Seatrouting – kystfluefiskeri efter havørred

Læs og lær om havørredfiskeri på kysten med flue

I serien af grejtests er turen endnu en gang kommet til Finske . I bedste Ikea-stil har de smidt det svenske “Kust” på en serie hjul, liner og stænger som – tadaaaah – henvender sig til kystfiskeren. Endnu en gang er der tale om grej, som lægger sig i den prismæssige mellemklasse – et benhårdt segment hvor konkurrencen er stor. Grejet er udlånt af flydressing.se og det er vel blevet til blot 5 ture med det, hvilket jeg ikke synes er helt godt nok til at lære det ordentligt at kende. Det er ikke Flydressings skyld – udelukkende min egen. Anyways – læs med om en fed stang, et hjul med plads til forbedring og en line jeg aldrig lærte at kende…

“Kust” Hjulet

"Kust" Hjulet er flot i den blålige tone

Hjulet er flot i den blålige tone

Hjulet er med sit blå look en af de smarte drenge i klassen og med sine 165 gram lander det i den vægtmæssige mellemklasse. Jeg glæder mig over håndtaget i metal og bemærker at bremsegrebet har en størrelse lige efter mit hovede – ikke for stort og ikke for lille. Der er en behagelig klikfunktion med en anelse slør, men fornemmelsen er ganske gedigen. Lyden får tankerne lidt hen på Egon Olsen, når han er i færd med at åbne et Franz Jäger pengeskab.

Selve bremsen er blot testet i hånden. Bremseskiverne af carbon og rustfrit stål lader umiddelbart til at gøre et fornuftigt stykke arbejde og linen afgives jævnt. Alt i alt et fint hjul, men til en pris på omkring de 2000,- er konkurrencen stor. Knarrelyden fortsætter lidt i Olsenbandenstilen – en lidt billig lyd som naturligvis er aldeles ligegyldig for funktionaliteten.

Hjulet har været med på 2 ture. Selvom det er et såkaldt “storspolehjul”, kunne jeg godt tænke mig at det var større. Fabrikken opgiver det til at dække AFTM 6-8. Jeg kunne godt finde på at sætte det på en klasse 4-5, men jeg er også en hund efter de store hjul.

Selve fiskeriet er foregået problemfrit – lige indtil at der er kommet sand i hjulet. Normalt dypper jeg hjulet i vandet og trækker lidt line af og så  er den fikset, men her skulle jeg, så godt som altid,  tage spolen af og rense spole og hus separat. Det bliver man hurtigt træt af og det trækker altså ned når man er vant til let at kunne afhjælpe problemet.

Kust

“Kust” Stangen

Stangen har vakt betragtelig større begejstring hos mig. Med en vejledende udsalgspris på 3300,- lander man også her i mellemklassen hvor man kan tillade sig at stille store krav til både performance og finish.

Den blå tone fra hjulet går igen i stangen og de matcher derfor hinanden perfekt. Også cordurastangrøret er holdt i blåt – dog en mere himmelblå tone. Beviklingerne er sorte med en elegant sølvtråd i. Man har også ulejliget sig med at sætte mål op ad stangen, således at man let kan skaffe sig en ide om hvor stor ens fisk er inden man genudsætter den store præmiebasse

Kust håndtag

Man kunne godt ønske sig en bedre korkkvalitet

Hjulholderen er der intet at udsætte på. “Kust” hjulet og mit eget Danielssonhjul holdes fint på plads og den løsner sig ikke under fiskeri. Håndtaget er derimod lavet med en kork som jeg personligt ikke bryder mig om. Jeg tror egentlig at selve kvaliteten af korken er ok, men at det er slibningen der halter lidt. De enkelte ringes farve varierer også en del fra ring til ring og det færdige resultat synes lidt for råt efter min smag.

Jeg har tidligere foretaget CCS-målinger. Bl.a. på “Seven’ Eight”” stangen . På denne stang gjorde jeg det mest for at illustrere at en klasse 8 stang kan være mindre belastende at fiske med end den klasse 6 – hvis den er kort. Det er tanken at det skal være standard fremover, men I må undvære dem på Vision “Kust” desværre.

På de første par ture blev stangen benyttet sammen med den medfølgende WF7 line og “Kust” hjulet. Sidenhen røg mit eget hjul på med 16 og 18 grams hoveder. Fælles for alle turene var, at man ikke var i tvivl om at man havde en kastekanon i hånden. Den kastede det hele aldeles ubesværet. Der var ikke nogen “wow”-effekt over kastene, som man enkelte gange kan opleve – altså fornemmelsen af at HER har man fat i noget helt specielt. Jobbet blev udført til UG, men uden “kryds og bolle”. Det er svært at sætte fingeren på HVAD det er, men nogle gange har man fornemmelsen af at stangen bliver en naturlig forlængelse af ens hånd – og den fornemmelse dukkede ikke op med denne stang. Objektivt er der intet at udsætte på den – den kaster lige så langt som min Winston som koster en del mere, men den mangler en anelse “touch”.

Linen

Ja – som skrevet ovenfor kom jeg aldrig rigtig i kødet på linen. Jeg har absolut intet at udsætte på den, men da jeg ikke er meget for WF liner på kysten, så kom den ikke med på tur andet end en enkelt gang. Den tur klarede den flot.

Stor tak til Flydressing.se for lån af grej!

2015-06-13-04.54.34

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.