af det for den fortsatte med at danse. Sekunder senere dansede den 50 meter ude. Den havde været helt fin at få på land for disse fede efterårshornfisk smager fantastisk efter en ture i røgeovnen…

Mørket var nu ved at være tykt og regnen fortsatte. Efter næste pynt bliver vandet lidt dybere, men den gode bund fortsætter – så det gjorde jeg også. HS’en var stadig på da der atter var hug – og den blev siddende. Men den var pudsigt sløv i optrækket – gik tungt i starten og fulgte så bare med ind. Og da kunne jeg jo så se at der var tale om en fed torsk på omkring de 40 cm. Jeg havde helt glemt hvor mange torsk der ofte er på denne plads – så jeg blev sgu lidt skuffet.

Mørket var nu komplet – så jeg skiftede til en Nattegris og vadede op på den første pynt igen. Det var nu et par timer siden højvandet, så jeg håbede på at der var kommet gang i strømmen hen over pynten. Det var nu ikke det vilde, men de skulle have budet.

Jeg fiskede venstreover igen da en god fisk røg fri af vandet 15 meter fra mig. Netop der hvor jeg havde fisket. Jeg bakkede op imod vinden og kastede til den og kort tid efter steg den så til vejrs igen. Endnu en gang 15 meter fra mig oppe imod vinden. Bakke bakke igen og kaste kaste. Men der skete ingenting.

Planen var at blive hængende et stykke ind på aftenen, men mørket, regnen og tissetrangen pillede den sidste rest af motivation fra mig, så jeg lod fisk være fisk og rullede hjem.

Varivas linen var en drøm. Den flyder uden at skulle fedtes ind og bliver lækkert blød uden at krølle efter en stund i vandet. Den er lidt tyndere end min Ken Sawada, men er minimum ligeså lækker at kaste med. Så den vil nok være min favorit fremover.

De sidste ture har været lidt slatne – og det til trods for at der fanges gode fisk rundt omkring. Et godt forår, en hæderlig sommer og sensommer er afløst af et halvslattent efterår. Det må der laves om på, så der er lagt billet ind på naboens bil i eftermiddag igen og så står den på heldagsforestilling i morgen.

Uha det var vådt

Seatrouting.com

Kystfluefiskeri efter havørred

POSTS TAGGED : Egerup