woolly bugger hvid

er mest kendt som en effektiv Put &Take flue, men seatrouting.com har tidligere vist at den kan være ganske effektiv på kysten. Jesper Vang Møller giver her et indblik i hvorfor han NÆSTEN kun fisker med dette fluemønster når fluestangen skal svinges på kysten

”Hvis du kun måtte fiske med én flue året rundt – hvilken ville du så vælge?”

Sådan er en del både interessante og, måske til tider, ophidsede diskussioner startet mellem fluefiskere verden rundt. Det er dog nok sjældent, at nogen fører det ud i livet og faktisk kun fisker med en flue/fluetype. Jeg kan komme i tanke om amerikaneren Jim Teeny, som stort set kun bruger sin ”Teeny Nymph” til alle fiskearter. Ligeledes danske Lars Juel Hansen, der er meget varm fortaler for til kystens ørreder. Der er helt sikkert mange flere derude – men endnu flere der har boksene fyldt med alle mulige forskellige fluer og bestemt vil frabede sig en ensidig flueboks.

Der er ikke tvivl om hvad mit svar på spørgsmålet er: ”Woolly Bugger”, eller ”wb´er” blandt venner. Jeg har taget valget for mange år siden og har næsten udelukkende brugt denne flue på kysten i mange år. Tager man et kig i min flueboks vil man se at der faktisk ikke er andet end Woolly Bugger, så lad os bare sige at jeg har en ret stor tro på fluen. Derfor skal nedenstående læses med forståelsens briller.

Kun til Put&Take?

Hvid Woolly Bugger

Jeg har nogle gange oplevet medfiskere som lidt skeptisk har set på min flueboks og henkastet spurgt om Woolly Bugger ikke mest bliver brugt til P&T regnbuer ”og sådan noget?” Jo, det kan der være noget om, men det gør den ikke nødvendigvis til en dårlig flue til kystørreder. Mange andre steder – specielt i ”hjemlandet” USA – er det en kær favorit for mange, når ørrederne ikke er i overfladen. Og det er egentligt ikke så underligt for ser man lidt nærmere på Woolly Bugger, så har den nogle grundlæggende kvaliteter.

Den pulserende hale af marabou giver vuggende liv til fluen, palmerhacklet tilfører pulserende bevægelse og binder man kroppen med dubbing binder den luftbobler til sig og giver et ekstra skær. Varierer man farvevalget i de tre materialer kan man illudere mange forskellige fødeemner.

Et paradoks

Som så mange andre gode ting i livet er Woolly Bugger et paradoks: den ligner, eller imiterer, ikke ét specifikt fødeemne og er derfor fortrinlig til at efterligne en hel masse forskellige fødeemner. En ikke-imitation der imiterer liv.

 

Fra fluebinderens og fluefiskerens synspunkt er min tilgang til kystfiskeriet jo ikke særligt spændende. Men jeg mener oprigtigt, at jeg med kun ét mønster i boksen med tiden har lært at fokusere på de mange andre aspekter der afgør om der kommer sølvtøj i hånden eller ej. Og da den ”den helt rigtige flue” aldrig vil kunne finde en der ikke er i vandet, hvor du er, så må disse aspekter alt andet lige være vigtigere end hvilken flue der er på forfanget.

 

Jeg er overbevist om at fluen først og fremmest udstråler ”liv”, frem for ””, ”” eller ””. Om det er rigtigt er svært at skaffe bevis for, for man kan ikke spørge forsøgsdeltagerne. Men den virker året rundt i alle mulige situationer, så antagelsen om at den blot udstråler liv eller ”bytte” er nok ikke skudt ved siden af.

Affiskning med Woolly Bugger

Fluens alsidighed afspejler sig også i den måde jeg fisker den på. Jeg fisker den hurtigt, langsomt, varieret, med korte og lange træk, og med korte og lange pauser. Udgangspunktet er næsten altid den gængse ”kystflueindtagning” med ca. halvmeter lange, jævne træk og korte pauser. Lidt hurtigere om sommeren og lidt langsommere om vinteren.

Woolly Bugger i brun

Brun Woolly Bugger

Ser jeg fisk i overfladen som jeg ikke kan få til at reagere på fluen, eller får medfiskere fisk, prøver jeg med varieret indtagning først. Der efter hurtig indtagning og til sidst langsom – først der efter begynder jeg at overveje at skifte farve eller størrelse.

 

Woolly Bugger har én ulempe i forbindelse med affiskningen: Man skal tjekke at halen ikke er viklet om krogbøjningen. Jeg gør det hvert 5-10 kast.

I begyndelsen irriterede det mig noget og jeg eksperimenterede med et nylonloop under halen og med noget lim på halen ind mod kroppen, så den blev stiv. Det tog livligheden ud af halen. Det er lidt som at have en stor, savlende hund man elsker højt. Der er nogle ulemper og pligter som man efterhånden lærer at leve med, fordi fordelene er større end ulemperne.

 

Mønsteret

Mine Woolly Buggers er lidt anderledes end originalen. For det første binder jeg dem ikke på lange eller ekstralange streamerkroge. Jeg har aldrig brudt mig om disse kroge, da jeg tror de lettere vrikkes ud under fighten. Jeg sværger til Kamasan B170 i str 2-10, men langt størstedelen af mine fluer bindes på 4-8 med en str. 6 som min absolutte favorit. Krogen er som sådan ikke en saltvandskrog, men den holder fint til brugen, specielt hvis man lige skyller dagens fluer i koldt vand, når man alligevel skyller sit hjul (og det gør vi jo alle – ikke?)

Langs marabouhalen lægger jeg gerne 4-6 stråler Krystal Flash på hver side i farven Peacock eller lys grønlig. Det er lettere at klippe flash af, hvis man synes fluen glimter for meget, end at forsøge at sætte det på ved vandet, hvis man synes der er for lidt. Kroppen laver jeg af en kystdubbing med lidt flash. Hacklet tørner jeg, som på originalen, fra krogøjet ned til halen og så låser jeg det med en kontra-rib, der består af 2 strå Krystal Flash der er snoet om en nylonline.

Belastning?

Jeg belaster fluerne på sidste halvdel eller sidste tredjedel af kroppen op mod øjet. Det sørger for at fluerne kommer ned. Det giver dem ekstra liv under indtagning/pauser og sørger for at de kan fiskes hurtigt ind.

Ofte ser man Woolly Bugger bundet med cone heads eller kuglekædeøjne, men jeg bruger det ikke selv. Det giver fluen en endnu mere livlig gang, absolut, men risikoen for en knækket stangtop er stor, hvis uheldet er ude, så jeg bruger det ikke.

Gummiben?

Gummiben er også en mulighed og jeg har også prøvet mig lidt frem, men jeg synes ikke at de fiskede bedre og det kunne være sindsoprivende at forsøge at styre både dubbing, gummiben, hackle og rib, så den version vil jeg overlade til særligt fingernemme fluebindere.

Mine favoritter er brun, creme og sort – samme farve i alle materialer, altså f.eks. brun hale, brunlig krop og brunt hackle.

Krog:Kamasan B170 str. 2-10
Tråd:Samme farve som kroppen, eller brun.
Belastning:Tungsten eller blytråd under kroppens forreste halvdel eller tredjedel
Hale:Marabou OBS: på hver side af halen lægger jeg 2-6 stråler Krystal Flash i farven Peacock (alt efter krogstr.) når halen er bundet ned. Jeg foretrækker halen noget længere end hele kroppen på fluen
Krop:Lidt grov dubbing, gerne med lidt flash i som f.eks. Coastal Dub. I mine øjne er en lidt langfibret dubbing bedre end chenillen, da den kan børstes op og blive mere luftig, hvis man vil have en mere transparent krop.
Rib:2 strå krystal Falsh (samme farve som i halen) snoet om/sammen med en nylon-tråd i ca. 0,015 tykkelse.
Hackle:Et hackle – jeg bruger tit Whiting Wooly Bugger-pack. Først 3-4 gange rundt oppe ved hovedet, så i palmer-stil ned over kroppen og rib til sidst fra halen og op til hovedet. Det er ret vigtigt at give de 3-4 runder oppe ved hovedet inden man bevæger sig ned over kroppen, da fluen ellers let kan ”spinne” i luften under kastet. Jeg bruger oftest hackler der er 1½ gange kroggabet, da det i mine øjne giver en mere levende flue. Sørg for at hacklets blanke side vender op ad eller mog dig selv, når du binder det ind, så kommer fibrene til at stå skråt bagud.

