Den gode planlægning giver flere havørreder

Fang flere med planlægning

Der er mange måder at jagte havørreder på. En fisketur kan og skal være spontan en gang imellem. Vejret er fint – AFSTED!

Men ofte giver det god mening at planlægge sin tur efter havørreder lidt bedre. Jeg bruger gerne en del tid op til en længere planlagt tur og i det følgende vil jeg præsentere nogle af de værktøjer som jeg benytter mig af. Som eksempler har jeg brugt de oplysninger jeg har fundet i forbindelse med en tur til Langeland 6. september 2014 (Ristinge, Morgentur):

 

Vind og vejr

Vi kan ikke komme udenom at vind og vejr spiller en rolle for vores valg af plads. Vi ved godt at bølger og blæst er godt for havørredfiskeriet, men de færreste af os gider at kaste baglæns eller over modsat skulder en hel dag. Et hurtigt opslag på DMI eller YR.NO kan give en god indikation på forholdene på dagen.

Men er man ude i god tid, kan det også godt betale sig, at holde øje med vejret op til. 15 m/s pålandsvind dagen i forvejen kan betyde at vandet ikke er fiskbart.

 

Når jeg kigger efter strøm kan det både være hvornår strømmen topper og hvornår den vender – afhængig af den plads jeg nu fisker på. Jeg bruger oftest DMI's men den mere nørdede udgave fra Forsvarets Center for Operativ Oceanografi er også god.

Man kan vælge strømhastighed og retning samt se den animerede prognose. Den er vældig brugbar. Er jeg på tur, må jeg ty til Sejladsudsigten (findes også til Iphone). Den lider lidt under at man ikke kan zoome nok ind men appen er en fantastisk hjælp når man står ude ved vandet. Og pr 2018 opdateres den ikke længere desværre.

 

Bundforhold

Bundforholdene er en supervigtig parameter og med de fantastiske luftfotos som vi kan betjene os af i dag, er man virkelig godt hjulpet i jagten på havørreder. Google Maps kommer oftest til kort i forhold til krak.dk, hvor man for det meste kan se bunden en del tydeligere.

Udklip

Der kan dog være steder hvor bølger giver en dårlig sigtbarhed, men oftest er man bedst tjent med krak. Den findes også som app og den er fantastisk at have, når man skal finde de gode spots i mørket. Telefonens GPS sørger for at man hele tiden kan se sin egen position.

Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at kortene ikke altid er opdateret idet bundforholdene kan skifte meget hurtigt.

I dette tilfælde bliver det tydeligt at området nedenfor skrænterne ved Ristinge ser ret interessante ud. Der er masser af mørk bund og masser af overgange til sandet. Det er guf til havørreder! Længere mod øst bliver bunden mere homogen og sandet (ikke vist).

 

Vanddybde

Jeg har tidligere omtalt betalingsappen fra Navionics. Den er god til at se dybdekurverne og eventuelle pejlemærker på land. I dette tilfælde følger dybdekurven pænt land og signalerer ikke noget om, at der er steder hvor der er dybt vand helt tæt på.

Ingen afslørende dybdekurver i dette tilfælde

Men havde der nu været en kurve som svingede mod land, ville det være oplagt at bruge lidt ekstra tid her for havørreden elsker disse steder.

 

Tidevandet kan have en del betydning på en given plads. Nogle pladser fisker bedst ved højvande – andre ved lavvande – og nogle når strømmen løber stærkest.

Oftest bliver det min kalender som bestemmer og ikke tidevandstabellen, men jeg har en tidevandstabel liggende i min Dropbox og den skæver jeg da også til. Den er hentet fra DMI's hjemmeside.

Tabellerne findes kun for enkelte steder i Danmark så der skal korrigeres lidt. Eksempelvis har jeg i dette tilfælde hentet tabellen for Slipshavn (Korsør).

Der skal lægges en time til grundet sommertid og ca. yderligere en time grundet afstanden. Dvs vi rammer lavvande ca. 05.45. Godt eller skidt? Vides ikke, men rart at kunne notere efterfølgende i sin dagbog.

 

Det andet

Sociale medier kan og bør benyttes. Det er altså ikke snyd.  Eksempelvis findes der på Facebook adskillige lokale grupper hvor folk har stor viden om stederne. Og ofte vil de gerne dele (lidt) ud af deres viden. I dette tilfælde smed jeg en opfordring op i Havørredfiskeri på Fyn (søg på mit navn eller “Ristinge”) som kastede lidt svar tilbage. Min erfaring med sociale grupper er, at man skal give for at få, så når en “ny” kigger forbi uden at have givet noget til gruppen inden, kan man måske ikke forvente det vilde. Men – det kan aldrig skade.

GPS data i billeder er en anden – mere lusket – mulighed man kan benytte sig af. Jeg bruger hjemmesiden http://exif.regex.info/exif.cgi. Her kan man uploade et billede og hvis der er GPS data i, får man vist positionen på et kort. Snedigt ikke? Det skal dog siges at der er flere billeder som IKKE har data i sig, men det er altid et forsøg værd når man skal inspireres til nye pladser.

En test af funktionen kan findes her hvor man skal indsætte “https://seatrouting.com/wp-content/uploads/2018/11/20140906_062807.jpg” i adressefeltet og (nu – ikke tidligere) markere at man ikke er en robot. Nedenunder kan man så vælge om GPS data skal indsætte i Google Maps, Yahoo osv.

Man kan ikke bruge funktionen til Facebook billeder, da de fjerner EXIF data, men jeg har eksempelvis luret flere fine pladser ved at checke billeder fra Sportsfiskeren og diverse fora på nettet.

Fik jeg så havørreder ud af turen? Ja da – læs beretning her:

Forberedelserne gav pote - der var havørreder på pladsen

Forberedelserne gav pote – der var havørreder på pladsen

Skriv et svar