Seatrouting

Fluefiskeri efter havørred på kysten

Coastal Seatrout SHD er navnet på et relativt nyt fra Products. Det kom frem i sommeren 2015 og har siden vakt stor begejstring blandt danske kystfluefiskere. Seatrouting.com har set nærmere på det populære skydehovede.

RIO Coastal Seatrout – så godt at fabrikken ikke vil stå ved det?

Det pudsige er, at man trods den unge alder ikke kan finde oplysninger om RIO Coastal Seatrout på RIOs egen hjemmeside. Vi ved det jo godt – vi skandinaviske kystfluefiskere. Vi er en lille marginal gruppe som man ikke bemærker særlig meget på den anden side af atlanten, men når man nu angiveligt har gjort sig den ulejlighed, at producere et skydehoved til os – så smid det dog på hjemmesiden også.

Rio Coastal Seatrout SHDAnyways – Jeg havde behov for et nyt skydehoved, da det gamle var mistet pga en slidt knude på baglinen, så det var nærliggende at indkøbe dette til den formastelige pris af hele 500,-. Jeg har egentlig altid gået mere op i skydehovedets densitet og tænkt at taperingen kunne være lidt so so. Senest har jeg bl.a. fisket med et hovedet der var skåret af en cheapo DT9 line til 150,-. Det har fungeret fint, så det var egentlig spændende at prøve et toptunet hovede – lavet til det skandinaviske efter – og se om det gør en forskel

Densiteten

RIO Coastal Seatrout findes i flydende og “hover” udgave – altså en vægtfylde der ligger meget tæt på vands. Normalt fisker jeg med hover skydehoveder OG hoveder med større vægtfylde som, det nu udgåede, Scandic SW. Jeg har også et hovede der ligger midt imellem de to. Jeg savner derfor at producenterne ville fokusere mere på netop dette. Hvorfor er der altid kun en flydende og så en eller anden form for intermediate, når man nu har brug for flere densiteter. Men vi er nok tilbage ved at vi udgør for lille en skare til at kunne påvirke producenterne ret meget.

RIO Coastal Seatrout lægger sig som sagt lige under overfladen, men synker dog så meget at man ikke kan bruge det til eksempelvis med skumfluer. Jeg har ikke prøvet at fedte det ind i silikone, men kunne forstille mig, at det vil være tilstrækkeligt til at gøre det flydende. Men det lægger sig fint lige under og er derfor fremragende til fiskeri på lavt vand over blæretang.

Skydehovedets tapering

Rio Coastal Seatrout SHDDet har ikke været muligt at opdrive en profil for skydehovedet, men mit indtryk er, at både front- og bagtapering er længere end normalen. Jeg er ikke i tvivl om at en bagtapering har betydning for kastet for kast med det hovede der er klippet af en DT line forekommer knapt så kønne og ubesværede, som de kast der udføres med et “rigtigt” skydehovede.

Det er god logik at en voldsom overgang fra en meget tynd til den tykkeste del af skydehovedet vil have betydning for kastet. Personlig synes jeg at kastet bliver knapt så følsomt overfor mængden af line udenfor topøjet. Et hovede klippet af en DT dør meget hurtigt hvis der kommer mere end en meter ud. Det gør et hovede med taperet bagende ikke.

Udseende

Rio Coastal Seatrout paa hjul
RIO Coastal Seatrout kommer i hvid for den flydende udgave og en flot mintgrøn til intermediate. En lækker detalje er, at man har printet vægt og densitet med mikroskrift tæt på forfangsløkken. Så har man styr på det. 7’er hovedet, som dette er, vejer 16 gr og er 9,3 meter og ligger dermed indenfor de grænser jeg foretrækker til kystfluefiskeriet.

Løkkerne er som udgangspunkt fint lavet, men der stilles høje krav til holdbarheden – både til det bageste øje, som får nogle tæsk under dobbelttrækket, men også til det forreste. Det forreste øje er på mit skydehovede “gået op i limningen”. Det ser ud som om man har foldet kernen og lagt coating ovenpå – og ikke gjort mere end det. Coatingen er blevet slidt/krakkeleret i forbindelse med transport, hvor man sætter fluen i skydeøjet og ruller resten af line/forfang på hjulet.

Jeg tror at de skarpe knæk omkring topøjet måske har gjort det, men under alle omstændigheder må man forvente at sådanne øjer kan holde – i hvert fald lidt længere. Ellers bør man helt lade være med at lave dem, så folk selv kan lave et kvalitetsøje. I hvert fald er der “svippet” en stump kerne ud af øjet, som jeg i første omgang har klippet af og givet en gang Knot Sense. Og så må jeg se at få lavet et ordentligt øje ved lejlighed.

Hvå’n kaster’n og fisker’n så?

Jeg skal undlade at gå for meget i kastetekniske detaljer, da min viden ikke retfærdiggør at jeg spiller klog på det område. Istedet vil jeg beskrive min egen oplevelse af RIO Coastal Seatrout. Jeg synes det kører og jeg synes det kører godt. Jeg oplever ganske få “kollaps”, altså mislykkede kast hvor forfang og en del af skydehovedet falder sammen i en bunke. Det skal siges at jeg kun har brugt skydehovedet på LOOP Cross SX 690  og det er svært at tale om line uden også at tale om stang. Men jeg synes, at de to i samspil gør det rigtig godt. Der er et fornemt turnover og jeg har ikke haft problemer med at slynge selv stor Woolly Buggers ud.

Skulle jeg vælge én line til mit kystfluefiskeri, så kunne jeg ønske mig at RIO Coastal Seatrout sank en anelse hurtigere.Et af formålene med at bruge intermediate liner er, at man undgår at skydehovedet følger bølgerne i blæsevejr, hvorved man mister kontakt. Mit indtryk er, at dette hovede ikke kommer helt langt nok ned. Men det er en naturlig følge af densiteten, og fysikken kan vi vist ikke lave om.

Konklusion

RIO Coastal Seatrout er et af de dyre skydehoveder hvor man kan tillade sig at forlange høj kvalitet i coating og øjer. Det er muligt at det er et enkelttilfælde, men det er ikke ok at et øje går i stykker efter blot 10 ture.

Når det er sagt, så kaster skydehovedet fremragende og formår at vende selv store fluer uden besvær. Det er ikke særlig følsomt for hvor langt hovedet er udenfor topøjet – sikkert grundet en fin bagtapering.

Derfor: kan man leve med en høj pris og udsigten til at lave egne øjer, så har man i RIO Coastal Seatrout et fortræffeligt skydehovede.

Tag debatten på Facebook eller i kommentarerne herunder:

3 kommentarer til “Anmeldelse – RIO Coastal Seatrout SHD

  1. Kenneth Ø siger:

    Grunden til at du ikke finder den på RIO’s hjemmeside, er at det er en line de producerer OEM til Fairpoint i Sverige 🙂

    God er den, men løkkerne holder ikke og der skal splejses nye efter kort tid.

    1. seatrouting siger:

      Se – det giver jo god mening. Går ud fra at det er samme koncept som Salmonfly har lavet med RIO på deres hoveder?

      1. Kenneth Ø siger:

        Lige præcist.

Kommentarer?