Bonus materiale

Lidt historie

Woolly Bugger, i den form de fleste kender den, tilskrives amerikanere Russell Blessing fra Pennsylvania. I slutningen af 60´erne fandt han på at sætte en sort marabouhale på en ”Woolly Worm” bundet på en lang streamerkrog, da han ville lave en imitation af en stor dovenflue i larvestadiet. Fluens oprindelse er dog nok mere broget og ligger nok længere tilbage i tiden. Men det var Blessing der fik mønsteret på tryk første gang. For øvrigt skulle det være hans datter der gav fluen det lidt pudsige navn.

Original opskrift:

Krog: lang/extra-lang streamerkrog

Hale: Sort marabou

Krop: sort chenille (den olivenfarvede krop kom hurtigt til, men originalen var sort)

Palmerhackle: sort hanenakke

 

havørreder på woolly bugger

Woolly Bugger er blevet banemand for disse smukke

Woolly Bugger viste sig snart at kunne fange mange forskellige slags fisk og der er siden kommet en masse variationer af fluen. Nogle med forskellige typer belastning, kropsmaterialer, flash/glimmer i halen, gummiben. Fælles for dem alle er dog marabouhalen og palmerhacklet.

Tråde tilbage

Det er muligt at det var Russell Blessing der først fandt på at sætte en marabouhale på en palmerflue. I bund og grund er det jo det den er: en palmerflue. Og skal man tilbage til hvornår disse blev fisket først skal man i hvert fald tilbage til 1676, hvor Izaak Walton publicerede den version af ”The Compleat Angler”, hvor Charles Cotton bidrog med kapitlerne om fluefiskeri. Her nævnes ”Soldier Palmer”-fluen første gang.

Man kan sige at en stor del af ”arbejdet” var gjort længe før Russell Blessing kom til. Men tilføjelsen af en marabouhale var nu lidt af en genistreg. Det vidner nemlig om en instinktiv fornemmelse for hvad der får en flue til at virke – simpelt, holdbart og livligt. Woolly Buggeren har fanget mange forskellige fisk rundt om i verden alt lige fra ørreder, over small mouth bass, og karper til tarpon.

Da min fascination af Woolly Buggeren var på sit højeste var jeg i 2005 på en tur med nogle venner til Los Roques. Jeg havde selvfølgelig et par Woolly Buggers med i boksene. Jeg ville gerne kunne sige at jeg havde taget en bone på en wb´er, men jeg fik kun nogle ”long follows” og et enkelt forsigtigt hug som jeg missede.

Én og kun én

Da jeg startede på kysten i 90´erne havde jeg mange mønstre at vælge mellem i boksen. Det skete ganske ofte at der blev skiftet flue mange gange på begivenhedsløse dage ved Horsens og Vejle Fjord. Men jeg fandt aldrig en favoritflue.

I 2000 kom jeg med i den lille hyggelige klub Bananfluerne og kom dermed i selskab med nogle meget rutinerede kystfiskere. De vidste virkelig hvad de snakkede om. De fiskede meget og der blev konstant udvekslet rapporter og sammenlignet/diskuteret resultater og oplevelser på de ugentlige klubaftener.

De havde alle en eller et par favoritter i boksen og det slog mig, hvor forskellige de var. Medlemmerne lod alle til at få mange fisk, selvom de fiskede de samme pladser og på samme tid. Tesen, som nok var kommet hurtigere til en kløgtigere person end jeg, måtte være følgende: Selvom de også havde mange forskellige fluer og kunne diskutere mønstre og materialer i timevis, så kunne det være at fluen/mønsteret ikke var afgørende? Var det måske parametrene vedrørende årstid, pladsvalg, tid på døgnet, vandstand, og tilstedeværelse af byttedyr der havde størst betydning?

Thomas Vinges bog

Det var også i den periode Thomas Vinge udgav ”Havørred på kysten” bind 1 og 2. Bøgerne var bygget op med en gennemgang af havørredens byttedyr og fluer der kunne imitere dem. Bøgerne vidner om stor entusiasme og kreativitet blandt skandinaviske fluebindere og havørredfiskere. Da jeg er opvokset med tørfluefiskeri i de jyske åer var jeg helt med på idéen om at imitere de byttedyr en given fisk må fokusere på i en specifik biotop og årstid, men alligevel…

Hvid udgave med blødere palmerhackle

Jeg vidste at havørreder blev fanget på alle mulige og, i mine øjne nogle gange, umulige fluer, som absolut ikke imiterede noget byttedyr. Selvom jeg var imponeret over bogen opfattede jeg den mere som et skrivebordsprojekt end ”de vises sten” (undskyld, Thomas Vinge!)

John Gierach

John Gierach har i en af sine bøger skrevet, at han på et tidspunkt legede med idéen om at prøve at binde en flue der IKKE kunne fange fisk/ørred, men at han opgav tanken. Han mente at der i siderne på de glittede fluefiske- og fluebindingsmagasiner var bevis for at der allerede var en hel hob af fluebindere der var i gang med det projekt – uden held.

Fra tanken om at fluevalget kunne være af underordnet betydning til at prøve med kun én flue i boksen var skridtet ikke langt. Men hvilken flue skulle jeg vælge? Hvis idéen om at specifik imitation ikke var afgørende, så skulle det jo ikke være en flue der specifikt imiterede en reje, kutling, tobis eller tangloppe.

Det skulle være en livlig flue med et neutralt udtryk der kunne imitere lidt af hvert uden at være specifik. I min flueboks faldt blikket på nogle Woolly Bugger i str 6, der var bundet med brun marabou, oliven- og brun-spættet chenille og et brunt palmer hackle. Ja, hvorfor ikke…?

Processen var ikke helt så skarp og bevidst som antydet her. Det var over nogle ture jeg kom frem til det her med at prøve kun én flue og at det skulle være Woolly Bugger, men efter nogle uger var det tydeligt for mig at det var det, der var sket.

Det første år havde jeg stadig boksene fyldt med alt muligt andet, men året efter døbte en kammerat mig og en af mine andre venner til ”The Woolly Bugger Boys” (”I fisker jo ikke med andet!”)

Hvad er vigtigst?

Det er mange år siden nu – starten af 00’erne. Selvfølgelig har jeg oplevet dage, hvor jeg er blevet ”grillet” af en af vennerne, men hvem har ikke det? Der vil altid være variationer i hvordan fiskene fordeler sig hvis man går 2-3 mand sammen. Men det er ikke fordi jeg entydigt kan se at det har med fluevalget at gøre. Og ja, der vil sikkert være mange som så alligevel har oplevet at en medfisker, eller de selv, har taget alle fiskene og at alt har indikeret at det var fluen der var afgørende. Men det kan altså lige så godt have været fluestørrelsen, indtagningen eller affiskningen/placeringen der har været afgørende.

Jeg har flere gange oplevet at selve vinklen på kastet og området det blev lagt i har været hemmeligheden. En af os har fået fisk, den anden kommer til, men mærker ikke noget før vi har byttet plads og mand nr. 2 lægger fluen i samme område og i samme vinkel/retning.

Så i mine øjne er den egentlige flue/det egentlige mønster sekundært. Til det skal det dog siges, at jeg jo fisker mine Woolly Buggers i flere forskellige størrelser (typisk 4, 6 og 8) og at jeg, hvis fiskene nipper i halen, ikke er bleg for at klippe denne eller andre dele af. Det hører dog til sjældenhederne.

Forskellige farver

Jeg bruger også fluen i 3 forskellige farver: Brun, creme/hvid og sort. Jeg vil tro jeg fisker den brune 60-70 % af tiden, den hvide 20-30 % og den sorte nogle få gange om året.

Jesper Vang Møller med 3-kilosfisk

Jesper Vang Møller og “Woolly Bugger” har gjort det igen

Så vil man skyde min påstand ned om at man kun behøver én flue, så kan man gøre det på den baggrund (reelt set er der jo både flere størrelser og farvevarianter). Men den brune Woolly Bugger er altid den jeg starter med og jeg prøver som regel først med den lyse på et sent tidspunkt.

Jeg eksperimenterer næsten altid først med fiskedybe, indtagningshastighed, valg af biotop-/plads-type før jeg skifter til den lyse – vintermånederne er undtagelsen, hvor det næsten altid er den lyse jeg starter med.

Lars Juel Hansen har på sin hjemmeside en nøje statistik over hvor mange ørreder han hvert år fanger på Kobberbassen. En sådan statistik har jeg ikke (hverken i fiskedage eller antal landede fisk på en specifik flue), men det viser bare at det klassiske engelske ordsprog: ”It´s not the fly, it´s the driver” – rammer hovedet på sømmet.

Når man lærer af det kedelige

Jeg kan til dels godt forstå at nogle læsere måske synes at denne tilgang kan være noget uinspireret og måske ligefrem kedelig. Der er perioder, hvor jeg simpelthen ikke gider binde endnu en Woolly Bugger og fluerne bliver sjuskede at se på.

Så kaster jeg mig over et kompliceret mønster eller en eller anden flue, som jeg ikke har bundet før, f.eks. . I en periode kommer de nybundne fluer med på kysten, men de bliver sjældent våde mere end et par gange og ingen har endnu fået en fast plads i boksen ved siden af Woolly Bugger.

Fra fluebinderens og fluefiskerens synspunkt er min tilgang til kystfiskeriet jo ikke særligt spændende. Men jeg mener oprigtigt, at jeg med kun ét mønster i boksen med tiden har lært at fokusere på de mange andre aspekter der afgør om der kommer sølvtøj i hånden eller ej. Og da den ”den helt rigtige flue” aldrig vil kunne finde en havørred der ikke er i vandet, hvor du er, så må disse aspekter alt andet lige være vigtigere end hvilken flue der er på forfanget.

Det er ikke fordi jeg plæderer for, at hvis du kun skal have én flue i boksen, så skal det være en Woolly Bugger. Lars Juel Hansens fluevalg og fangststatistikker skyder en sådan påstand ned med det samme.

Ved et tilfælde

Men jeg vil sige at mine erfaringer fra de seneste mange år viser mig, at man ikke behøver mere end et mønster i boksen. Jeg faldt så bare tilfældigvis for Woolly Bugger (måske fordi den var/er lidt upopulær blandt andre). Det er alle de andre faktorer der omgiver fiskeriet og din strategi, der er de vigtigste. Jeg kan af gode grunde ikke videnskabeligt bevise at min tilgang til kystfiskeriet ikke har givet mig færre fisk, end hvis jeg havde haft flere mønstre i boksen. Men jeg fanger i hvert fald ikke færre fisk end de kammerater jeg er på kysten med og det indikerer vel at jeg ikke er helt galt på den. Så længe jeg er tilfreds med fiskeriet og fangsterne er alt jo godt.

Jeg har lært meget af mine kammerater på alle de kystture jeg er blevet inviteret med på. Både gennem snak om pladserne og deres erfaringer med dem under forskellige forhold. Men så sandelig også ved at gå som ”2. mand” bagefter og se hvordan de fiskede pladserne af, hvor længe de gav dem en chance, hvor de stoppede op og lagde 5-10 kast ekstra og så videre. De fleste af dem vil nok også indrømme at de ikke tillægger fluen alt for stor betydning.

Nysgerrigheden er det vigtigste

En opmærksom, nysgerrig og reflekterende kystfisker bliver hurtigt farlig på kysten. Har denne så oven i mange ture på kysten kombineres det med en fornemmelse for fiskenes trækmønstre og aktivitetsperioder og så bliver han pludseligt rigtigt farlig.

Men fluefiskeriet er jo en hobby med en lang tradition for både en poetisk og en semi-videnskabelig tilgang til fluer og fluemønstre, som er både spændende og tiltalende for mange på et helt basalt niveau. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede at jeg, mine påstande til trods, tror at WB´eren har en lille ekstra portion woodoo end andre gode fluer.

3 kommentarer til “Woolly Bugger – den eneste ene

  1. Dejlig artikel om min yndlingsflue siden først i 1980’erne – det er nok værd at tilføje, at fluen også er fremragende til havørreder i åen, bækørreder og laks.
    Claus

    1. seatrouting siger:

      Ja – jeg kan godt huske at du også har et svagt punkt for den flue Claus 🙂

      mvh Torben

  2. Peter Stoltze siger:

    En artikel, hvor der bliver John Gierach, er altid foran på point 🙂 Mindede mig om denne på GFF, hvor der vel næsten må være tale om WB-OCD http://globalflyfisher.com/patterns/the-perfect-woolly 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *