Patagonia Ultralight vandt kategorien “Best footwear” på EFTTEX messen tilbage i 2012. Det er derfor rigtig oplagt at tage et kig på den i serien af anmeldelser. Da mine Vision Hopper efter flere reklamationer mistede filtsålen, mistede jeg tålmodigheden og kontaktede Sportfish i England hvor de var købt. Jeg vedhæftede billeder af den afrevne og slidte sål og argumenterede for at jeg ikke havde lyst til at få samme model igen. De tilbød mig at opgradere til en Patagonia vadestøvle hvis jeg blot betalte merprisen. Portoen skulle de nok betale. Den gamle vadestøvle kunne jeg bare smide ud – ikke noget med at sende retur til dem. Meget fornem service må man sige…

Patagonia Ultralight – en prisvindende vadestøvle

Patagonia Ultralight Vadestøvler

Testobjekterne – portrætteret i en svensk sommerskov

Jeg havde naturligvis undersøgt sagen inden jeg takkede ja og de generelle tilbagemeldinger som jeg kunne se var meget positive. Blandt andet havde støvlen vundet kategorien “Best Footwear” på 2012 udgaven af EFTTEX messen.

Hopper støvlen havde været rigtig positiv på ét punkt – nemlig den lave vægt. Jeg går ofte ret langt fra bilen til fiskepladsen, så der er bestemt noget at hente med en let vadestøvle. Men hvem gider at have en let støvle som går i stykker efter kort tid?

Patagonia Ultralight lovede en vægt i samme lette ende (deraf navnet) men med en noget bedre holdbarhed. Jeg takkede derfor ja og havde få dage senere modtaget kassen med støvlerne.

Pløs og pasform

Først kommende tur gik til en af de pladser hvor jeg skal gå længst, så jomfruturen var naturligvis ventet med længsel. Det første jeg bemærkede ved “monteringen” var den meget kraftige pløs. Du ved  – den der lap som ligger ovenpå vristen. Jeg havde lidt problemer med at hitte ud af hvordan den bedst kunne placeres for det var ikke helt åbenlyst om den skulle ligge udenpå vadestøvlen eller indeni. Ved nærmere gennemsyn var det tydeligt at den måtte indeni, men det kraftige kunstlæder havde ikke lyst til at folde sig så let. Men ind kom den.

vadestøvle forfra

Den kraftige pløs skal der arbejdes lidt med

Pasformen på Patagonia Ultralight må siges at være intet mindre end fantastisk! Den er ikke så let at komme i som Vision Hopper og der skal løsnes lidt snørrebånd inden man hopper i den. Men når først foden har sagt “svup”, så har man en fantastisk fornemmelse. Den sidder der bare!

Og vægten? Ja – med ca. et halvt kilo pr. vadestøvle er den absolut i den lavere ende så den del er absolut også godkendt.  Patagonia Ultralight har holdt vægten nede ved at bruge kunstlæder med et fint navn, de steder hvor der er brug for styrke og noget nylonmesh med et andet fint navn de steder hvor styrken er mindre vigtig og der hvor støvlen skal dræne fra. Mellemsålen er lavet af EVA skum, som vi bl.a. kender fra løbesko. Filtsålen er også med til at holde vægten nede i forhold til en gummisål.

Filt- eller gummisål?

Og netop filtsålen var jo et af de helt store problemer med den gamle støvle. Vision har valgt blot at lime sålen på, hvorimod Patagonia også har syet den fast hele vejen rundt i kanten med en kraftig tråd. Og det siger sig selv at det naturligvis medfører en langt mere holdbar støvle – indtil sålen er slidt så meget ned så stingene bliver slidt over, men den tid – den sorg. Jeg skal nok holde anmeldelsen opdateret med hvor når støvlen begynder at falde fra hinanden.

Man skal være opmærksom på at der efterhånden er en del steder i udlandet hvor man ikke vil have folk til at bruge filtsåler grundet overførsel af sygdomme og visse sneglearter, men så længe man blot trisser rundt på de danske kyster er det ligemeget. Personligt foretrækker jeg filten, for jeg synes man står bedst fast med dem, men det er der mange holdninger til.

Mht dræningen, så foregår den meget hurtigt. Efter få skridt er man færdig med at svuppe. Det meste vand er hurtigt trykket ud af støvlen og vægten atter reduceret til noget nær startvægt.

filt på vadestøvle

En solid påsyning af filtsålen er med til at øge holdbarheden.

Vel hjemme plejer man jo gerne at tørre sine støvler og her synes jeg støvlen kommer lidt til kort. Jeg plejer at skylle dem af og sætte dem til at tørre på et gammelt i kælderen – ovenikøbet i et rum hvor der er en affugter. Men på trods af det tager den altså flere dage om at tørre. I hvert fald så lang tid at jeg måtte tænke i alternativer af frygt for at de skal rådne. Så nu her hen over sommeren, er de blevet monteret på et par stænger til vores tørresnor når jeg er kommet hjem fra tur. Og med lidt vind og sol, er de tørre på et døgns tid.

Konklusion

Patagonia har med Patagonia Ultralight præsteret den bedste vadestøvle, som jeg til dato har prøvet. Der er plads til forbedringer i form af en mere medgørlig pløs og bedre tørreevne, men kan man leve med disse to ulemper, så har man en super støvle.

Hvis man ikke har lyst til at købe støvlen i udlandet, så føres den pt. af bl.a. Pro-Outdoor her

Du kan også se Patagonias egen præsentation af støvlen her:

Opsummering
Dato for
Anmeldt
Patagonia Ultralight Vadestøvle
Bedømmelse
51star1star1star1star1star

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *