Sidste år ved denne tid blev der for alvor skruet op for fluebindingen igen. Fluebindingen gik fra at være et nødvendigt onde for at skaffe fluer i æsken til at blive en udsøgt fornøjelse – som det også havde været tidligere. Men i år er det anderledes.

Supershrimp vs Simpleshrimp

MagicShrimpDe superrealistiske rejefluer á la Magic Shrimp og Perfect Leo Shrimp og senest Mads Schmidts Luksusreje har været en superfed bindeoplevelse: Det minutiøse arbejde med at få benene til at sidde lige i skabet, foldningen af rygskjoldet på og det efterfølgende arbejde med at få limen til at sidde lige i øjet. Enormt tidskrævende, men også meget tilfredsstillende når fluen er færdig efter ALT for lang tid.

Men fiskeriet med dem har ikke været den vilde succes. Jeg er ofte returneret til simplere mønstre á la Guldbassen – godt for fiskeriet, men ikke just noget der trækker én imod fluestikket for det er rent samlebåndsarbejde. De simple fluer har den fordel under fiskeri at de oftest bare kan fiskes og fiskes i timevis uden at man skal kontrollere om benene er blevet fanget i krogbøjningen, hvor de mere avancerede kræver inspektion lidt oftere.
Man kunne snildt argumentere for at man jo bare kan binde fluen hvis man nu synes det er sjovt, men mon ikke at det er vigtigt at tro på fluen – også når man sidder ved fluestikket?

Jeg skal i hvert fald tilbage til stikket i det omfang tiden tillader det, for er en god vintersyssel, hvor man i tankerne rejser gennem tid og rum til kysten. Tidligere tures succéser og fiaskoer, planer for fremtidige ture og drømmen om succés på dem – det hele bliver vendt og jeg er et bedre menneske når stikket sættes til side – typisk på den anden side af midnat. Og hvem vil ikke gerne være det?

Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at lysten og inspirationen kommer tilbage igen og mon ikke det sker på et tidspunkt?

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *