Seatrouting – kystfluefiskeri efter havørred

Læs og lær om havørredfiskeri på kysten med flue

lillebælt forurening gødning havørred kystfluefiskeri

Med udgangspunkt i denne artikel fra Jyske Vestkysten lader Chris Halling tankerne flyve. Om bæltets tidligere storhedstider, om forureningen der ramte sidste år og om hans store kærlighed til og dets . Tank dig en god kop kaffe, sæt dig godt til rette. Og følg så med Chris og hans tanker til Lillebælts mørke vand.

Når en forurening rammer Lillebælt

Jeg kigger ud over Lillebælts mørke vand. Klokken nærmer sig 01.30 og det burde være lige nu, at det sker. Det var i sensommeren 2016 at jeg sad på min ynglingssten på stranden og ventede. Ventede på det, som altid er sket i Lillebælt om natten. Natjagende havørreder. De har aldrig fejlet før og man kan nærmest stillet uret efter deres ankomst. Så præcise er de.

Jeg har natfluefisket i dette vand i over 23 år og kender det som min egen bukselomme. Hver en stens placering. Hvert et tangbæltes formation. De små . Strømmens hvirvler og fluens svæv i vandet, når den passerer de mange læ og skjulesteder for havørreder i vandet.

Jeg ved næsten præcis hvor på fiskestrækket havørreden vil hugge og ved hvor hurtigt jeg skal indtage fluen under alle strømforhold, for at fange havørredens interesse. Så sikkert som når man bevæger sig rundt i sit eget hus i mørke, fordi man ved hvor alle møbler står og hvor dørene man skal igennem er, bevæger jeg mig hen ad den kulsorte strand. Uden om enhver forhindring, som hvis jeg gik igennem min egen stue om natten. Det er så godt, at jeg kender dette vand og strandene langs det.

natfiskeri lillebælt havørred kystfluefiskeri

Jeg kigger op fra kaffekoppen, som jeg tænkende har stirret ned i de sidste minutter. Strømhvirvlerne på vandets mørke overflade ligner sig selv. Som de har set ud i flere generationer, inden nogen overhovedet fik tanken om, at tage en med til dette vand. Normalt ville jeg slet ikke sidde her med kaffen nu, men stå på revet og lade fluen drive ned over de lokkende store sten i vandet. Parat som en bokser inden gonggongen lyder til kamp. Klar som en spændt flitsbue.

For det er lige nu, at havørreden hugger og hvis man ikke er 100% klar, så har man allerede tabt kampen. Det har altid været sådan i Lillebælt. Uden undtagelse i mange år, for naturen ændre ikke på noget, der er perfekt i forvejen. Lige som med hajerne i troperne, så stoppede havørredens evolution, da den nåede til et stadie, der definerer en perfekt skabning. 100% tilpasset miljøet omkring den. Et overlegent og fuldendt rovdyr.

Noget er forandret

Jeg kigger ud over det døde vand i nogle minutter. En desperat stirren efter liv. Jeg lytter til overfladens vand, hvor hvirvlernes brusende lyd, tidligere blev afbrudt af store sommerhavørreder, der brød overflade vandet i jagt efter og . Men nu er her stille…… stille som i graven. Jeg slår sørgmodigt og frustreret øjnene ned i kaffekoppen igen.
Havørreden kommer heller ikke på revet denne nat.

Det gjorde den heller ikke i sidste uge. Ej heller måneden før. For havørreden har tilpasset sig miljøet omkring den…….. 100%……… og det miljø, det har mennesket nu ændret på.

Jeg kigger over mod Fredericia havn. Det var lige der det skete. Det var lige der, at man på få timer, ændrede fremtiden for hele Lillebælt. På få timer ændrede man alt………. totalt. Man rykkede med miljøbalancen og havørreden rykkede videre…… ud af bæltet. For perfekte dyr kræver perfekte forhold og de forhold havde man nu fjernet.

Jeg tømmer irriteret resten af kaffen ud på græsset foran mig. Normalt ville jeg havde vadet ud på revet igen nu. Ud for at fange endnu en stærk, blank og perfekt havørred. Men jeg magter det ikke…… ikke denne nat.

Jeg pakker grejet sammen i bagagerummet på bilen. Min fiskeklud ligger pænt foldet sammen i hjørnet. Der burde havde ligget en flot og blank havørred på den…… måske endda 2. En sikker indikator på, at her går det godt og at her er miljøet i orden. Så godt faktisk, at det prægtigste rovdyr i vandet har valgt stedet som sit jagtområde. For havørreden er Danmarks miljøindikator.

De sidste 23 år har den jaget langs denne revkant og bag disse sten. Nu er den væk……… for vi ændrede dens betingelser.
Dermed ændrede vi også mit liv….. og mange andres liv. Men jeg er langsommere end havørreden til at forsvinde. Min hjerne nægtet at opgive håbet. Nægter at registrere katastrofens omfang. Nægter at acceptere, at havørreden ikke er her mere.

Men jeg er her endnu

Det er nu 1 år siden, at jeg opgivende sad på stenen ved Lillebælt, men jeg er her endnu. For håbet kan ingen tage fra mig.
er min religion. Havørreden min Gud og stærk tro kan ikke flyttes, selv om man sætter ild til verden og hælder gift i paradis.

Enkelte havørreder har fundet tilbage til revet, men jeg mindes de nætter, hvor enkelte havørreder var det, som vi forbandt med dårlige nætter. Jeg kigger over mod Fredericia havn og tænker på, at hvis fluefiskeri efter havørreder virkelig er min religion, så var denne verdens helvede lige netop derovre på kajkanterne. Der hvor alting stod i flammer og hvorfra ondskab fossede ud i paradis. Paradiset hed Lillebælt. Det var havørredens paradis. Det var mit paradis.

Hvis Gud en dag skulle spørge mig, hvordan mit paradis skulle være, så ville han få historierne om Lillebælt før branden i Fredericia. Fik jeg nogensinde valget, så var det der, jeg ville tilbringe hele efterlivet.

Jeg rejser mig og går ud på revet. Jeg er ikke synderligt religiøs. Tro flytter måske nok bjerge for nogen, men tro flytter ikke ved konsekvenserne af de fatale menneskelige fejl, der er skyld i Lillebælts skæbne.
En milliardendedel af Lillebælts historie ændrede 20 – 25% af hele mit liv. Det er den sandhed jeg må leve med. Det ændrer tro intet ved Det afhjælpes ikke gennem 1000 bønner til usynlige magter.

Det har INGEN konsekvenser for miljøet – eller de ansvarlige

“Det har overhovedet ikke haft nogle konsekvenser eller mærkbare følgevirkninger.” Siger de ansvarshavende.
“Det kan knapt måles og faktisk er det godt for plantevæksten i havet.” Fortsætter de.

Men hvad ved de egentlig ?

Jeg har gået herude om natten i 23 år. I mere end 1000 nætter, har jeg fulgt havørreden på vandring igennem Lillebælt.
Det er blevet så moderne, at udråbe sig selv som ekspert. Uanset uddannelse, så er titlen “ekspert” blevet et allemandseje.
Kystfluefiskeri om natten er den længste uddannelse i verden. Aldrig kender man alle svarerne. Aldrig bliver man færdiguddannet. Men hvis jeg blot et kort øjeblik påtager mig ekspertrollen (og det kan man vel godt tillade sig efter 23 års uddannelse i praksis), så siger denne ekspert, at tingene i Lillebælt har ændret sig markant. Så siger denne ekspert, at hvis man ikke kan se konsekvenserne, så har man gjort sig bevidst blind eller lukker øjnene for realiteterne.

Dette bakkes da også op af en anden ekspert (Stiig Markager, red). En særdeles uddannet en af slagsen endda. Han siger, at jeg skal vente 7 – 9 år, inden paradisets have atter er grøn. Han siger som mig, at de menneskelige handlinger har haft store konsekvenser.

Og sådan er det jo med alle handlinger. Er det ikke også det, som vi lærer vores ? At enhver handling afføder en konsekvens ?

Vi lærer dem at overveje deres handlinger grundigt… at tænke over konsekvenserne. At tage valg baseret på fornuftige og konsekvensovervejede beslutninger.

Men vi lærer dem også, at tage ansvar for handlinger. Også når dårlige valg er truffet. For vi er kun mennesker og grundet vore evne til frie tanker begår vi fejl. Og når det sker, så må man (undskyld udtrykket) FANDEME mande sig op og tage ansvar. Uanset hvor store konsekvenser det end må få for en selv eller ens virksomhed.

Sådan er det for langt de fleste mennesker. Vi må betale prisen for vores manglende evne, til at træffe ordentlige beslutninger.

Læs om Chris’ fiskeri efter de store havørreder

Når grådigheden tager over

Desværre har nogle af os udviklet en tilstand i hjernen, som hedder grådighed. En tilstand hvor nok aldrig er nok og hvor mere altid vil have endnu mere.

Ikke for at overleve, for man har jo allerede rigeligt, men fordi man aldrig bliver tilfreds med noget som helst og fordi begreber som størst, rigest og bedst er målebægeret for succes. Desværre hører ejerne af Dan Gødning til, i den kategori af mennesker. De vil ikke tage ansvar. De vil ikke erkende fejlens konsekvenser. De vil ikke betale prisen, for egne dårlige beslutninger.

Jeg håber, at andre indflydelsesrige kræfter vil stille dem til ansvar, når skyldfølelse, skam og menneskelig hæderlighed nu ikke indfandt sig selv i et grådigt sind.

7 – 9 år skal jeg og mange andre vente nu, inden paradiset Lillebælt er kommet sig over konsekvenserne af branden i Fredericia. Det føles som lang tid for en havørred fluefisker. Men jeg er mobil og kan flytte mig……. opsøge nye jagtmarker og andre paradis. Jeg skal ikke leve af Lillebælt og min overlevelse er ikke betinget af min fangst. Det er en hobby.
Havørreden har det nøjagtigt som mig.

Den tænker sikkert. “Hvor blev alle rejerne, tobiserne, børsteormene og alle de andre dyr jeg fangede langs revkanten af ?”
“Hvor er min gamle jagt ven torsken og sejen henne ?” “Hvorfor har vandet et andet skær og hvorfor vokser trådalgerne så voldsomt ?”

Måske er det lige nøjagtigt sådan havørreden har tænkt og som mig, fundet sig nødsaget til at finde nye jagtmarker. Den for at overleve. Mig fordi jeg jagter den jagende havørred.

Og sådan kom vi begge to ud af Lillebælt. En målbar konsekvens af en handling ingen vil tage ansvar for, har bragt os i den situation.

Men vi glemmer det aldrig

Vi husker paradiset Lillebælt, som det der var engang og vi længes tilbage dertil. Af hjertet længes vi, for i hjertet er kærligheden hos både mig og fisk, til revets strømfyldte kanter og de store stens strømlæ og evige produktion af fødeemner. Kærlighed til den fælles jagtmark og en forståelse for det unikke i stedet. Det er den kærlighed, som Lillebælt uden mindste tanke for sig selv gav os begge. Den kærlighed kan aldrig ruste…… håbet om at genfinde den aldrig briste. For det håb ligger også i hjertet.

7 – 9 år er længe at vente, for at slippe for konsekvenserne af grådige menneskers fejl. Men vi har hjertet på rette sted og længselen vil holde håbet levende.

Vores hjerter er rene og på rigtige sted. Ikke at ville tage ansvar for konsekvenserne af egne fejl, er en anden af grådighedens bivirkninger. Det er ikke blot uansvarligt.D et er direkte hjerteløst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.