egerup
Parkeringspladsen ved Egerup: http://goo.gl/maps/EiQt5
Egerup er en af de klassiske vestsjællandske pladser. Det er en kendt plads, så man vil ofte have selskab af andre fiskere – muligvis fordi man kan parkere tæt ved. Men muligvis også fordi pladsen er fast leverandør af store havørreder.
Pladsen ligger lige nord for Skælskør med udsigt ud over Agersø og Agersøsund. Med Storebæltsbroen mod nordvest har man i forårsmånederne nogle meget smukke aftener når solen går ned med broen i silhouet.
Der er tale om en meget klassisk plads, som er nem at vade på og affiske. Mange starter med at gå ned på pynten og så placerer de sig her og bliver stående.
Men der er godt fiskeri på begge sider. Personligt har jeg mest fisket fra ca 100m nord for pynten og ca 200 meter på den anden side, men den seneste tid har jeg erfaret, at der er kommet et meget fint badekar endnu længere mod nord.
Det ses endda fint på luftkortet fra Google Maps. Ved lavvande har jeg haft lejlighed til at vade helt ud til det og det bliver pludseligt dybt. Jeg mener (og I må rette mig hvis det er forkert) at dette badekar (og det gode fiskeri) er opstået efter 2013 stormene, for jeg mener altså ikke at der var et badekar før – i hvert fald ikke så dybt.
Det bedste fiskeri har jeg haft på pladsen når der er godt gang i strømmen. Gerne efter en strømvending hvis man kan være så heldig. Her vil der være godt med fart på vandet – særligt på spidsen af pynten, men fiskene vil være at finde på både for- og bagside af pynten.
I forårsmånederne kan pladsen til tider drukne i hornfisk og småtorsk (op til målet). Det er dejligt at torsken er ved at være tilbage i Agersøsund, men disse aftener hvor man ikke kan tage et kast uden at man straks har en lille torsk på, kan blive let belastende.
Pladsen egner sig godt til natfiskeri. Dels er den letvadet og dels synes jeg at der kommer fint med fisk ind med mørket. Det er dog også en af de pladser hvor man ofte vil se springende fisk udenfor rækkevidde. Derfor er det en fin plads til flyderingen.