kystfluefiskeri efter havørred på kysten - lineløkker, loops, løkker

En eller et kommer typisk med præfabrikerede løkker. Men helt ærligt – de er bare ikke særlig fede. Ofte holder de dårligt og selve løkken på fluelinen er coated og fylder dermed mere end nødvendigt. Læs med her og se hvordan man laver en rigtig god løkke, som intet fylder – og som bare holder!  

Færdige løkker holder for dårligt

Lad det være sagt med det samme. Der ER stor forskel på hvor gode og holdbare løkker der er på de færdige skydehoveder og flueliner. Men mange af dem har en meget kort levetid og flere producenter har taget konsekvensen og undladt at lave løkker. Typisk laver producenten en løkke ved at lægge kernen dobbelt og trække coating ud over. Den ser fin ud, men fylder en hel del. Typisk knækker coatingen hurtigt og så begynder løkken at gå i stykker.

Det seneste eksempel for mit eget vedkommende var det, iøvrigt fantastiske, skydehoved fra RIO, hvor løkkerne efter ganske få ture begyndte at gå op.

Men heldigvis er der råd for det. Man kan lave sine løkker selv. Det tager lidt tid indtil man får øvelsen, men man får holdbare og ikke mindst små løkker, som kan holde hele linens levetid.

Der findes alternativer

Der findes altid mange måder at gøre tingene på og jeg ved at mange godt kan lide at bruge krympeflex. Jeg har prøvet det og er vendt tilbage til den metode jeg vil vise her. Dels er det hyggeligt arbejde og jeg synes de bliver flottere og er 100% sikker på at de holder.

Du skal bruge

Remedier til at lave løkker

Nogle af remedierne til at lave løkker

For at komme i gang skal du bruge:

  1. Sprittusch
  2. Acetone
  3. Fireline eller bindetråd af kevlar
  4. Symaskinenål og evt en dubbingnål
  5. Loon Knot Sense og UV-lampe
  6. Skærebræt

Og så er du faktisk snart klart til at gå i gang

Fjern coating

Først skal vi have trukket coatingen af fluelinen. På nogle liner slipper den (for) let og på andre gør den ikke. Jeg bruger altid acetone til at opløse den med.

Du har typisk behov for et stykke på ca 10 cm uden coating. Man kan hjælpe sig selv lidt ved at markere de 10 cm med en sprittusch, for når man er komme et stykke ned i acetoneflasken, kan det være svært at vide præcist hvor overfladen er. Jeg dypper gerne lige en pind i flasken først og lægger afstanden fra åbning til overflade til de 10 cm.

Lad fluelinen ligge i acetonen i minimum 2 minutter. Gerne mere. Fluelinernes coatning er meget forskellig idet nogle går i opløsning med det samme imens andre kræver mere tid. Fælles for linerne er, at deres flettede kerne ikke tager skade af acetonen.

slyngestik omkring fluelinen

Der laves et slyngestik af firelinen

Dernæst er det tid til at trække coatingen af. Lav et slyngestik som vist på billedet og træk coatingen af i små bidder startende fra enden. I de fleste tilfælde flyver den af men nogle typer kræver små bidder og lidt kræfter. Pas på ikke at skære dig på firelinen.

Coatingen bliver blød som smør efter et acetonebad

Coatingen bliver blød som smør efter et acetonebad

Opsplitning af kernen

Næste step bliver at splitte de yderste ca 3 cm af kernen op. Det gøres lettest ved i meget små bidder, at stikke symaskinenål eller dubbingnål igennem kernen og ned på skærebrædtet under. Herefter trækker man let i linen. Det kræver lidt øvelse og tager lidt tid og der kommer uvægerligt til at opstå små knuder, som man helst skal få løsnet op undervejs. Men kodeordet er tålmodighed.

Så er de yderste ca. 3 cm trevlet op

Bortklipning af halvdelen af kernen

Når de ca 3 cm er trevlet op, er det tid til at klippe noget af kernen væk. Når vi om et øjeblik skal trække kernen igennem sig selv, er det nødvendigt at den ikke fylder for meget. Og bare rolig – vi ender med at klippe det hele væk, så man reducerer ikke styrken på løkken i sidste ende.

Jeg plejer at tage ca halvdelen, men man kan med fordel prøve sig lidt frem.

Kernen splittes i to og den ene halvdel klippes væk

Kernen splittes i to og den ene halvdel klippes væk

Nålen sættes igennem kernen

Så er det tid til at lege sydame. Tag den mindste symaskinenål du kan finde i æsken og stik den ind i kernen så tæt på coatningen som muligt. Herefter er kunsten at finde “kanalen” indeni kernen – for kernen er nemlig hul. På nogle kerner går det meget let imens det på andre kan være noget besværligt. Det er vigtigt at man undgår at fange enkelttråde undervejs. Det kan være svært at se, men det er med til at øge modstanden på nålen betydeligt. Herefter trækker man kernen på nålen som en sok på en fod – så meget som man kan få plads til. Og stikker nålen ud igen.

Nålen er nået igennem kernen

Nålen er nået igennem kernen

Kernen trækkes igennem sig selv

Så er det tid til at få lavet selve lineløkken. Tag et stykke fireline og læg det dobbelt. Stik det igennem øjet i nålen. Herefter skal du med denne nye løkke “fange” den optrævlede spids. Når du har spidsen inde i firelineløkken trækkes firelineløkken til. Afhængig af tykkelsen på fireline og kerne og størrelsen på øjet kan man nu MÅSKE trække den optrævlede spids igennem nåleøjet, hvilket letter det efterfølgende arbejde en smule. Men hvis ikke – don’t worry.

Firelinen er kommet igennem nåleøjet

Firelinen er kommet igennem nåleøjet

 

Den optrævlede spids er fanget af firelineløkken

Den optrævlede spids er fanget af firelineløkken

Og så er det tid til at det hele gerne skal gå op i en højere enhed: Har man fået trukket spidsen igennem nåleøjet sørger man for at nåleøjet er ca på midten af det optrævlede stykke. Og så trækker man nålen forsigtigt tilbage. Kernen skal gerne følge med og komme ud af hullet – tæt på coatingen.

Har man stadig kernen i løkken af fireline, skal man sørge for at holde den stram indtil den opsplittede del er begyndt at komme ind i kernen. Men herefter er det bare at trække nålen tilbage. Hvis den opsplittede del ikke følger med i første omgang (det gør den nok ikke) trækker man forsigtigt i firelinen og lirker kernen gennem sig selv.

Pas på! Man kan let komme til at trække øjet helt til og så skal man altså til at starte forfra!

Den optrævlede kerne er nået igennem. Nu skal størrelsen på øjet justeres

Den optrævlede kerne er nået igennem. Nu skal størrelsen på øjet justeres

Finish

Nu resterer der blot at få justeres størrelsen på øjet og en smule finish. Størrelsen reguleres bedst ved at tage en genstand med den ønskede diameter og sætte den ind i øjet. Så risikerer men ikke at få trukket øjet helt til. Personligt bruger jeg skaftet fra en dubbingnål og forsøger at lave øjet så lille som muligt.

Når størrelsen passer klippes den optrævlede ende af og man strammer sine løkker til. Den ydre kerne låser den del der ligger indeni og løber absolut ingen steder.

Jeg giver dog altid samlingen en klat Loon Knot Sense. Typisk kun fra coatingen, over det lille tynde stykke som opstår når man strammer op og et lille stykke op på stykke hvor løkken bliver tyk igen.

Lineløkken er færdig og mangler kun lidt UV lim som finish

UV limen glattes godt ud indtil man er tilfreds. Som altid gælder det at man hellere skal bruge for meget end for lidt. Man kan vælge at føre limen helt ud til selve lineløkken hvis man er bange for at kernen skal blive slidt. Jeg gør det ikke for jeg synes den er meget mere elegant, hvis man kun bruger limen på det “smalle” stykke. Men det er en smagssag

Til slut får limen en tur med UV lampen. Og man har efter lidt øvelse fået lavet sig de nydeligste, små og ikke mindst holdbare løkker.

Held og lykke med dem 🙂

UV limen belyses, så den hærder

UV limen belyses, så den hærder

Edit: Efterfølgende er der kommet gode tips og indspark på Facebook. Kom gerne med dit indspark også – enten herunder eller på Facebookopslaget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *