Det er ganske vist. Mandens mest frygtede sygdom – manfluenzaen- kommer oftest snigende når den er mindst velkommen. Den havde haft rig lejlighed til at invadere mig op til påskeferien – med syge unger og for lidt søvn – men valgte at melde sin ankomst fredag morgen inden påskeferiens start – samme eftermiddag. og jeg havde haft de samme halvvåde drømme om at tage til nord- om lørdagen, flankeret af Mikkel Hemmeshøj, men fredag aften var hovedpinen og kvalmen så overvældende at jeg valgte at trække stikket – og det var sgu’ nok lidt dumt.

Meldinger fra Møn

Allerede klokken 9 om lørdagen, tikkede første besked ind fra Kenneth. De havde ramt en stime og havde allerede samlet fanget 11 , med de største omkring halvmeteren. Min egen elendighed havde ellers fortaget sig i løbet af natten, men udsigten til at have misset en gang bonanza, sendte mig tilbage i depressionens grå tåger.

Kenneth og Mikkel fiskede til middag og nåede samlet 21 havørreder. Hvis jeg havde været i tvivl om hvad jeg skulle om søndagen, var denne tvivl nu som blæst væk. Der skulle fiskes – og det skulle være på Møn!

Endelig afsted

Klokken 03.30 ringede uret og med klassisk god tid fik jeg lavet kaffe, smurt mad og pakket sammen, således at jeg kunne rulle 04.15. Det betød at jeg ramte P-pladsen klokken 05.30 og atter blev overrasket over at der allerede var temmelig meget lys. Det sker HVERT her omkring jævndøgn at jeg undervurderer hvor meget der sker med lyset fra uge til uge.

En frisk spids på forfanget og en lille stump 0,35mm på en lille meter oppe til ophængeren. I øjeblikket kan ørredens menu bestå af rigtig mange ting, så jeg fisker derfor gerne med . En Tjernobylpattegris kom på som og en variant af Rune Westphals “Ultimate Sandeel” på som endeflue. Meldinger fra går nemlig på at tobiserne allerede er kommet frem.

Nede ved vandet blev jeg for anden dag i træk mødt af perfekte forhold. 5 m/s skråt ind fra venstre og en perfekt sigtbarhed i vandet og fint med røre i suppen. Det kunne IKKE gå galt. Ydermere var jeg første mand på spottet, så der var ikke et øje tørt.

IMG_5947 - Copy

Senere kom tre tyskere fobi

Jeg starter med at gå en kilometers penge mod vest for så siden at fiske tilbage med vinden i ryggen. Jeg når en pynt hvor jeg stiller tasken med fotoudstyret og traver 150 meter længere hen og går i gang  med fiskeriet.

Meldingerne fra Kenneth  gik på at havørrederne gik helt inde på knædybt vand, så det var med ikke at vade for dybt. Ret hurtigt blev jeg dog trukket nogle meter længere ud for at kunne ramme overgangen fra det inderste badekar til revlen og det viste sig at være godt tænkt, for kort tid efter hugger dagens første helt ude i kastet.

Det er en fin fisk på omkring målet der har taget tobisfluen. Det er en af de der utroligt stærke havørreder som ikke bare lader sig flå ind. Jeg nyder at dagen er skudt i gang og fornøjes ved udsigten til en fremragende fiskedag i den fineste natur.

Lidt senere får jeg årets første “double” da fluerne tages hårdt – endnu en gang helt ude i kastet. Denne gang er det en undermåler og en fin havørred midt i fyrrerne og det lykkes at få dem begge med ind hvor den første får et drag over nakken og tænkes ind i familiens aftensmad.

Så er der bas!

IMG_5910 - Copy

Når man fisker alene er der ikke nogen til at fortælle en at man ligner en nar fordi man har vendt kasketten for at indstille spejlreflekskameraet 🙂

Jeg får fisket hele pynten af og får samlet lidt sammen på tasker og havørreder. Jeg har lyst til dangens første kaffe, men er klar over at det er nu det sner – kaffen må vente. Jeg har endda selvtillid nok til at montere lommekameraet på stativ og starte med at tage lidt video. Den kan jo slettes hvis der ikke sker noget.

