Seatrouting

Fluefiskeri efter havørred på kysten

Woolly bugger er en klassisk P&T flue, som jeg så småt er ved at få øjnene op for til kystfluefiskeri. Sidste år i august løb jeg ind i Jesper, som jeg ikke havde set i mange år og han betroede mig at han aldrig fiskede med andet end netop Woolly Bugger. I vinters blev der snøret et par stykker og i den forløbne uge blev der brug for dem…

Zombie days – here we come

Når juni ruller afsted, så KAN jeg ikke holde mig væk fra kysten på hverdagsaftenerne. Man kan hjælpe til med putning af unger og det hele og drage afsted bagefter. Kunsten består så i at komme hjem i tide, når man nu skal op på arbejde igen dagen efter. Og den kunst er jeg IKKE god til.

Således fik jeg lavet en aftale om nogle timers fiskeri med Bertram. Vi ankom begge omkring klokken 20 og havde hele baduljen for os selv. Lækker stille aften og udsigt til nogle gode timer i godt selskab. Dejligt.

P1030950 - CopyJeg selv var i kaffehumør, så jeg startede med en kop imens Bertram gav den gas. Efter kaffen nåede jeg akkurat i vandet, inden Bertram krogede en smuk fighter på omkring den halve meter på en lille dybtfisket kutling.

Havørredens menu

Det førte os efterfølgende ud i en længere snak om havørredens menu på pladsen, for vi har fanget fiske der var proppet med , proppet med , proppet med kutlinger, proppet med . Ja, alt. Personligt har jeg altid fisket meget med , men er blevet opmærksom på de små fiskeimitationers effektivitet i det tidlige . Men som Claus Eriksen siger i en af filmene, så kender alle rejerne og elsker dem, så der er nok en tendens til at jeg stadig fisker mere reje end fisk.

På med Woolly Bugger

Da jeg i August løb ind i Jesper, blev jeg overrasket over at høre at han næsten udelukkende fisker med Woolly Bugger. Forskellige farvenuancer godt nok – men samme flue – året rundt. Når en dygtig og godt fangende fisker siger sådan noget, så skal man jo være dum for ikke at lytte bare LIDT efter, så jeg bandt nogle stykker i løbet af vinteren. I mørkebrune nuancer, for det var den farve marabou jeg lige havde liggende. Jeg fandt et eller andet tilfældigt mønster på nettet hvor det netop var marabouudgaven der blev bundet, og så bandt jeg dem og satte dem i æsken. Hvorefter jeg glemte alt om dem…

Woolly Bugger var eftektivforrige tur fik jeg så øje på Woolly Bugger og i den tidlige morgen havde jeg brug for noget mørkt som ikke nødvendigvis var helt sort. Da den så kom i vandet – ja så var jeg jo næsten forelsket – for den går virkelig lækkert. Marabouen bølger smukt og ved pause i indtaget dykker den giftigt ned mod bunden – som en rigtig fisk. We like!

Tilbage ved vandet var det nu igen tid til noget mørkere, så den røg på igen. Jeg nærmede mig hotspottet netop som Bertram begyndte at snakke om at komme hjemad, da min Woolly Bugger blev taget med et ordentligt sjask – på et sekund – og så slap den krogholdet og jeg lavede den sædvanlige storm af eder. Bertram kom naturligvis lidt i tvivl om hvorvidt det nu også VAR en god ide at tage hjem, besluttede sig for at gøre det og nåede lige at høre mig råbe “FIIIIISK” inden han forsvandt udenfor hørevidde. Min ? God kaliber – igen. Og den blev heller ikke kroget ordentligt – igen. Nogle dage sidder de der – andre dage kroger man dem bare ikke – og slet ikke med 30 meter line ude.

Da mørket efterhånden omsluttede mig kom der gang i overfladen. Jeg fiskede lidt til dem, men da flydehovedet lå derhjemme var det uden den stor tro på sagen, så der blev drukket en del kaffe i stedet og aftenen bare nydt. Næste dag var det så Zombietid efter 3 timers søvn …

“All night long”

Sådan sang Lionel Richie tilbage i firserne og da jeg kom til at tænke på den og den kommende nats tur MÅTTE jeg bare smide svenske KENT af spillen i bilen og høre manden med mikrofonhåret give den gas. Så måtte han finde sig i at jeg gav den mindst lige så meget gas – for man er jo helt vild og ustyrlig når man skal have årets første helnatstur.

Jeg fik samlet Bertram op og vi begav os til aftenens spot. På parkeringspladsen blev vi overhalet af en fyr som jeg har mødt tidligere. Han havde knapt så meget bagage og røg afsted som en raket. Men vi havde soveposer, øl, Trangia, pølser og hvad der ellers hører sig til, så det tog lidt tid.

IMG_0442 - CopyUde på pladsen havde vi egentlig god tid. Vi fik fisket lidt og talt med den anden fisker. Og da mørket atter begyndte at komme snigende MÅTTE jeg jo lige prøve pladsen af med en Woolly Bugger. Og sandelig om der ikke igen var bud efter den – og denne gang blev den hængende. Den tog fluen i et ordentligt sjask, så den anden fisker kom rendende på 150 meters afstand. For den lød BARE stor!. Det  var den nu faktisk overhovedet ikke. Men sikke en kondi. Stor vom og tyrenakke – som en granvoksen flyttemand – og lige omkring den halve meter.

Det gav tro på sagerne til alle parter og der blev fisket igennem. Men det forblev ved den ene havørred inden mørket lukkede helt af. Jeg fik skiftet til det flydende og monteret skumfluen – nu skulle de have. På klokkeslet startede cirkuset op med masser af rullende og sågar smaskende fisk. Og som sædvandlig ville de ikke røre nogle af vores fluer. Jeg tror simpelthen at der er så meget mad her at de locker fast på en bestemt type mad og ikke ænser hverken imitationsfluer (som drukner i mængden) eller provokationsfluer.

01.30 krøb vi i poserne – til lyden af plaskende havørreder.

På’en igen!

03.15 ringede mit ur. Trods dunsovepose, så havde duggen alligevel gjort natten til en halvkølig fornøjelse, så det var egentlig fint at komme op i de halvfugtige . Kaffen ventede jo forude. Bertram var stendød og havde proklameret, “at han nok lige skulle have et kvarter mere” inden han lagde sig.

Jeg selv startede ud på hotspottet, men det var forbavsende dødt i forhold til få timer før. Jeg gik ned til en anden plads, hvor der aftenen før havde været en fin havørred ude over den åbne sandbund, men også her var der dødt. En medfisker kom fiskende imod mig og da det efterhånden er en fyr jeg har mødt flere steder fik vi en længere snak. Et par spinfiskere kom også til.

IMG_0468 - CopyDenne plads blev fisket af med både Cultning og Pattegris, men der var stendødt trods en dejlig strøm over revet. Kun de evindelige gad lege, så jeg strøg hurtigt tilbage, blot for at finde Bertram snorksovende – solen var stået op for længe siden. Tsk tsk tsk – ungdommen nu om dage!

Han var også lidt forfrossen men fik hurtigt varmen og var klar på noget kystfluefiskeri. Jeg kiggede hen til endnu en plads imens han kastede sig over den lokale. Heller ikke her var der liv, men da jeg kom tilbage kunne Bertram berette om en overfladeaktiv havørred, der havde taget hans flue – men, ikke var blevet kroget ordentligt. Den havde efterfølgende fået en del blandede fluer, men havde fået en dårlig smag af jern i munden og ville ikke mere.

Vi diskuterede lidt frem og tilbage om hvorvidt den stadig kunne lokkes til noget ballade eller om den havde trykket sig, men da Bertram havde set den (eller andre havørreder) efterfølgende, gav det rigtig god mening at fortsætte med at præsentere noget for den. Han var klar til at overlade pladsen til mig og i kådhed udbrød jeg “Når alt andet fucker – så prøv en Woolly Bugger”. Så det var egentlig tanken at kaste min nye favorit på.

Dagens flue – Pat’svinet

Nu sad der bare lige en Pattegris på, så jeg fik lige spurgt om den havde fået serveret sådan en fætter. Det havde den ikke, så det var oplagt LIIIGE at se om ikke sådan en lyserød bandit kunne gøre forskellen.

Bertram havde gået med sin nye #5 stang med en dybt ussel WF line på. Dybt ussel fordi den var dyr og ikke mindst fordi skydelinen skød af h…. til. Med andre ord så var det ikke en af de dage Bertram kunne kaste langt og han var lidt i tvivl om hvorvidt han kunne kaste langt nok for at nå havørreden ordentligt. Jeg havde lige nogle ekstra meter i bøssen og det var muligvis dette der gjorde at min stang krøllede grundigt sammen i 3. eller 4. kast. Bertram var til gengæld klar med kameraet og fik hele fighten på . Et sammenklip kan ses nederst på siden.

Ikke taget på en Woolly Bugger men---Der gik rigtig lang tid inden vi så havørreden første gang. Det første tegn var en massiv hale der kom ud af vandet og varslede om en 3+er. Kort tid efter stod den ud af vandet i et let forkølet spring. Disse tyksakker (som den jo var) kan nogle gange have svært ved at få røveren med sig og det blev da også ved det ene spring.

Herefter gik den dybt og flere gang troede jeg at den var gået i en tangbusk, da jeg på trods af fuldt pres, ikke evnede at flytte den en milimeter. Den stod BARE fast – og den var BARE stærk. Første landingsforsøg var lidt komisk. Jeg havde bedt Bertram om at fortsætte med at filme og så skulle jeg nok selv lande den. Jeg forsøgte en kaning og da den lå på siden, halvvejs oppe på land, tændte den fuldstændig af da jeg ville skubbe den op igen. Den fik snurret rundt på en tallerken og stod til søs igen. En sekvens jeg gerne ville have set på film. Men ind kom den – tyk, fed, dyb og dejlig – en rigtig sommerhavørred i topkondi.

IMG_0531 - Copy

Bertram havde fået mod på tilværelsen igen og jeg forærede ham en Pattegris, drak en kop kaffe og fandt så selv kameraet frem. Jeg fik filmet ham og hans fiskeri i halvandet minuts tid, hvorefter jeg afbrød – få sekunder før at også hans flue blev taget hårdt. Den trak simpelthen linen ud af hånden på ham og det efterfølgende modhug blev lidt en slatten fornøjelse.

Jeg behøver vel næppe fortælle at den ikke blev hængende? Bertram bandede over den mistede havørred, men tog det en del pænere end jeg selv ville have gjort. Jeg bandede over at jeg ikke fik “Taket” og hans reaktion efterfølgende. Det havde været god underholdning. Bertram mente selv at det havde været en ny PR men erkendte også at det trods alt var svært at gisne om. Men god var den i hvert.

Det var nu ved at være godt op ad formiddagen og min egen bagkant på vej til at blive grundigt overskredet, så vi besluttede os for at trække stikket. To gode fisketure var bragt til ende. Vi var begge kommet på scoringstavlen og måtte også begge trække nitter i form af dårligt krogede havørreder. Thats life. Under alle omstændigheder kan vi glæde os over at fiskene stadig er til at få i tale – så det gør vi. For mit eget vedkommende så er Woolly Bugger kommet for at blive. Den har jeg BARE tiltro til – også selv om Woolly Bugger blev slået af en Pattegris på stregen.

Havørreden viste sig iøvrigt siden at have ca 30 hundestejler i maven – og absolut ingen rejer 🙂

Hvis du vil læse lidt om hvordan den bindes, så ligger der en beskrivelse på Facebooksiden, som er meget inspireret af denne bindebeskrivelse:

Kommentarer?