December har traditionen tro ikke budt på megen tid fri – og endnu færre fisk og fisketure. Billedet var det samme for Jesper som ud over en tur efter undslupne regnbuer heller ikke havde fået fisket det vilde. Da vi skrev sammen op til weekenden var det derfor et par grundigt sultne kystfluefiskere der enedes om en tur sammen i weekenden. Det blev til en hel dag i det det fri og sandelig også en flok fisk.

Udsigt til spejlvand

Selv havde jeg haft en enkelt tur mellem jul og nytår, hvor den første nulbon i lang tid blev trukket. Men vigtigst af alt, så fik jeg testet mine nye finner til flyderingen: De usandsynligt dyre Force Fins, som jeg dog havde erfaret gør en stor forskel i flyderingen. Helt kort: De skuffede ikke og ER pengene værd, hvis man mener det alvorligt med fiskeri fra .

Pürschfiskeri på lavt vand

Jesper pürscher på det lave vand

Med udsigt til spejlblankt vand havde vi begge #5 stængerne med hvis der skulle pürschfiskes på lavt vand. Det ville være SÅ fedt hvis der skulle vise sig at være fisk i overfladen.

Let forsinkede ankom vi til pladsen i det tiltagende lys. Dog med lidt over en halv time til solopgang – og tidligt nok til at vi lige kunne kaste en kop kaffe i skroget inden det kolde vand skulle indtages.

Vi startede ud ved et relativt dybt med 100 meters afstand til hinanden. De inderste meter blev behørigt fisket af inden vi vovede os ud. Men efter første gennemfiskning uden at mærke noget skiftede Jesper til en anden plads imens jeg gav badekaret en tur mere.

En flok grønlændere

Jeg havde et stykke tid leget med idéen om at lave en vinterudgave af Jan Grünwalds “Nullerbassen”. Lille dobbeltkrog, sort chenillekrop, flueopink rygskjold og hale med et lille palmerhackle.

Pinkybassen

Pinkybassen. En lille Guldbasseaffødt fluorescerende sag

Dyret blev behørigt søsat men efter få kast viste den sig at kæntre. Originalmønstret bindes på en dobbeltkrog med opadbøjet krogøje og jeg tror faktisk at det er med til at stabilisere fluen frem for et nedadbøjet øje.

Der er hacklefibre på undersiden og ikke meget på oversiden, så rent intuitivt vil jeg skyde på at øjets bøjning gør en forskel. Heldigvis havde jeg lavet en “quick-and-dirty”-udgave som almindelig hackleflue. Den røg på – og holdt pladsen i a-kæden resten af dagen.

En halv time efter solopgang skævede jeg ned imod Jesper som nu var 500 meter væk. Og søreme om det ikke så ud til at han havde flex på klingen! Jeg fiskede videre i mine egne tanker indtil det slog mig at telefonen vist var på lydløs, så jeg ville ikke opdage hvis Jesper havde skrevet.

Det havde han. Flere fisk på land og fisk i overfladen! “Jeg kommer straks” lød svaret tilbage. Ingen grund til at fryse bollerne af når nu man kunne få varmen af en rask travetur. Og fisk i overfladen – ikke mindst.

En mink på spil

Da jeg nåede frem så Jesper nu lidt søgende ud. Han var gået på land og havde blik og fokus stift rettet mod stranden og stenene.

Det viste sig at han havde lovet fruen fisk til aften og gokket en grønlænder midt i fyrrerne. Efterfølgende havde han set fisk i overfladen og glemt alt om fisken. Og nu var den altså pist væk. Sikkert nappet af en hurtig mink.

Imens Jesper ledte videre blev jeg instrueret i at fiskene stadig var helt inde. Vi stod ved et revlegennembrud med smalle badekar på begge side og de var altså stadig inde på det lave vand.

Gammarus

Målsfisken havde 10 i maven

Efter ganske få kast med det pinke kreatur var der en undermåler der forbarmede sig og nulturen dermed afblæst. Kort tid efter var der igen bud efter fluen. Denne gang en fisk lige over målet som kom med hjem frem for at blive udsat for en hårdhændet operation for at fjerne fluen.