Og der sker faktisk ikke det vilde. Jeg starter med at bytte ud i fluerækken og når via en STF- til at sætte på som ophænger. Jeg nærmer mig også kameraet og når at tænke at jeg vidst er nået ud af synsfeltet, da fluen endnu en gang bliver taget langt ude i kastet.

Denne gang er det noget HELT andet. Jeg får et smæk over fingrene da de første meter skydelinen trækkes ud. Jeg bakker – mest for at komme ind i kameraets synsfelt igen og når at tænke at det eddermanme vil være dumt at ryge på røven, med fare for at miste havørreden, fordi jeg skal lege moviestar.

Men det går nu fint. Løslinen er forlængst væk og fighten er røget på hjulet. Herfra tages der nogle udløb ud til hvor baglinen starter, så havørreden er ca. 60 meter ude. Tankerne flyver hen til fluerne. Er det ophængeren eller endefluen der er taget? Jeg har tidligere mistet på en endeflue der har sat sig i en tangbusk men minder mig selv om at der ikke er meget af slagsen på denne plads.

Havørreden bliver medgørlig og viser sig første gang i et rul, men uden at jeg får en fornemmelse af størrelsen. Ret kort tid efter kan jeg dog godt se både sølvside og størrelse og bliver klar over at det da vist er en personlig rekord. Jeg prøver at presse den mod land men må væbne mig med tålmodighed, da stangen er krummet sammen som en osteskærer. Har endefluen mon sat sig i bunden? Jeg går ud mod havørreden som forstyrres, vender rundt og er tæt på at lave en tunnel på mig, men går i stedet på indersiden og hen langs stranden. Jeg får atter indhentet den og kan nu se at det er en havørred i den slanke ende. Det sølvblanke snød desværre.

Polar Magnus sidder ganske dybt og jeg konstaterer at krogløseren efter endt smøring IKKE er kommet på plads i jakken. Fingrene rives til blod i forsøget på at løsne den og jeg beslutter at opgive og tage den med.

Melankolien melder sig

Bagefter bruger jeg lidt tid på at få taget billeder og får også drukket kaffe og røget lidt. En fyr kommer forbi og kan berette om en enkelt havørred og et forrygende fiskeri dagen i forvejen, hvor han også var løbet ind i Kenneth og Mikkel. Han havde fanget en flot 3,5 kgs fisk og senere på dagen, på en anden plads, et par stykker på ca 60cm, så det havde været en fin dag.

Han går længere hen og forsøger sig imens jeg forsøger at tage mig sammen til at fiske igen. Det er pudsigt. Nogle fiskere bliver skarpere efter en fangst – jeg selv bliver mæt. Og i dette tilfælde også lidt ked af at have været nødsaget til at slå havørreden  ihjel.

Jeg ville ønske at jeg kunne udvikle lidt mere “killer”. Det er jo netop når man fanger havørred at man skal give den max gas frem for at sidde på en sten og filosofere. Og det er nok også en af de ting der skiller fårene fra bukkene blandt os lystfiskere: Dem der går et gear op efter en fangst og så os andre der går et gear ned. Det må jeg se om jeg ikke kan arbejde på med tiden.

IMG_5956 - Copy

Tre tyskere indtager pladsen og jeg vælger at fortrække til en anden plads som jeg bør have for mig selv. Fiskene droppes af ved bilen og jeg går en km i den anden retning. Her konstaterer jeg at vinden er ved at lægge sig. Det kan snildt blive en fin eftermiddag, men selvom jeg har hele dagen fri fra hjemmefronten, vælger jeg at vende snuden hjem omkring middag.

Ved hjemkomsten viser havørreden sig at indeholde 3 store sild og tre tobiser. I tarmene er der flere forskellige slags bændelorme og den har både ny og gammel rogn i sig. Jeg har den mistænkt for at være en af de “hjemløse” mønfisk, som står hele vinteren foran slusen på nordsiden af Møn – uden at kunne komme op og aflevere æggesnapsen i en gydegrube. Fisken har hele finner og bærer ikke tegn på at have gydt. Den er bare tynd.

Lidt video af fangsten:

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *