Seatrouting

Fluefiskeri efter havørred på kysten

Den store ! Vi drømmer alle om den! Chris Halling har skrevet denne beretning om drømmene om de store i natten – og dem der næsten var det

Den kæmpe havørred.  (Og dem der næsten var det).

Jeg skæver tværs over lokalet. Jeg prøver at undgå at dreje hovedet, for ikke at gøre det for åbenlyst at jeg kigger, men den er god nok.
Fjernbetjeningen sidder fast forankret i konens hånd. Hendes knoer er næsten hvide, så fast sidder den der.

Der starter ellers en rigtig god film på TV3, men jeg er venligt, men bestemt, blevet gjort opmærksom på, at der er Bones maraton aften i dag. Håbet om at komme i nærheden af fjernsynet syntes mindre end at fange 6 på samme tur på flue og hvad gør man så ?

Vi er lige i starten af april og selv om det er , så har vejret vist sig fra sin bedste side denne dag. Sådan lidt sommeragtigt med temperaturen tæt på 20 grader.

Jeg kommer med et højlydt suk. Det er den kode som min kone ad åre har lært at forstå. Vores interne sprog om man vil.
”Vil du ud og fiske ?” Spørger hun.
”Hvorfor får du dog den tanke ?” Spørger jeg tilbage.
Hun kigger på mig som man kigger på en idiot der lige har stillet verdens dummeste spørgsmål og 10 minutter senere sidder jeg ude i bilen på vej til årets første nattur på kysten.

Kender I det der med at man får en følelse af at alting bare er helt rigtigt når man ankommer til en kyst plads ?
Sådan havde jeg det da jeg parkerede bilen ved vandet denne aften.
Jeg elsker jo og årets første tur er altid noget særligt. Starten på en hel natsæson begynder og med tankerne på de tidligere års sæsoner, steg jeg nu pludselig rolig og afbalanceret ud af bilen.

Ved vandet

Vandet så helt rigtigt ud denne aften. Selv om mørket havde lagt sig kunne jeg tydeligt se de skarpt markerede strømskel 30 meter fra kysten. Jeg fik i al hast gjort grejet klar og det var med den helt rigtige og behagelige følelse, at jeg tog de første forsigtige skridt ud i vandet. Følelsen af at det her blev godt. Rigtig godt oven i købet måske.
Jeg vader altid ud 30 – 40 meter fra det egentlige hotspot herude. Så kan jeg langsomt fiske mig vej hen til de mærkelige magiske 30 meter hvor fiskene af uforklarlige årsager altid opholder sig. Alting var perfekt. Strømmen, den høje april , den svage vind der kun lige riflede overfladen og en fornemmelse sneg sig langsomt ind på mig.
”Det er i aften det sker” fornemmelsen. Det er lige netop denne aften at trofæ ørreden hugger.
Med disse drømme i tankerne var jeg langsomt nået hen til det sted, hvor fiskene altid går. I den hårde svingede fluen hurtigt ind over den dybe rende der går lige foran det kompakte muslinge på pladsen og så skete det faktisk.

En solid havørred tog fluen lige inden den svingede ind over revet. Man er aldrig i tvivl, når det er en rigtig stor fisk der lukker munden om fluen. Alt stoppede i et kort sekund. Som hvis man havde trukket fluen ind i en flydende bundgarnspæl. Sekundet føltes som et minut, inden fisken også opdagede at noget var galt og vendte snuden ud imod dybere vand. Med en hastighed jeg sjældent har set fra nogen Dansk havørred skød fisken af sted ud mod Lillebælts dybere og mere trygge vand. Linekurven var tømt på sekunder og på hjulet blev yderligere 20 meter line fjernet, inden fisken satte i et højt spring helt fri af vandet.
Jeg så silhuetten af fisken i mørket derude, hørte plasket da den atter ramte vandet. Som hvis man havde tabt en gulvspand fuld af sten fra 1 meters højde. En stille og afslappende fisketur blev med et trylleslag til en række af panikhandlinger og total ukontrolleret kaos, da fisken uden pause strøg videre ned langs kysten og satte i endnu 2 mægtige spring.

“HOLD NU KÆFT DEN ER STOR”
IMG_3477

…tænkte jeg, mens benene begyndte at ryste som kogt spaghetti under mig. Fisken pløjede videre ned langs kysten med høj fart og jeg hørte knuden mellem og bagline forlade stangøjerne. Det var aldrig sket i Danmark før, uanset fiskens størrelse. Forsigtigt lagde jeg lidt ekstra pres på fisken, men det viste sig hurtigt at være en rigtig dårlig ide da det hurtigt resulterede i endnu 2 absurd høje spring fra dyret.
Jeg var målløs. Ingen af de store fisk jeg havde fanget før havde fightet med en sådan vildskab.
Jeg begav mig langsomt ind imod stranden 30 meter bag mig. Fisken fulgte ikke med. For hvert skridt jeg tog, blev tilsvarende line bare fjernet fra hjulet. Med fødderne solidt placeret i sandet på stranden kunne fighten bedre kontrolleres. Dette var i hvert fald tanken. Virkeligheden dog en helt anden.

Fisken havde på ingen måde tænkt sig, at lade sig bugsere ind over lavere vand. Hver gang den nærmede sig under skridt- dybt vand strøg den udad igen. Flere gange prøvede den at springe fri af vandet, men nu var det mere nogle halvhjertede forsøg hvor kun halvdelen af fisken fik løftet sig fri af det våde element.
Der var trætheds tegn og til sidst var det helt slut.

Ikke med rystende knæ, men med rystende krop som om jeg havde et epilepsi anfald, fik jeg kanet et monster op på stranden. Pandelampens lys bekendtgjorde det som jeg allerede nogle minutter inden havde haft en mistanke om. Dette var ikke en havørred.
Dette var en 5½ kilos steelhead.

En lidt underlig følelse bredte sig i min krop. Lidt skuffelse, lidt ærgrelse. Nærmest slukøret og med bøjet hoved tog jeg fisken hen til bænken hvor en kop kaffe blev hældt op.
I mit hoved genspillede fighten sig igen. ”Hold nu kæft hvor sindssygt.” Tænkte jeg.

Efter små 10 minutter sad jeg pludselig ret tilfreds på bænken. Jeg kiggede atter på fisken der lå foran mig. Den var nu altså flot sådan en havgående regnbue. Jo jo, der manglede da lige hjørnerne af halen og den mindede egentlig mere om en for tyk marcipan gris end en fisk, men fanden skulle da stå i, om man ikke var glad for sådan en fisk fanget på kysten. Også selv om det ikke var en havørred.

IMG_1235

Vi havørred fiskere drømmer ofte om de store fisk. Dem der kan få os til at sætte vinge i feltet trofæ på fangstjournalen og som gør os til helte ved vennerne i et stykke tid.
Vi drømmer om de vilde og hidsige fights fra kæmpe fisk som flyver ud af vandet og som efter brutale udløb til sidst efter halve timer endelig lader sig lande.
Når det så endelig sker i virkeligheden er det alt andet end lange og hårde fights der tænkes på.

”Hold så op med det springeri.” Tænker man.
”Så slap dog af for helvede.” Tænker man bagefter.
”Hold dig væk fra blæretangen. Ikke gå ind i snørebåndene. Nej, nej. Ikke gå ned mod pælen.”

Når først trofæ fisken er på, så ønsker jeg i hvert fald, at den bare vil slappe af og opføre sig ordentligt, at den vil holde sig langt væk fra alle forhindringer og i det hele taget ville det være perfekt, hvis den bare lagde sig på siden efter hugget og lod sig kane ind uden yderligere anstrengelser. Så kan dem på 2 – 3 kilo slås alt det de vil, men 5 kilo + fisk, de skal være helt rolige.

Når det så til gengæld sker, så er det alligevel en noget amputeret følelse man står med.

Snydt

har flere pladser med chancer for trofæ fisk.
En sen sommeraften havde 5 fiskere sat sig for at besøge en af dem.

Alting var hyggeligt og det var netop meningen med denne tur. Vi er alle stressede folk, som alt for sjældent finder tid til at fiske på samme tidspunkt, men netop denne aften lykkedes det. Dette var en hygge tur og ingen havde trofæer i tankerne. Vi skulle have et bål senere på aftenen, grille en pølse på stranden og tale om alt det vi nu ikke får talt om, når der er koner og tilstede.

Vi skulle selvfølgelig fiske ja. Men det var på ingen måde hovedformålet med denne tur. Derfor havde jeg også taget spinnestangen med denne aften. Der skulle bare slappes af, for alle vidste at der kunne gå måneder inden vi kunne samles igen alle sammen på denne måde.
På et tidspunkt ser en af gutterne noget aktivitet mellem 2 strømskel langt fra land. Jeg lader min 16 grams Kinetic wobler flyve ud mod stedet og efter 4 omgange på hjulet stoppes wobleren af noget tungt. Fisken buldre lidt rundt derude, men følger pludselig uden videre med ind mod hvor vi står.
Hug ok, første 30 sekunders fight ok, men så pludselig nærmest ruller jeg fisken 40 meter med ind med hjulet uden at den nærmest slår med halen.
Jeg bliver pludselig i tvivl om hvad det er der har hugget. Det føltes jo ret godt i starten, men nu er det nærmest som om jeg har fat i 4 kilo blæretang. Da fisken er 20 meter fra os stiller den sig på højkant og en hale der mest af alt minder om bladet på en skovl rejser sig ud af vandet.
Jeg stirrer på makkeren ved siden af mig. Han stirrer på mig, mens han udbryder. ”Den er kraft ederme stor.”
Uden større tumult bliver fisken nettet mindre end 3 minutter senere. Jo, jo, den flaksede da lidt fra side til side, men jeg har haft 2 kilos fisk der anstrengte sig mere end denne fisk gjorde.

Chris Halling med stor havørred79 cm. og 6,4 kilo. En helt igennem fantastisk havørred. Fighten kommer jeg dog aldrig til at prale med, da den stort set ikke fandt sted.
Fisken havde simpelthen fået lukket munden af trekrogen. 1 i overmunden og 2 i undermunden. Om det var det der gjorde at den ikke fightede skal jeg ikke kunne sige, men iltet gællerne har den i hvert fald ikke fået under denne fight. Det var simpelthen umuligt.

Man kan aldrig forberede sig på hvad der vil ske, når de virkelig store fisk tager ens agn der ude. Uanset hvor mange store fisk man har fanget i sit liv, vil de rigtig store fisk aldrig være forudsigelige og nogle gange bliver vi simpelthen snydt så vandet driver. Mange gange er fiskene større end vi egentlig troede når først de ligger på stranden og andre gange……. ja der forholder det sig helt anderledes.

Og dem der næsten var det

Sted : Lillebælt. Samme plads som den store regnbue blev taget på.
Tidspunkt : 2 år og 3 måneder efter den store regnbue blev landet.

Dette er en af de alvorlige ture.
Martin og Søren er med og der skal fiskes. Vi er venner ja, men dette er ikke en hyggetur.
Vi er her for at fange fisk og som fiskere nu engang ofte også er, mellem venner, for at udfiske hinanden.

Vi havde lige 20 minutters hygge på bænken i skumringen hvor vi delte en bajer, men nu havde mørket lagt sig og dåsen var tom. ”Så er det nu”, sagde jeg og som 3 raketter ud af en flaske fløj 3 fiskere ud i vandet til de pladser de nu fandt bedst.

Vi havde, mens vi endnu var venner set flere ret gode havørreder i overfladen derude, så de var i hvert fald på pladsen denne aften. Nu var vi barnlige konkurrenter som ville hade at høre en af de andre råbe ”Så er den der” ude i mørket. Venskaberne er selvfølgelig aldrig sat på spil, men nu gjaldt det ære og prale ret og så kunne vi altid være venner igen i morgen.

Søren havde fået stillet sig helt rigtigt denne aften og flere gange så han en ret god havørred i overfladen blot 10 meter foran sig. Jeg havde også set den, men det var Sørens fisk der hvor den stod, så man måtte jo bare håbe at den ikke ville have hans flue.

Jeg fisker mig langsomt ned mod Søren, men holder hele tiden den respektable afstand der gør, at jeg ikke forstyrrer hans fiskeri. Det kan godt være at det gælder ære og respekt, men vi stjæler ikke hinandens fisk. Da jeg er cirka 40 meter fra Søren sker det, som sker så ufattelig sjældent i ethvert fiskeliv. Min flue bliver hugget med en voldsom kraft i den hårde strøm da den er svunget helt rundt i strømmen og nærmest ligger parallelt med kysten igen. Dette var ikke bare et hårdt hug. Dette var simpelthen hugget over dem alle.

IMGP8029

Jeg får spændt stangen op til fisken som øjeblikkeligt kvitterer med et udløb, der på mange måder mindede om den store regnbueørreds, men uden at fisken viser sig i overfladen. Fisken hamrer ned langs kysten og da den endelig stopper og stiller sig i strømmen er jeg efterladt med meget lidt tvivl om, at dette er en virkelig stor havørred. Ude af stand til at flytte den med en klasse 8 stang når jeg at råbe det ingen gider høre andre råbe i mørket.

Storfisk?

”Så er den der. Den er FUCKING stor den her.”

Jeg har kun lige råbt det, da fisken med voldsom styrke sætter af i endnu et udløb nedstrøms. En styrke jeg kun har set tropiske fisk have før. Uden at jeg kan stille noget som helst op, andet end at holde ved stangen fjerner fisken yderligere 30 meter line fra hjulet og jeg står måbende tilbage.

”Shit den er stor.” Tænker jeg.
”Fuck den er stor.” Råber jeg for anden gang.

Pludselig begynder Søren at danse i vandet 50 meter væk. ”Den er rundt om mine ben.” Råber han. ”Din flueline er rundt om mine ben og fisken gået ind mod stranden på den anden side af mig.”

I et ellers panisk øjeblik, gør Søren det eneste rigtige og holder op med at danse breakdance i skridt dybt vand. Han bakker stille og roligt ind mod stranden med flueline om benene. Man kan kun takke manden for det kølige overblik bagefter.

Køligt overblik var i mellemtiden ikke noget jeg havde. Efter at Søren havde bakket nogle meter, besluttede fisken at forlade det helt kystnære vand og skød nu ud i den hårde strøm igen. Som hvis man havde sat fluen i en stor tyr, fløj den atter nedstrøms. Ned mod næste forhindring. Den enlige pæl i vandet 60 – 70 meter nede af stranden. Jeg vidste, at hvis den gik rundt om den, så var det slut. Alt eller intet beslutningen blev taget og jeg lagde fuldt pres på fisken som stoppede ganske tæt på den “piv uhyggelige” træpæl i vandet.

Nu stod den så der. De vildt kraftige dunk i stangen fik mig til endnu engang at udbryde med skælvende stemme.
”Er du fucking sindssyg, den er stor den havørred her.”

På intet tidspunkt havde den lavet så meget som bare en hvirvel i overfladen. Fisken flyttede sig nu ud på dybere vand og jeg mente nok, at tingene efterhånden lignede noget der mindede om kontrol. Martin var kommet til med det frelsende fangstnet. Mest af alt frelsende fordi, at jeg stod foran kæmpestore sten som ikke var et særlig godt landingssted for en regulær kæmpeørred. Fisken var nu tydeligt træt og lod sig noget nemmere end før manøvrerer rundt. Jeg tændte pandelampen for se den. Det ville jeg sgu inden den eventuelt faldt af. Langsomt kom fisken nærmere i den hårde strøm og jeg havde forventet at se en kæmpe skikkelse i pandelampens lys, men………..

Næh…

Det der må betegnes som en helt almindelig størrelse Lillebælts havørred på senere målte 55 cm kom sidelæns ind i lyskeglen. Fluen sad fast forankret imellem nakken og rygfinnen på fisken. Jeg syntes jeg så Martin smile da den gled ind i netmaskerne. Jeg ved ikke hvorfor han var så glad.

”Hvor stor er den ?” Hørte jeg Søren råbe længere nede af kysten.
”Den er øhh….. ok.” fik jeg mumlet tilbage. ”Måske ikke helt så FUCKING stor som jeg havde givet udtryk for.” Fik jeg noget ærgerligt råbt tilbage.
Jo, jo. Tingene er ikke altid som de tager sig ud på de Danske kyster.

IMG_3518

Vi skal blive ved med at drømme om den store havørred der hugger en dag derude. Det er jo den der bringer os tilbage til vandet gang efter gang. Troen på at vi en dag også får fat i trofæ fisken.
Men det er ofte drømme langt fra virkeligheden og hvis man kun jagter den helt store havørred skuffes man ofte.

Jeg er glad for alle de fisk jeg fanger uanset størrelse og til tider fisker jeg ligefrem på steder, hvor kæmpe havørreden nok sjældent eller aldrig indfinder sig.
Men fiskeri er jo så meget andet en blot det at fange fisk.
Man ser en ræv. Man ser et marsvin eller en sæl. Man ser havørnen ude på Vestfyn eller oplever så meget andet end blot flex på klingen.

Drømmen om den helt store havørred dør dog aldrig og når den en dag hugger, så lad endelig panikken kommer over dig. Du skal nok komme til at nyde det bagefter når fisken er landet og du med 150 i puls står der på stranden.

Jeg håber at I alle må få nydelsen af at have fanget en rigtig stor havørred en dag.
Men pas på derude. Tingene er ikke altid som man forventer eller forestiller sig og nogle gange er selve oplevelsen af det skete større end fisken der huggede.

I fish, therefore I am.

Knæk og bræk derude.

Hilsen : Chris Halling.

Kommentarer?