Kan I huske Katrine og hendes vej ind i fluefiskeriet? Efter lang tids higen og søgen, har hun nu fanget sin første havørred. Og den oplevelse deler hun med os her.

At holde ved

Ruserne står tæt i Skansehage bugten

Hvis målet med at fluefiske var at få mad på bordet, må al det vifteri med en fluekæp betragtes som uhyre ineffektivt. Men min glæde ved fluefiskeriet forudsætter at jeg forkaster selve præmissen om at det er en målrettet aktivitet. Jeg begyndte at fluefiske i forsommeren 2017, kort før jeg fyldte 50. I begyndelsen var fluefiskeriet nærmest som et romantisk sværmeri, som beskrevet i et tidligere blogindlæg her.  De reelle udfordringer ramte mig hårdt, gang på gang. Jeg ved ikke, hvorfor jeg holdt ved så længe. Men drømmen om at fluefiskeriet kunne give oplevelser af skønhed, ro og balance forlod mig aldrig. Jeg er nået til et punkt, hvor hver fisketur giver en opladning af krop og sind. Men fiskene er der langt imellem.

Al begyndelse er svær, siges det. Ha! Svær dækker det slet ikke. Det har krævet stædighed at række ud efter fluestangen den ene gang efter den anden. Min krop og hjerne har særdeles svært ved at samarbejde om kastekunstens krævende motorik. Man kan med en vis rimelighed kalde mig talentløs. Det lidt jeg kan med en fluestang kan jeg kun fordi jeg stædigt har nægtet at give op. Jeg har skåret tænder i arrig frustration mens jeg langsomt klatrede opad og gled tilbage på min læringskurve. Måske er det et grundvilkår, at glæden ved at opnå noget bliver så meget større, hvis vejen dertil har været lang og tornet.

En feriedag i oktober

Den 16/10/2018 begyndte som mange andre feriedage i sommerhuset; med at sove lidt længere end jeg strengt taget havde brug for. Et orange skær på en diset himmel set fra sengen afslørede, at morgenen derude var helt vidunderlig. Jeg gjorde mig klar hurtigst muligt, men jeg var alligevel sur på mig selv, da jeg var fremme ved Skansehage lidt efter klokken ni. Hvorfor havde jeg ikke kunnet snøvle mig sammen til at komme tidligt afsted til den smukkeste tågeslørede efterårs-solopgang? Jeg prøvede at lægge selvbebrejdelserne væk, men det var svært.

Mit dårlige humør blev ikke bedre lige med det samme. Der stod et kæmpe spindelvæv af ruser og net, som gjorde fluekast helt umuligt for en der har så lidt kontrol over linen som jeg. Fiskeri i den inderste del af bugten var udelukket. Jeg trak bevidst vejret dybt, gav slip, og bevægede mig langt ud ad tangen.

Forholdene var helt perfekte derude:  Diset solskin med den letteste antydning af en brise. Der var efterårsvarme i luften som gjorde vadejakken overflødig. Det var en fuldstændig blikstille morgen, hvor eneste lyd fra naturen var fuglesang i luften over skanseheden. Jeg var fuldstændig alene. Alt tegnede godt og jeg havde næsten glemt min irritation over alle ruserne på min planlagte plads.

Forstyrrelser udefra

Jeg havde lige akkurat kastet to gange da to hold kaproere nærmede sig. De råbte kækt til hinanden fra deres to både, som de roede frem og tilbage i bugten mens en motorbåd nærmede sig. Da kaproerne var væk skar påhængsmotoren sig ind i min øregang som et andet tandlægebor. Og jeg kan IKKE lide tandlægebor. En vulkan i mit indre ulmede vredt. Det skulle have været så godt, men… og jeg kunne ikke abstrahere fra dette mikroskopiske first-world problem.

Kastene fungerede slet ikke.

Jeg kunne overhovedet ikke få mine kast til at fungere. Den ene gang efter den anden landede fluelinen i en dynge 10 meter fra stangspidsen. Jo mere indebrændt jeg blev, jo mere anstrengte jeg mig, og jo værre blev det.

Pausetid. Tid til at studere vandoverfladen. Varm te i rygsækken. Aaah! Men jeg havde glemt min ostesandwich, og jeg havde ikke fået morgenmad hjemmefra. Aaargghhh!!! Jeg er et kortluntet bekendtskab når jeg er meget sulten. Det var vist godt, at jeg var alene.

Min lykke vendte med vandskiftet. Bittesmå bølger afslørede, at strømmen nu førte vand ind i bugten. En løber nærmede sig. Min mand. Min mand med min ostesandwich. Kærlighed har mange ansigter.

Endelig kom den

Tidevandsfloden skabte tydelige strømskel i den stille vandoverflade. Jeg begyndte at kaste ud forbi strømskellet og fiske ind over strømmen. Kastene fungerede bedre og bedre. Pludselig var der et indtag, som virkede trægt – tang igen? Men linen sprang til live i mine hænder.

Et år, fem måneder og fire dage efter min første introduktion til fluekast trak jeg min første havørred ind. For at citere en fræk gammel revysang: den var ikke så stor, men den var der! Jeg tilslutter mig også en kliché som mange kvinder ved er sandt: det er ikke størrelsen, men gørelsen. Den lille fyr var en fighter som sprang helt fri af vandet adskillige gange. Og en fisker som var kommet til i nærheden af mig tog nogle billeder, som vist tydeligt viser, at jeg var glad.

Fiskeforbandelsen brudt

En stor succes oplevelse med en lille bitte fisk

Min fiskeforbandelse er tilsyneladende brudt. Jeg klarede det selv, kiksede kast og klodset håndtering af kæppen til trods: I did it my way. Jeg er lige så meget en fighter som den fine lille fisk i mine hænder i morges. Jeg søger straks tilbage til vandet igen. Fluefiskeriet er begyndt at give mig en fornemmelse af frihed, som overvinder angsten for at fejle. Ganske som jeg håbede, dengang jeg som grøn nybegynder lod mig inspirere af dette lille digt af Erin Hansson:

There is freedom waiting for you

On the breezes of the sky

And you ask, “What if I fall”?

Oh, but my darling, what if you fly?