Vel hjemme viste den sig overraskende at have spist en del tanglopper. Jeg troede faktisk at de var gået i hi med en vandtemperatur på 3-4 grader. Der findes næsten ikke noget bedre end at blive klogere på havørreden og dens byttedyr.

Kaffetid

Der var nu dukket et par folk op nede ved vores tasker, så vi måtte hellere komme tilbage så de ikke løb med reservestænger og andet grej – hvis det nu var den slags folk. Det var det nu ikke – det var såmænd Poul Bager fra HS Lauget og Anders Schultz a.k.a Guldbassens fader.

De havde nu hverken set, mærket eller fanget noget og var, tændt af den hellige ild, i gang med at fiske pladsen igennem.

Både Jesper og jeg selv havde i den grad tid til og brug for kaffe, røg og en god pause. Fiskene var på land og vi trængte begge ligeså meget til at slappe af ved vandet frem for at slå den store fiskemaskine til.

Snakken gik mod laplandsture og den kommende tørfluesæson, da jeg på 150 meters afstand så en god hvirvel indenfor kasteafstand.

Fisk i overfladen

Når man nu sukker efter fisk i overfladen, så må man lade kaffe være kaffe og agere på det. Vi bliver derfor enige om at lave en knibtangsmanøvre på fisken. Altså – gå ud på hver side af den/dem og fiske imod hinanden. På 150 meters afstand kan man ikke bedømme den præcise placering så det lyder som en fin ide.

Jeg har jo set fisken og fornemmer at der skal vades lidt dybt for at nå den. Jesper, som tager højresiden, holder sig lidt inde. Vi nærmer os hinanden uden at mærke noget og Jesper beslutter sig for at skifte plads da vi er 15 meter fra hinanden. Meeen jeg vil nu fiske helt færdigt – særligt fordi der her strækker sig en tunge af mørk bund ind imod os.

Ud af det blå viser fisken sig igen – indenfor kastevidde. Eller – det vil sige – Én fisk viser sig, for vi ved jo godt at der tit er flere i en flok.

Dejlig vinterfisk omkring den halve meter

Det er en god bølge og på den kviksølvagtige vandoverflade forstærkes indtrykket af en god fisk. Det er faktisk en af de situationer, hvor jeg nogle gange kan blive lidt forivret og kludre kastet. Men på magisk vis lander fluen perfekt lige hvor bølgen stadig ruller.

Et perfekt kast

I sådan et tilfælde forventer jeg altid at fisken tager efter de første 2 indtag. Eefter det tredje breder skuffelsen sig derfor langsomt. Men et sted imellem indtag 5 og 7 tages den lille fluobandit hårdt og en smuk og blank vinterfisk stryger ud af vandet. Som altid, når jeg ikke har fisket og fanget et stykke tid, bedømmer jeg den til at være større end den i realiteten er, så jeg pifter efter Jesper, som kommer ned.

Det er en rigtig akrobat, som når at stryge i luften næsten 10 gange. Undervejs bliver jeg sådan lidt pinligt berørt over at have piftet efter Jesper. Den ER altså ikke helt så stor som først antaget. Men så er han der jo til at tage lidt billeder med mobilen nu hvor jeg har fået den ind på det lave vand.

Den afkroges let og kan svømme tilbage.

Gooood tid

En god fisk giver altid ekstra ro i sindet og jeg håber altså aldrig at jeg vil nå dertil, at jeg ikke kan værdsætte en smuk fisk på halvmeteren.

Hvis der har været en flok, ser eller mærker vi ikke mere til den og resten af dagen går med at fiske lidt på nye pladser på vejen tilbage imod bilerne.

Vi ser og mærker ikke mere, men får tid til gode snakke med tilhørende gode kaffetåre. Og som vi taler om så er det faktisk godt at sætte barren lavt i disse kolde måneder. hvor der kan være lidt langt imellem fiskene til tider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *