At være nybegynder indenfor fluefiskeri kan være dybt frustrerende. Og det bliver ikke nemmere af at man har valgt kysten som arena for de spæde skridt.

Katrine Kirk er én af de mange som de seneste år har fået øjnene op for og forelsket sig i fluefiskeriet. Hun har gjort og gør sig en masse spændende tanker om fiskeriet. Og hun har indvilliget i at dele nogle af dem med os her på seatrouting.com.

”You can love completely without complete understanding”

Sådan siger Norman Maclean om forholdet til sin bror i bogen “A River Runs Through It”. Og præcis sådan er mit spæde forhold til fluefiskeriet i sig selv.

Den gode fortællings kraft

foto fra “A river runs through it”

Hvordan tændes en passion for fluefiskeri?

Der er utvivlsomt mange, der blev draget af fluefiskeriet da Macleans bog blev filmatiseret, og staten Montana fik en bølge af tilflyttere med lystfiskerlyster efter at filmen vakte bymenneskers drømme om billedskønne landskaber og fluefiskeri.

Gode historier og smukke billeder kan vække dybe længsler i mennesker. Men det som tænder lidenskabens flamme er sikkert meget forskelligt fra den ene til den anden.

Jeg er ganske nyklækket fluefisker, men jeg er blevet grebet med en heftighed som kommer bag på alle, som kender mig.

For et halvt år siden stødte jeg tilfældigt på en passioneret fluefisker, som fascinerede mig med indlevende og poetiske fortællinger om sin hobby. Jeg havde flirtet med tanken om fluefiskeri før, men det var kun blevet til en enkelt kort kastetræning, hvor jeg på ingen måde knækkede koden til kasteteknikken.

Dette var en helt anden historie end teenage-tidens mede- og spinnefiskeri. Med undtagelse af nogle torsk fra Øresund, en spandfuld fladfisk fra Rørvig og en enkelt meget stor king mackerel i Andamaner havet, havde jeg ikke fanget fisk i årtier.

Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor ideen om at blive fluefisker greb mig så stærkt. Samtalen med fluefiskeren inspirerede og vakte drømme på flere planer. Hans historier gnistrede, og jeg var letantændelig.

Jeg fik blandt andet den idé, at fluefiskeri måske kunne give min far og jeg et særligt interessefællesskab. Vi har stået på ski sammen i årtier, men efter han brækkede nakken i en surf ulykke for et par år siden er hans stamina på ski aftagende. Måske kunne vi fiske sammen? Han fisker lidt med flue, lidt med spinner, på nogle få udflugter om året. Jeg arrangerede et privat kastekursus for ham, mig og en god ven.

Naturen kalder øredøvende højt nu

I korrespondancen med vores kommende instruktør dukkede et meget intenst – men hidtil glemt – barndomsminde op til overfladen.

I Yosemite nationalpark væltede en lille smeltevandsflod ned over store, afrundede klipper i tindrende frisk luft. Solskinnet dansede klart i dybe grønne bassiner og jeg stirrede hypnotiseret ned i vandet.

Jeg var lige fyldt 11 år den sommer, og aldrig i hele mit liv havde jeg oplevet noget så vidunderligt som den flod. Jeg kunne se to store fisk der stod helt stille over bassinets sandbund, hvor strømhvirvlen som en anden diskokugle kastede rundt med lyset.

Vi boede i et telt som var spændt ud over en træramme, med feltsenge og en lille bitte brændeovn. Teltdugen var repareret hvor en bjørn havde jaget poten igennem. Dalen var smal og grøn og bjergtinderne havde sne på og floden kunne høres fra teltet hele natten. Der var vaskebjørne og små hjorte og jeg havde aldrig før følt mig så tindrende, boblende glad. Der var langt, langt, fra dette fortryllede sted til det støjende, lugtende Tokyo min familie havde forladt få uger forinden.

Min søster, mor og far så nok stedets skønhed, men jeg var vist alene om at blive fuldstændig tryllebundet af dalens magi. Efter kun to overnatninger i den paradisiske teltlejr skulle lejebilen fyldes op og kursen sættes mod Los Angeles. 

En af søerne på ranchen i Montana

Siden har mine naturoplevelser begrænset sig til steder, hvor civilisationen har gjort naturen lettilgængelig og forbrugervenlig. Bevares, der er smukt i Alperne, og jeg elsker at stå på ski. Luften, farverne, landskabet og dyrene i Rørvig hvor vi holder til i ferierne er også dejlige. Intet af det bliver dog særlig vildt.

Efter jeg for fem år siden begyndte at rejse hyppigt til en højtliggende jagtlejr ved Paradise Valley i Montana, har jeg oplevet hvor vidunderligt det kan være at komme helt derud, hvor jeg er det eneste menneske i hele verden. Jeg ved, at der findes vildere steder, og min appetit på store eventyr er vakt.

Det begyndte med en kyst

Vejen ind i fluefiskeriets forunderlige verden har vist sig at være mere udfordrende, end jeg havde forestillet mig. Instruktøren mente at jeg nemt kunne lære at kaste, fordi mange års klassisk ballet træning har givet mig en god kropskontrol og sikkerhed i mine bevægelser.

Han havde styr på fluekasteriet, men han fejlbedømte mit talent. Det tog mig mange år at blive god til ballet. Jeg kan mærke, at det kommer til at tage lang tid at blive god til fluekast! Og hver gang jeg står overfor en som kan det dér, bliver jeg fjalet og genert, så det bliver en kæmpe overvindelse bare at foretage et kast.

Jeg har ry for at være perfektionistisk anlagt og jeg vil gerne kunne det hele meget hurtigt. Når jeg ikke kan det jeg vil, bliver jeg hurtigt selvkritisk. Jeg er ekstremt blufærdig med at udstille, at der er noget jeg ikke kan finde ud af. Det er ikke en fordel, når man skal lære nyt og er afhængig af input fra andre.

Kastetræning på græs

Appetitvækker-kurset bød på kastetræning om formiddagen, en stor frokost, og en udflugt til fjorden. Formiddagens træning viste tydelige forskelle i vores niveau, og vi blev hjulpet fint videre med kvalificerede instrukser og en hel del temmelig kække bemærkninger, som bestemt ikke styrkede min koncentration. Jeg kan oplyse, at det er svært at kaste, når man er ved at bryde sammen af grin. Men det skal jo helst være sjovt, dette her, og det var det.

Da vi satte os til den store fiskebuffet på Rørvig Havn var humøret højt hos os alle fire. Min far og min ven havde tydeligvis en fest, både med træningen, instruktøren og hinanden. Dejlig mad og nogle øl & snaps trak ikke stemningen ned.

Så blev det alvor. Vil skulle en tur til vandet. Der stod en stiv brise ind fra syd-syd-vest, og valget faldt på den vestvendte side af Nakke Hage. Straks blev jeg skrækkelig nervøs og mærkbart mere ædru. Jeg vidste godt, at jeg slet ikke havde fået styr på kasteteknikken endnu. Jeg måtte minde mig selv om, at jeg ikke kan blive i min comfort zone, hvis jeg vil lære nyt og leve intenst. Det er vist godt, at hjertebanken ikke kan høres ud gennem tykke uldtrøjer og waders. Udfordringen var for stor, men glæden ved at prøve var dyb.

Jeg forsøgte at indfange min sindsstemning fra min allerførste fluefisketur mens jeg endnu var høj efter den fantastiske dag:

Det var grumset vand i sol og vind

Fjorden greb mig stramt og koldt

til bølgernes vuggende sang.

Mit hjerte satte i heftig galop.

Syv sekundmeters benspænd

syv meter line ude

åh, giv mig dét en gang til!

en arm og stang der ikke vil

syv sekunder med en hånd om min

instrukser i mit øre

jeg føjer mig og følger med

vi slipper linen løs på himlen

”sådan!”, han slipper mig

Mit næste kast får ikke vinger

humøret tager et dyk

jeg vil så gerne kunne selv

og når engang jeg kan,

vil jeg gå på vandet

Pause på kysten

Inde på stranden gjorde køletaskens forsyninger godt. Vi sad længe og talte afslappet mens eftermiddagssolen glimtede i vandspejlet. Det havde været en forbavsende sjov og hyggelig dag, i tillæg til den indlæring man vel må forvente af et kastekursus. Jeg kunne mærke på min far, at han var glad, sådan rigtigt. Alt var godt i verden, og nu var jeg i gang med fluefiskeriet. Jeg havde kun taget de spædeste første skridt, men en rejse var begyndt.

Appetit på meget mere

Der er så meget at lære. I takt med min langsomt voksende viden vokser bevidstheden om, hvor meget mere der er værd at vide og kunne for en fuldbefaren fluefisker. Jeg behøver dog ikke at vide mere, end jeg gør nu, for at nyde det specielle samvær ved at tage til vandet med min far. Vi kan være alene i vore tanker en tid, mødes og skilles og mødes igen. Samtalerne får en roligere rytme end når familien samles om et veldækket bord. Jeg håber, at vi har mange gode fiskestunder foran os.

Jeg er draget af æstetikken i fluekastets dansende line, den rolige graciøsitet i bevægelserne og farvespillet i vand og himmel. Naturoplevelserne bliver mere intense med en fluestang i hånden, end hvis jeg blot gik en tur langs et smukt vand. Det handler mindre om fisk end om oplevelsen i kroppen og sindet. Mit liv i byen præges af arbejde, familie og andre forpligtelser. Fluefiskeriet lokker med “zen zone” og mental nulstilling.

”Det skal føles dejligt”, sagde en mand som havde set mine krampagtige forsøg på at kaste efter meget stramme instrukser. Jeg så ham dansende svinge sin line langt ud over stille vand, og slappede af i mine bevægelser i de næste kast. Det er det bedste råd jeg hidtil har fået.

Jeg vil prøve at slippe kontrollen og perfektionismen. De hæmmer lærerige lege og eksperimenter. Jeg vil trække vejret dybt, sænke skuldrene og byde linen op til himmeldans.

“There is freedom waiting for you,
On the breezes of the sky,
And you ask “What if I fall?”
Oh, but my darling,
What if you fly?”
― Erin Hanson

Når man lige har fået det første par waders så skal de naturligvis prøves straks.