En kold sommer har indtil videre rullet hen over de danske kyster. Vandtemperaturen har holdt sig i den lave ende og det har betydet at fiskene landet rundt har været til at tale med døgnet rundt. Personligt har den stået på familieferie – en ferie hvor fiskeforventningerne på forhånd ikke helt var afstemt med familiens interesser:

Ferie – så skal der da fiskes?

Grejet efterses og der vurderes hvad der skal tages med på turen rundt i Danmark og Sverige. Flyderingen er udelukket selvom det trækker gevaldigt i mig for at få den med – men der er på ingen måde plads. Jeg ender med #4 stangen og kystsekseren med tilhørende hjul. Og så selvfølgelig spinnegrejet – for der skal fiskes med ungerne. Særligt Jens-Emil, min mellemste, er meget opsat efter debuten på Langeland tidligere på året.

Første stop er Ålborg hvor jeg inden får indhentet rapporter og pladsbeskrivelser fra mariager fjord fra Niels. Vejret arter sig ikke helt som ventet og det ligger ikke i kortene at jeg skal rode rundt i en fjord ved nattetide så fjorden må vente en stund med at se mine fluer.

Hinsidan

Næste stop bliver i svigerforældrenes ødegård dybt inde i det svenske indland. Her er der adgang til en lille fin gedde/aborre sø og der er på forhånd store forventninger til fiskeriet fra drengenes side. Sidst vi var ude på søen blev der gravet en bøtte orm og vi flåede små aborrer op for et godt ord. Men faderen har ambitioner: Nu skal der fanges på spin og dørgning efter robåden.

En ATV sætter ekstra kulør på fisketuren

Efter aftensmaden er det blevet sent, så for at spare lidt tid spændes vognen efter ATV'en. Storebror bliver sat til at passe på stængerne og så indtages søen ellers ASAP.

Det er en smuk aften og vel ude på søen forsvinder myggene og vi kan nyde stilheden. Det viser sig hurtigt, at det er meget ambitiøst at lade drengene kaste fra båden. Ét er at det går fint – stående på en strand. Men siddende i en båd bliver det farligt for dem selv og mig.

Der rigges om til dørgning – søen pløjes tyndt – men uden at der sker noget. Storebror er den første der mister tålmodigheden og jeg må erkende at det nok havde været bedre med en enkelt stang der var rigget til med orm. Vi fanger intet. Jeg lover dem at vi skal fiske med orm aftenen efter – ellers er der valgfri is på fars regning.

Jens-Emil er klar igen aftenen efter. Vi får gravet orm og trillet mod søen: endnu en gang i ATV'en. Hvem der dog bare havde sådan et bæst med i fiskevesten på alle ture 🙂

Selv om man kun er 6 år kan man godt håndtere en stor robåd med 0,1 tons ballast i agterenden

Efter en times fiskeri har der ikke været så meget som et nøk ved flådet og desperationen begynder at melde sig hos mig. Kan det virkelig passe at man ikke kan finde en snottet skalle der vil tage ormen. Vi krydser søen for at prøve en plads omgivet af åkander – det MÅ da kunne lade sig gøre. Og sandelig ja – snart danser flådet og jeg selv føres tilbage til de første fisk og glæden ved et dansende flåd. Snart er både skaller og aborrer på land – i små størrelser. Men de fejres med “high fives” som det hører sig til.

Den kraftige spinnestang er også med og helt ude i et langt kast kaster en trekilos gedde sig over over ABU Reflex spinneren og eksploderer i overfladen. Stolt kan jeg udbryde “nu skal du bare se min dreng” og glemmer aldeles at tilbyde ham at fighte dyret. Inde ved båden eksploderer den igen og drengen er fanget i en blanding af fryd, spænding og ægte rædsel. Jeg garanterer at den forbliver i min bådende og får den op. Den aflives – for trofæet må fremvises til resten af familien. Succes!

Vi er først tilbage ved huset halv i midnat hvor resten af familien venter med varme vafler. Det er en stolt og træt gut der kan berette om en fantastisk tur – og storebror er lidt misundelig over at han ikke var med.

Den skånske østkyst

En pludselig indskydelse sender os omkring Skåne hvor der slås lejr på campingpladsen i Kivik. Michael Jørgensen guider mig til en plads syd for Simrishamn en halv times kørsel væk, men jeg kan ikke rigtigt få tingene til at passe. Teltlivet kræver lige lidt mere arbejde end huslivet og nu er vi jo på familieferie, så jeg undlader at rykke, men bliver også let irriteret over ikke at få/tage mig lidt fisketid på egen hånd.

Et lækkert skånsk rev

Efter aftenputningen må jeg til vandet med en øl og lidt tobak. Jeg har luret kysten inden og sætter mig ved revet nedenfor campingpladsen og som mørket falder på starter plaskeriet derude. Jeg overvejer at hente hele munderingen men beslutter mig for bare at nyde roen og stilheden. Med hovedet ved jeg at det er en familieferie hvor jeg ikke skal vælte rundt i en tåge grundet manglende søvn – men hjertet vil noget andet.

Næste aften bliver det den samme situation. Ensomheden med fiskestangen erstattes af en stille stund hvor jeg bare glor ud over havet – granatchokeret af at have “været på” en hel dag.

møn!

Møn kan få det til at gibbe i enhver havørredfisker og den indtages da også som sidste punkt på rundturen. Inden har jeg egentlig besluttet mig for ikke at fiske – hvor underligt det end kan lyde. Men den manglende forventning om fiskeri betyder faktisk at jeg er mere til stede mentalt  når jeg er sammen med familien. Jeg bliver dog mindet om at jeg er kystfluefisker hver gang jeg åbner tagboksen – for der ligger stængerne og griner mig op i ansigtet og minder mig om at jeg ikke har svinget kæppen over en havørred i 3 uger. Men jeg tåler det på en eller anden måde lidt bedre nu.

Hjemme

Inden feriens afslutning øjner jeg chancen for en tur til Stevns – og flyderen skal med for jeg har savnet den. De lover godt nok lidt sidevind men ikke mere end at det kan håndteres. Pladsen har jeg ikke rørt i nogle måneder, men rygtet vil vide at den fisker godt pt. Desværre løber rygter stærkt, så på en fredag aften kan man forvente at andre har fået samme ide. Og ganske rigtigt er der biler på pladsen ved ankomsten. En mere kommer til og annoncerer at de kommer ialt 4 mand. Men sådan er det nu en gang. Jeg har min lille flyder, så jeg kan jo bare padle mod Sverige hvis det bliver for meget.

På pladsen ser jeg en anden flydering 500 meter oppe ad kysten, men jeg kaster mig ud ved startstedet. Tre spinnefiskere er på plads omkring mig, så jeg lægger mig udenfor kastevidde, fisker lidt og beslutter mig så for at opsøge fiskene mere aktivt ved at drive med vinden nordover – tættere på den anden ring.

Det viser sig at være Anders Schultz, som allerede har nappet en halvmeters fisk tidligere på aftenen. Her var der godt gang i fiskene, men pludselig døde det ud. En fisk viser sig på lavt vand – udenfor rækkevidde. Men nu snakker vi lige så godt, så den får lov at være i fred. Mørket falder på uden at der sker noget. Pladsen er som blæst for fisk. Nogle spinnefiskere søger hen imod os og en god fisk høres i mørket netop som de går igang. Men der sker ikke mere. Vi går på land til kaffen  og får snakket med de sidst tilkomne bl.a. Peter Ozol-Lennert som jeg kender fra tidligere. De har heller ikke mærket noget, men kan berette om et par 2+ere som er blevet landet længere nede. Anders og jeg tager et træk til, men det blæser op og 01.30 beslutter vi os for at vende snuderne hjemad.

Men det er fint nok. Jeg er bare glad for at være ude igen. Det er vitterligt én af de ture hvor fisk betyder mindre.

Og hvad så?

…vil du måske spørge. Nu har jeg læst 1306 ord og der har sgutte været meget om havørreder.

Det har der godt nok ikke, men der har været lidt om det dilemma som jeg (og sikkert atter andre begejstrede kystfluefiskere) har for vane at støde ind i med jævne mellemrum: Balancen imellem familieliv og havørredfiskeri. For mig er balancen svær. Jeg bliver ladt op af at være ude, men for meget tid går ud over familien – særlig hvis det er fællestid den tages fra. Min kone og jeg har haft en god diskussion om det: HUN kan se at fiskeriet giver mig overskud og JEG kan se hvad fællestiden med ungerne gør af positivt for familielivet. Heldigvis er ungerne ved at have en størrelse hvor de to ting kan integreres, så nu er der købt familiemedlemskab og bådnøgle til den lokale lystfiskerforening. Så skal der fiskes aborrer med drengene, men jeg vil skåne denne blog for detaljerne når den tid kommer – for vi fanger næppe havørreder i søerne 🙂